Om håb.

Status efter fire uger på medicin:

Kvalmen er aftagende. Den er der stadig, men den er ikke invaliderende.

Jeg bliver stadig svimmel og får hjertebanken, når jeg har mere end ét gøremål.

Jeg er træt. Sover enten tidligt og vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen, eller er vågen til meget sent og er træt den næste dag.

Jeg mangler stadig overblik, overskud, energi.

Men jeg er ikke mere trist og ked af det hele tiden.

Jeg glæder mig over ting og glæder mig til ting.

At have små killinger er ren terapi.

At blive tænkt på af andre, gør mig varm, rørt og glad.

At blive krammet og kysset af mine sommersnottede, beskidte unger, som stadig plager om is, får mig videre.

Søren skal starte på arbejde i næste uge, jeg glæder mig på hans vegne og glæder mig til at vores nye hverdag skal til at forme sig.

Jeg har sluppet ret meget skyld. Og jeg finder langsomt ud af at det, jeg er god til, ikke er en flugt. At min hang til fordybelse er en brugbar styrke.

Jeg bliver næsten kun vred over medier og politik og Frederiksberg kommune, i det omfang jeg plejer. Det er vel også et slags sundhedstegn.

Det føles stadig skrøbeligt. Jeg er stadig skrøbelig. Men det er bedre end det var. Det var rigtig nok, at det ikke blev ved at være sådan.

Det er stadig en lortesygdom.
At man kan komme så langt ud, at man hverken kan genkende verden eller sig selv.

Men der er mere håb, end der har været før.

Det føles godt.

Reklamer

One thought on “Om håb.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s