Sæbeboblernes dans

Det er den dag på året igen. Den nat, hvor jeg sender mit ældste barn en tanke, der stikker af.

Tanken sætter sig i hjertet og maven og bevæger hele sanseapparatet fjorten år tilbage, hvor det hele startede. Min Emma. Min førstefødte datter. Hende, der skulle sende mine gener videre, hende som jeg skulle have dén forbindelse til, som til ingen andre. Ret lyserødt, I know. Sammen med billederne af mig som mor, der pustede på knæ og så til mens hun hoppede i vandpytter, som kunne være hendes guide og støtte, uanset hvad hun fik rodet sig ud i, havde jeg, som alle andre gravide, malet med den store pensel forud for de benhårde realiteter, som fulgte efter fødslen.

Sådan blev det ikke, og det har jeg skrevet rigtig meget om. Jeg har også fortalt rigtig meget om Emma, min blomst, mit hjerte, min elskede pige. Og med fare for at have hovedet helt oppe i ass, i det her indlæg, så kommer det til at handle lidt om mig selv i forhold til hende.

Forleden var der en, der skrev til mig i en samtale, der handlede om noget helt andet: “Kram til dig, Mia – for de kampe du kæmper”. Det varmede, jeg blev rørt og følte mig samtidig uendelig skrøbelig, fordi det var noget heavy shit vi samtalte om.

Og den skrøbelighed bliver smasket i fjæset af mig, ret så meget, ret meget hele tiden. Så meget, at man kunne påstå at jeg blev syg af det. Depressionerne har mange afsæt, men den der satans skrøbelighed, hvor jeg føler mig som en luftig sæbeboble der kan briste, hvornår det skal være – den er giftig.

Jeg kan ikke tælle, af hvor mange og hvor mange gange, jeg er blevet kaldt for “sej”. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg er skarp, jeg er klog, jeg er -indsæt selv et eller andet positivt tillægsord-. Nej. Bare nej. Det er jeg ikke. Og slet ikke hele tiden. Jeg er det måske i glimt. Resten af tiden er jeg i min sæbeboble.

Ligesom Emma.

Som har sin 14 års fødselsdag i morgen, og som er på Møllebækken i aflastning. Jeg kommer ikke til at være sammen med hende, på hendes fødselsdag. Jeg har vidst det længe, vejet det op og ned, frem og tilbage, talt med Søren om det, grublet, mærket, og først og sidst føltes det sådan her:

Hvis vi skulle lave om på aflastningen eller komme på Møllebækken, så ville det være for vores skyld. Ikke Emmas. Hun ville blive forvirret, hun ville blive revet ud af genkendelighedens trygge svøb, hun ville reagere på en eller anden måde, og i sidste uge var hun til øjenlæge og fik bedøvet pupiller, og i næste uge skal hun til tandlæge og til ergoterapeut, jeg kunne mærke hvordan hendes sæbeboble allerede var poppet flere gange, bare ved udsigten til det. Men alligevel plagede jeg mig selv. Og jeg har stadig en flig af smerte og dårlig samvittighed over, at andre skal fejre min teenagetøs imorgen, og at jeg først skal se og give hende fødselsdagskys og gaver på mandag. Har ikke lyst til at fortælle andre om det, uden at give hele forklaringen. Fik et sug i maven af at fortælle det på skolen og på Møllebækken. Tænk, hvis de dømte mig. Tænk, hvis jeg gik derfra med DÅRLIG MOR tatoveret over hele kroppen, så alle kunne se det. Tænk, hvis de ovenikøbet også dømte mig på, at jeg bruger aftenen på at få afsat mine andre børn og fortrængefeste samvittigheden væk. At det er min hensigt at lade min krop fylde med varme, glæde, musik, sjov, dans og kram og tunge kys. Hvem ringer til de sociale myndigheder?

Men hensynet til Emma er størst, og jeg står inde for min vurdering. Det er til hendes bedste ikke at rokke i hendes rutine og rytme, for det er hendes vigtigste livsvilkår. Og hvis ikke andre kan forstå det, so be it.

De kan alligevel heller ikke forstå at jeg hader, når der hver januar bliver sendt Årgang 0, at det river i mig, når gravidgruppen fra Riget flasher deres skønne, halvvoksne normale teenagere, når Emmas ualmindeligt dejlige og tre dage yngre fætter om lidt skal konfirmeres.

De kan heller ikke forstå, at det er så frygteligt overvældende at være url-vidne til at Louise på Emmas alder kæmper for sit liv i flere uger, at det kommer så tæt på, at vores handibørn skal kæmpe og være så stærke, at vi blegner ved siden af dem. Alt det, der konfronterer mig med min skrøbelige boble, hvori Emmas seje handimor befinder sig.

De. Jeg aner ikke hvem de er. Måske er det mig selv.

Min seneste depression trækker tænder ud. På et års tid har jeg bevæget mig fra svær til moderat deprimeret, og vægten af gode og dårlige dage er stadig ikke i balance. Det gør mig u-sej. Jeg frygter fremtiden, jeg frygter for mine åndsevner og kvalifikationer, og jeg frygter samtidig at skulle ændre på noget som helst.

Jeg kan mærke at det er hårdt at have Emma hjemme. Hun er en teenager, som skal have hjælp som en baby. Til alt. Jeg vækker hende om morgenen, hjælper hende med stavrende soveben ud på badeværelset. Jeg skifter hendes ble, vasker hendes søvn ud af øjnene, aer og glatter hendes uglede hår, giver hende tøj på. Hun er begyndt at løfte benene, når hun skal have bukserne på. Og strække armene, når hun skal have bluse på. Jeg hjælper hende ud til hendes stol, om morgenen er hun så træt at hun ikke behøver hoftesele, hun bliver siddende. Jeg giver hende skefulde med havregrød og dagens første medicin. Giver hende koppen med mælk eller vand, som hun selv fører langsomt til munden. Pakker hendes taske, madpakke, iPad, snører hendes sko, lyner hendes jakke. Guider hende ud til bussen, går med hende op og sætter hende i stol og spænder hende fast.

Det er bare morgenritualet. Jeg kan mærke det i mine arme, skuldre, ryg og knæ. Jeg knækker mere og bliver mindre smidig.

Min krop og min hjerne er begyndt at sige fra, når nu mit overjeg ikke kan. Jeg vil så gerne have, at Emma ikke skal flytte hjemmefra endnu. Fordi det giver et suk og et stik, når jeg står og pakker hendes tøj til seks dage, når jeg smækker toiletstol, kugledyne og kuffert i bilen og kører 120 km, i en bizar blanding af sorg, eftertænksomhed og trance, hver uge. Fordi jeg kan mærke, at det betyder noget for hende at være en del af vores familie, og fordi hun positivt fylder os. Vi savner hende, midt i aflastningens lettelse. Vi griner og nusser med hende, når hun er her. Vi passer på hende i hendes boble, og danser omkring hende, som små skrøbelige bobler selv.

Jeg er ikke sej. Min unge er. Mine ungER er. Og jeg tror at de tvinger mig til at være sej, når jeg skal være det. Men i bund og grund er jeg det ikke. Jeg har øvet mig i at blive så oprigtig som muligt. Og øver mig stadig i at se mit shit i øjnene og forholde mig til det, handle på det. I de mundfulde, jeg kan. Og så elsker jeg. Jeg elsker Emma og resten af kuldet, mere end noget andet. Kærligheden voksede den nat for fjorten år siden, og det stopper aldrig nogensinde. Den puster mine bobler op til himlen og solens varme, og blæser dem til jorden. Sådan er det.

Tillykke med fødselsdagen, min dejligste Emma. Håber du får en dejlig fødselsdagsfredag, med cola og popcorn og balloner og kram. Jeg elsker dig. Tusindvis af kys fra mor.

Reklamer

3 thoughts on “Sæbeboblernes dans

  1. Kære Mia.
    Vi har en dreng, Arthur, som bliver 10 den 12. april. Men vi inviterer ikke til fødselsdag. Det gør hans plejemor.
    Jeg er præst og fik for 2 1/2 år siden min første stilling. I år har jeg mit første hold minikonfirmander her i sognet. De er 10 år gamle. Og det fuldstændig usandsynlige skete, at der her i en helt anden by, et helt andet sted er en pige på mit minikonfirmandhold, der var i mødregruppe med min Arthur. Hver gang jeg er sammen med dem, ved jeg, hvordan alting ville have været…hvis, det forbudte hvis…
    Og samtidig ved jeg også hvem jeg ville have været, hvis jeg ikke havde fået min Arthur. Og jeg kan bedre lide hende jeg er med ham.
    Også selv om det nu er han plejemor (=engel), der inviterer til fødselsdag.
    Kærligst Anja

  2. Hold kæft hvor jeg glæder mig til at være med til at drikke dig og Søren i hegnet om to uger. I trænger sgu til en kram og en røvfuld cocktails.

    Du har en skrivegave, som ingen anden jeg kender Mia.

    Tillykke til Emma.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s