Spæde skridt mod en slags tilstand.

I morges tog Jydedrengen på to år hans søsters Hannah Montana-kjole på i dagpleje.

Han var megastolt over at vise bling-kjolen frem, og jeg er megastolt over at han nu sidder sammen med mig i sofaen – stadig med kjolen på.

Også selv om dagplejen havde ret svært ved at holde masken, ved synet af ham i sort tyl og sølvplettet leopardprint.

Han er fanme en sej Jydedreng.

Han hjælper mig, sammen med resten af familien, med at se mit indre kaos i øjnene.

Som jeg har skrevet før, er det med babysteps.

Og hver gang jeg tror at jeg har taget et skridt fremad – opad – tager jeg lige et halvt skridt tilbage.

Jeg gik i gang med den antidepressive medicin, hvilket var et større skridt end jeg troede det ville være.

Et skridt eller ti tilbage, med at stille liv på standby, mens jeg lider af en afsindig kvalme, dopet træthed og svimmelhed.

I øjeblikket bliver jeg frustreret over at min hjerne føles rungende tom, men egentlig er det jo et skridt op, ikke at være overladt til følelsernes vold og opslidende skyld- og selvmordstanker.

Jeg savner at skitsere opgaver og planer på et papir, men det tomme, blanke stykke papir griner hånligt af mig, hvis jeg prøver.

Søren hjælper mig. Tager fat i de vigtigste, mest uopsættelige gøremål og spørger med en hensynsfuldhed, der må være virkelig svær at mestre, om jeg kan deltage.

Balancen er hårfin. Enten er jeg taknemmelig for hans overblik, når jeg ikke selv har det. Men hvis han spørger på det forkerte tidspunkt, og ikke rammer tonen helt rent, føler jeg skyld og pres og panik. Det er en utaknemmelig balance og opgave.

Igår kom Emma hjem fra aflastning i godt humør. Uvist af hvilken grund vågnede hun kl. 02. Og faldt ikke i søvn igen. Skulle mærke min arm hvert andet minut.

Jeg var tudefærdig af træthed imorges, men kunne heldigvis sende alle afsted og lægge mig.

Som om jeg kunne sove.

Jeg havde en lægekontrol i eftermiddag, og den snurrede rundt i mit hoved.

Efter lægebesøget snurrede jeg et halvt skridt nedad med ord som “kronisk” og “livslang medicinering” dinglende, rungende, rivende inde i tomrummet.

Er det mig, vi taler om?

Det er jo latterligt.

Mindst lige så latterligt, som at jeg har så svært ved at acceptere at det er sådan det er og bliver.

Et skridt opad, et halvt skridt ned.

Stilstands tilstand.

Eller.

Så meget stilstand man nu kan oparbejde, når ens solskins-selvlysende og sprudlende 0. klasses barn, kommer hjem efter første rigtige skoledag, med skoledagbogen.

Smukt dekoreret på første side.

Med en tissende, behåret tissemand.

Der tisser hjerter.

Altid noget, mine børn er helt normale.

Reklamer

4 thoughts on “Spæde skridt mod en slags tilstand.

  1. Mia, du er min heltinde – bare fordi du er så rasende vidunderligt meget DIG, med alt hvad det lige nu indebærer af sværhed. Og tak for hjertetisser’en – det billede skal fra nu er være mit indre pik(!)togram for lykke!!! Kram fra Lisbeth

  2. Åh altså Mia. Jeg bliver nødt til at kommentere dit indlæg.
    Jeg har været lige der hvor du er lige nu. Hvor hovedet og tankerne bare er ens værste fjende, og selv den mindste opgave virker uoverkommerlig.
    Det der kronisk, skal du ikke tage til dig. Jeg fik samme besked, formentlig fordi jeg var på selvmordets rand. Sandheden blev, at da jeg først havde taget medicin i 2 mdr., og fik min hjerne og en portion overskud tilbage, kunne jeg lige pludselig magte, for alvor, at “face” mit problem og konsultere en psykolog.
    Jeg startede et intenst forløb og havde 3 sessions den første måned. Så kom tiden hvor jeg skulle forny min recept på pillerne, men pga psykologtimerne tænkte jeg “nej, fuck det”. Jeg gamblede og det gik godt.
    Det er ca. 1.5 år siden jeg tog min første pille, og er der hvor du er nu. I dag har jeg det helt og aldeles fantastisk. Uden piller, og uden psykolog, selvom hun stadig er på speed dial på telefonen.
    Jeg skriver ikke det her for at fortælle min egen historie, men for at fortælle dig at der fandme er en vej ud. Pillerne giver dig “tænkeplads” og en smule energi. En psykolog vil finde årsager, og lære dig at tænke anderledes, og så vil du opleve en berusende frihed.
    Og ja, man kan få tilbagefald. Who cares! det kan man også med lungebetændelse, og nu kender du symptomerne og kuren.

    Og husk så lige, at tanker er.. tanker. Ikke en skid andet, og hvis de foregår op i dit hoved, kan du vælge ikke at tænke dem. Sådan får du det lige om lidt i hvert fald. Trust me!

    Alt det bedste til dig og din familie!!

  3. Jeg har ikke fulgt dig særlig længe og ved næsten ikke om jeg tør at kommentere på så følsomt et emne. Men jeg synes, det er vigtigt at du ved, at INGEN kan fortælle dig at du har en kronisk psykisk lidelse. Rigtig mange kommer sig, også selvom læger har sagt, at det er kronisk. Og de senere år taler mange om, at der også er naturlige kriser, som man kan komme over, men som tolkes som noget kronisk. Måske reagerer du på at have en handicappet datter, måske siger din krop, at du har brug for en pause uden ansvar. Og måske går det over, hvis du får lov at få den pause, med den hjælp du har brug for, gerne samtaler, evt medicin, hvis den hjælper dig? Er det en psykiater eller en praktiserende læge, der siger at det er kronisk? Under alle omstændigheder skal du vide at recovery findes! Der er masser af håb! KH Malenka.

  4. Pingback: Fredagslinks | Cirkusprinsesse.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s