Rend mig i depressionen.

Min opgave går ud på kampen mellem at finde sig i livet og at finde livsviljen.

Jeg har før skrevet om at have depressioner. Hyldet åbenheden og prøvet at åbne for viden om denne sygdom, som jeg før har lidt af og nu igen har fået.

Alligevel frygter jeg, når folk spørger mig hvordan det går. Bliver fanget mellem at et overfladisk svar er umuligt og et ærligt svar er for omfattende.

Lige nu føler jeg mig som en AA’er: “Jeg hedder Mia. It’s been five years since my last depression.”

Jeg er der igen. I den lede, svære depression.

Jeg vidste godt at det kunne ske for mig igen, med stor sandsynlighed. Men jeg har håbet og skubbet det væk.

De fleste dage, der vågner jeg, tung og træt og mismodig.

Måske er der samtaler, hændelser i løbet af dagen, som kan lette lidt på det.

Men jeg kan kun overskue ganske få ting og glemmer resten. Glemmer opgaver, mennesker, lister, telefonnumre, følelser.

Bliver forvirret, får hjertebanken og åndenød. Bliver ked af det, tvivler, føler en gennemtrængende ensomhed midt i alle de mennesker der omgiver mig.

Føler mig ikke god nok og kan ikke mærke, når andre siger noget sødt, rart, pænt eller sjovt til mig.

Kravler ind i min hule, så snart jeg kan komme til det.

Jeg bliver bange, men føler heldigvis ikke den angst, som sidst gjorde min hverdag helt umulig.

Jeg bliver mest bange for mine egne tanker, når jeg tænker om det ikke ville være meget lettere, hvis jeg ikke var her.

Selv om jeg ved, eller måske netop fordi jeg ved, at det er en del af sygdommen at have de tanker, bliver jeg bange for at de overtager mig.

Jeg tænker desperat over, hvad jeg skal gøre for at jeg får det bedre.

Men det jeg har lært er, at jeg desværre ikke alene kan tænke mig ud af alting.

Det kræver behandling. Og når man som mig har fundet sig i det meste, i det meste af livet, er den største udfordring ikke at “bare” tænke og indse, men at handle. Gøre ting anderledes.

Samtidig er jeg træt. Til dels af grunde, som jeg ikke kan ændre på.

Men jeg bliver også træt ved tanken om, at skulle endnu mere ud af min comfort zone end jeg i forvejen kommer hele tiden, for at skulle skabe det rum til mig selv, som er nødvendig for mit helbred.

Det er så svært, det kræver så meget, og det er babysteps. Og jeg må acceptere, at det er med babysteps jeg skal komme i mål.

Blev du træt ved tanken?

Nåm velkommen.

Mit første babystep er medicinen. Ikke den medicin, som står i en æske på toilethylden, men kroppens.

Søren sagde forleden, mens han kiggede på mig med et fast blik:

” I morgen. Der går du. Eller cykler du. Eller løber du. En halv time væk fra hjemmet. Og en halv time hjem. Det gør du også i overmorgen. Og dagen efter. Og lørdag. Og søndag. Og mandag. Og det gør du hver dag fra nu. Om en måned synes du måske stadig det er håbløst. Men det gør du ikke om to.”

Jeg har besluttet mig for at tro på ham. Hvilket åbenbart er nemmere, end at tro på mig selv for tiden. Så han har bare at få ret.

Den depression kan rende mig. Forhåbentlig render jeg fra dén.

Du? Hvad du kan gøre? Vær ikke bange. Hverken for at tænke, undres, spørge eller mene noget om min sygdom.

Bare så længe du husker på, at det er en sygdom.

Ligesom cancer, psoriasis, tarmslyng eller et brækket ben, kan det ikke alene kureres ved egen viljestyrke.

Viljen hjælper måske til, at jeg ikke bogstaveligt drukner i håbløsheden. Men at være ramt af den sygdom, er desværre ikke noget, der er noget som helst “bare lige” ved.

Det er så skrøbeligt.

Nogle dage mærker du det ikke på mig. Andre dage er jeg ked af det.
Nogle dage kan jeg godt være glad. Men ikke uden at skulle anstrenge mig for at være det. Kæmpe for at ignorere den tunge kappe.
Andre dage er der ikke andet end mørke og stilhed og et ønske om bare at forsvinde.

Min lektie er at sparke, sprælle og bokse, i stedet for at dukke mig i mørket.

At rejse mig, i stedet for at lade stenene bore sig op i mine knæ.

At trække vejret, i stedet for at holde det.

Jeg håber, jeg består.

Også denne gang.

Til sidst skal du læse et lille udsnit af, hvad skuespilleren Stephen Fry skrev for nogle uger siden. Afsnittet om ensomhed ramte plet, og jeg kan ikke på nogen måde beskrive det bedre selv:

Lonely? I get invitation cards through the post almost every day. I shall be in the Royal Box at Wimbledon and I have serious and generous offers from friends asking me to join them in the South of France, Italy, Sicily, South Africa, British Columbia and America this summer. I have two months to start a book before I go off to Broadway for a run of Twelfth Night there.

I can read back that last sentence and see that, bipolar or not, if I’m under treatment and not actually depressed, what the fuck right do I have to be lonely, unhappy or forlorn? I don’t have the right. But there again I don’t have the right not to have those feelings. Feelings are not something to which one does or does not have rights.

In the end loneliness is the most terrible and contradictory of my problems. I hate having only myself to come home to. If I have a book to write, it’s fine. I’m up so early in the morning that even I pop out for an early supper I am happy to go straight to bed, eager to be up and writing at dawn the next day. But otherwise…

It’s not that I want a sexual partner, a long-term partner, someone to share a bed and a snuggle on the sofa with – although perhaps I do and in the past I have had and it has been joyful. But the fact is I value my privacy too. It’s a lose-lose matter. I don’t want to be alone, but I want to be left alone. Perhaps this is just a form of narcissism, vanity, overdemanding entitlement – give it whatever derogatory term you think it deserves. I don’t know the answer.

I suppose I just don’t like my own company very much. Which is odd, given how many times people very kindly tell me that they’d put me on their ideal dinner party guestlist. I do think I can usually be relied upon to be good company when I’m out and about and sitting round a table chatting, being silly, sharing jokes and stories and bringing shy people out of their shells.

But then I get home and I’m all alone again.

I don’t write this for sympathy. I don’t write it as part as my on going and undying commitment to the cause of mental health charities like Mind. I don’t quite know why I write it. I think I write it because it fascinates me.

And perhaps I am writing this for any of you out there who are lonely too. There’s not much we can do about it. I am luckier than many of you because I am lonely in a crowd of people who are mostly very nice to me and appear to be pleased to meet me. But I want you to know that you are not alone in your being alone.

Loneliness is not much written about (my spell-check wanted me to say that loveliness is not much written about – how wrong that is) but humankind is a social species and maybe it’s something we should think about more than we do. I cannot think of many plays or documentaries or novels about lonely people. Aah, look at them all, Paul McCartney enjoined us in Eleanor Rigby… where do they all come from?

The strange thing is, if you see me in the street and engage in conversation I will probably freeze into polite fear and smile inanely until I can get away to be on my lonely ownsome.

Make of that what you will.

Tak fordi du læste med.

Reklamer

9 thoughts on “Rend mig i depressionen.

  1. Æv. Sgu. Sikke noget pis. Tro på Søren, når du ikke kan tro på dig selv. Og vid allerinderst inde, at du ér all that. Du har gjort det før, og jeg tror på, du kan gøre det igen. Mange tanker og medvind herfra.

  2. Er SÅ ked af at du skal igennem det LORT igen. Godt du har Søren og at han kan fortælle dig noget du kan tro på. Håber du finder vejen gennem det mørke du befinder dig i.
    Kæmpe cyperkram herfra !
    LISBET ❤ ❤ ❤

  3. Kæreste Mia
    Jeg ved lige hvordan du har det – jeg befinder mig netop nu samme (ensomme) sted. Jeg kan ikke love dig, at det bliver nemmere denne gang – men jeg vover at tro, at vi begge finder vej tilbage – at vi begge består … endnu engang.
    Knus & tanker fra Pernille

  4. Pingback: Screw my depression | The Noah Lequime Inspiration

  5. Hip hurra for åbenheden!! Depression er en svær størrelse; har selv haft det i over halvdelen af mit liv nu. Sådan går det jo. Men du har allerede bekæmpet (eller måske bare undertrykt, hm?) én depression. Den kamp har gjort dig stærkere, end du tror, du er.

    Og ja, motion skulle være en god hjælp, men fy føj da, hvor er det irriterende at skulle udenfor, når man helst bare vil være under dynen..

  6. Pingback: Spæde skridt mod en slags tilstand. | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s