I et hjørne i en hjerne.

Min hjerne er som en julekalender.

Den er fyldt med låger, lukkede låger som er fyldt med ting inde bag ved, som jeg ikke har den ringeste anelse om hvad er, før jeg åbner lågerne.

I modsætning til juleaften, så er der ikke glæde, men stinkende meget frygt forbundet med at skulle prøve at åbne lågerne.

Jeg håber, at der inde i lågerne gemmer sig svar, jeg kan bruge til kampen mod depressionen. Håber på at der gemmer sig magiske ord, nøgler, gåder jeg kan løse.

Men jeg frygter allermest, at der bliver sluppet sorte tanker, voldsomme følelser og væmmelige dæmoner ud, hvis jeg letter på lågerne.

De dage, hvor frygten er større end håbet, der sidder jeg ovre i et hjørne i min hjerne. Tør ikke åbne nogen låger og venter bare på at tiden går. Venter på at jeg bliver færdig med at være bange.

Et virkelig venligt menneske skrev forleden til mig, efter jeg havde postet “Stenen og korkproppen“.

Hun sluttede af med:

“Hvis du nogensinde når der ud. At du vælger at sige farvel. Så håber jeg, du tager ansvar og tager ansvar over for hver eneste person, du vil forlade. Og pludselig finder dig selv i et sidste minuts u-turn, hvor livet trumfer alt andet.

For det gør det. Uden dig er verden forkert. Og hvis du tænker på dine nærmeste, ved du det. Uden Mia er verden forkert.”

Jeg svarede hende:

“Jeg bliver bange. Bange for at sygdommen en dag fucker SÅ meget med min hjerne, at de tanker vinder over den smerte som jeg føler, når jeg tænker på mine moderløse børn.

Jeg tænker, at de fleste forældre starter med at skubbe selvmordstankerne fra sig af samme grund. Og alligevel ender nogen jo med at gøre det. Hvad skete undervejs?

Sidste gang, jeg led af depression gjorde jeg nogle virkeligt dumme ting, i bestræbelserne på at sætte mig selv forrest og øverst på dagsordenen, for en gangs skyld. Som sårede mine nærmeste og gjorde de fleste i tvivl om jeg var i stand til at tage vare på mine børns behov.

Så selv om jeg er blevet det klogere, er jeg jo stadig bange. Kan jeg stadig finde på at gøre virkelig dumme ting? Det føles jo som om, jeg ikke er blevet klogere, når jeg kan være så dum at få en depression igen. (Alt er jo min skyld. Det er min egen skyld at jeg er blevet syg igen, for jeg ku jo bare være blevet klogere sidste gang!)”

Det er stadig rigtig, rigtig svært at se, hvordan jeg primært skal handle mig ud af depressionen i stedet for at tænke.

Når jeg i forvejen er en tænker, er det som at betvinge det mest naturlige i verden.

Jeg beder om lidt hjælp. Jeg får lidt hjælp. Det i sig selv er en præstation. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bede om mere hjælp.

Mest fordi, jeg ikke ved, hvordan andre skal hjælpe mig. Jeg har ikke fantasi til, hvad de kan hjælpe med.

Andet end at tage de dage for mig, som går med at sidde ovre i det der hjørne af min hjerne. Men det er der jo ingen andre der kan.

Når jeg vågner om morgenen og egentlig bare længes efter at dagen skal slutte igen, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med den.

Så kan jeg måske godt bare stå distancen og få dagene til at gå med ingenting, men jeg er bange. Skit bange.

Fik jeg skrevet at jeg er bange?

On another note:

Jeg var igår sammen med et par veninder og vi talte om mine indlæg, der handler om depressionen.

Jeg ved godt, at det er svært at kommentere på. Man ved ikke, hvad man skal sige eller gøre.

Måske er man bange for at sige noget forkert, noget upassende, måske er man bare tom for ord. Jeg tager det ikke ilde op, at folk ikke kommenterer. Jeg tror heller ikke selv, jeg ville vide hvad jeg skulle sige.

Men to ting vil jeg gerne sige:

1: Hvis du læser med og møder mig, velvidende at jeg er syg, så kan en samtale gå nogenlunde sådan her:

Dig: “Jeg hører/læser at du er blevet syg. Det er jeg godt nok ked af at høre. Jeg tænker på dig. Sig til, hvis jeg kan gøre noget.”

Mig: “Tak. Jeg kæmper. Tager en dag ad gangen, du ved.”

Dig: “Ok, kæmp videre, du.”

Mig: “Ok. Det gør jeg.”

Længere behøver det ikke være. Mere dybt behøver vi ikke at gå. Du er fritaget fra at træde dig selv over tæerne, og jeg er fritaget fra at frygte at jeg bringer noget på bane, du ikke har lyst til at gå ind i.

2: At jeg skriver om det, hjælper mig. Jeg tømmer mit hoved, når jeg får det ned på skrift. Og så kan jeg komme videre med arbejdet. Jeg kunne skrive om det i en dagbog, og dem har jeg også, fuld af noter og sætninger.

Når jeg poster dem, handler det om at være åben omkring en tabuiseret sygdom.

Det er min tro på, at jeg bidrager med et oplysningsarbejde, der gør at jeg offentliggør mine tanker.

Jo mere viden, jeg kan bidrage med om, hvad der foregår inde i en depressiv hjerne, jo mere plads bliver der til den, iblandt os.

Jeg føler mig ikke specielt mere sårbar eller sej eller modig, af at være åben om sygdommen, for mine skyldtrips undtaget, ved jeg godt at det ikke er noget, jeg selv er herre over at jeg bliver ramt af. Det er ingen.

Længere er den heller ikke.

10 thoughts on “I et hjørne i en hjerne.

  1. Hvor er det dejligt at du sætter ord på den usikkerhed du bliver mødt med og den usikkerhed jeg for eksempel oplever når jeg oplever at nogen jeg holder af er blevet ramt af depression. Tak Mia. Hold ud, du er unik og værdifuld.

  2. Skriv du endelig videre. Jeg er sikker på du hjælper rigtig mange. Jeg læser med og du skriver godt, det med ærligheden er så vigtig (synes jeg i hvert fald) Jeg håber du kommer ud af depressionen snart.
    Jeg kan ikke sige jeg kender til følelsen men jeg kender til at være kronisk syg og handikappet. Det skriver jeg om i håb om det kan hjælpe andre og vigtigst af alt, fordi det hjælper mig at skrive.
    Mange tanker fra mig.
    http://blog.multipelsklerose.dk/ (det er mig der er Mette)

  3. Vi er ikke Facebook-kontakter, men jeg håber det er ok at jeg genposter den kommentar jeg ledsagede mit link til din post med (og lige gentage en tidligere hilsen på Twitter i lidt længere form – Du *er* en korkprop, også selv om du rigtig ikke *kan føle* dig sådan for tiden):

    “Jeg genposter af og til opslag fra En-af-Os eller Psykiatrifonden her på Facebook. Forklaringen er at jeg både på sociale netværk og i den fysiske verden er stødt på folk med psykiske sygdomme og handikap. I nogle tilfælde har det været åbent, i et andet tilfælde har jeg været ude for en kontakt der “skjulte” en psykisk sygdom – oven i købet i flere år, så jeg først kom på sporet, da en interaktion blev mærkelig og foruroligende.

    (Hvorfor: Var det fordi vedkommende ville beholde et frirum på sociale netværk, eller fordi personen skammede sig over sit handikap? Jeg ved det faktisk ikke – men min oplevelse var, kort fortalt, at personen helst ville holde facaden, men af forskellige grunde til sidst følte sig tvunget til at fortælle om sin situation til mig)

    Så er spørgsmålet hvad “vi andre” (stress er slemt nok, men spiller ikke i samme division) kan gøre, og det er ikke helt let at besvare, for folk med psykiske sygdomme er jo lige så forskellige som folk med fysiske sygdomme eller raske, for den sags skyld. Det vigtige er nok at huske at sygdom ikke er en viljesakt, uanset om den er fysisk eller psykisk, at vi som amatører ikke har gode råd ud over at minde den sygdomsramte om at han eller hun faktisk er god nok som menneske, og at acceptere de begrænsninger han eller hun konkret eller generelt lever med.

    Og så er der selvfølgelig forskel på hvor meget vi kan og skal gøre over for de mennesker vi har mere overfladisk kontakt med og vores nære venner og familie, selv om indstillingen bør være den samme. (Og nej, jeg er ikke sikker på at jeg selv altid har gjort det rigtige).

    Undskyld det lange indlæg, men det er noget jeg har haft anledning til at tænke en del over, og vil jeg i øvrigt give ordet til Mia:”

  4. Du griber fat i en tanke jeg selv har tumlet med; jeg aner ikke, hvordan andre folk kan hjælpe mig? Når man selv plejer at have alle svarene og løsningerne for at få det godt igen er væk – så bliver det svært. For ens omgivelser er ikke nødvendigvis hverlen i stand til at se eller rumme det – eller finde på løsninger- og det gør ondt.
    Tak for et godt indlæg, jeg kan relatere til
    Katrine

  5. Kære Mia
    En klog mand sagde engang til mig, at depression er så forbandet, fordi vi er så vant til at handle os ud af besværligheder. Og det kan man ikke med en depression, og derfor kommer vi til kort. Jeg tror, den vigtigste hjælp er, at folk bliver ved med at være der. At de kan stå fast i dit stormvejr. Og lade være med at blive for skræmte.
    Tak, fordi du deler det svære. Det bliver vi klogere af.

  6. Kære Mia. Åbenhed er vigtig, så tak for din. Jeg har selv været deprimeret flere gange og ved, hvor håbløst det virker. Men jeg lever godt nu med min depressive natur, så jeg vil rigtig gerne hjælpe dig videre, hvis du vil give mig lov til det. Jeg har lige været på Nordfyns Højskole med DepressionsForeningen, og det var en fantastisk positiv oplevelse. Jeg er coach og familiecoach, og du kan finde mine data på min hjemmeside. Jeg håber at høre fra dig og ønsker dig god bedring.
    Mange hilsner, Vibeke Dukat

  7. Pingback: Afsted til slagtehuset

Skriv en kommentar