Debatindlæg i Information d. 18.07.11.

Link til artiklen “Skulle jeg have været en abort” :
Mia Møller Roesen siger:

Jeg er forælder til et stærkt handicappet barn, som trods scanninger og blodprøver blev født med en misdannelse i hjernen. Hun er en af de rigtigt tunge. Med fysisk og psykisk udviklingshæmning, atypisk autisme, svær adhd, en af dem, der skal passes på i hele sit liv.
Hun har også givet mig en livsindsigt, som mange ikke får, men som alle burde have.
Ville jeg ønske, hun var blevet en abort? Jeg må dele mit svar, da det er for kompliceret at svare entydigt på. Havde jeg vidst, hvilken gave hun ville være i sin egen smukke person, hvor klog hun ville gøre mig på hende, livet, omverdenen, mig selv – så ville jeg stadig have hende med hud og hår.
Havde jeg vidst, hvad det ville koste – økonomisk, helbredsmæssigt, parforholdsmæssigt, kampen med og mod systemet og “hjælpen” – så ville jeg nok tro det var løgn. Men havde stensikkert takket nej. Jeg ville gerne leve uden den evige tvivl på, om jeg nu kan give hendes liv nok kvalitet. Selv om det er med til at udvikle mig som menneske og gøre mig mere umage. Det er en umenneskelig opgave, hvor man enten slider sig selv ned på det, eller også giver op. Og det er ingen faktisk tjent med, hverken mig selv, samfundet eller mit barn.
Men indsigten gør vores samfund bedre, det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg tror på, at der vil blive ved med at være handicappede børn, som tvinger samfundet til at være rummeligt og givende. Handicappede, som snyder teknologien.
Men jeg vil (igen) gerne adskille debatten om hvordan samfundet tager sig af sine “svage” og debatten om fosterdiagnostik, for det hænger ikke altid sammen.
Samfundet har helt klart ændret sig, siden min datter blev født for 11 år siden. Der bliver spekuleret og sparet steder, hvor det ellers har været en selvfølgelighed, at samfundet skulle sprede et sikkerhedsnet ud. Jeg bliver bekymret for udviklingen. Bekymret fordi det allerede er hårdt at få hjælp, og det bliver kun sværere. Og bekymret fordi, jeg tror på påstanden om, at et samfunds velbefindende kan måles på evnen til at tage sig af sine svageste. Og vi har brug for et systemskifte, hvis ikke vi skal regrediere til et samfund der anbringer, tvangsfikserer og medicinerer vores “udskud”, for økonomiens skyld. Jeg bliver decideret utilpas, når jeg hører en af vore dages borgerlige politikere tage ordet “solidaritet” i munden. Jeg ville ønske de tonede rent flag, som debattøren foroven, som ikke mener at det skal være samfundets “problem” at hjælpe handicappede. Så ville folk sgu vide, hvad de havde at regne med. Og måtte stemme derefter.
Når det er sagt, kender jeg flere handicappede, der kæmper for en mening med livet og for at leve værdigt. Jeg kender børn med Downs, som ikke bare er “glade mongoler”, men som skal have hjertefejl, autisme og store sociale problemer i deres liv. Dem kunne jeg godt unde at være forskånet dette liv. Jeg kender børn som er døde, meningsløst og tidligt. Jeg kunne godt have undt forældrene at være forskånet trængslerne og det følelsesmæssige dilemma.
Så essensen er, at samfundet ikke kan undvære de handicappede, men jeg tror bestemt godt mange handicappede kunne undvære det liv og samfund, de bliver født ind i. Desværre.

# 18. juli 2011 kl. 20:48

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s