Debatindlæg – “Fri os fra det frie valg”. Bragt i redigeret form i Information d. 31.10.10. Her uredigeret.

Fri os fra det ”frie valg”.

På næste torsdag løber tiden ud. Ikke blot for tusinder af forældre til handicappede børn, nuværende og fremtidige, men også for det danske velfærdssamfund som vi kender det idag.

Siden Genopretningsplanen blev fremlagt, har jeg sammen med andre handicapforældre kæmpet kampen for at gøre opmærksom på, hvad loftet over tabt arbejdsfortjeneste vil betyde. Både på det personlige, etiske og samfundsøkonomiske plan. Det har været en ulige og håbløs kamp, en ægte David mod Goliat kamp. Vi er ressource-knappe forældre, som har kæmpet mod forskellige politiske dagsordener og spin, mod mediernes sensationsjournalistik, med få undtagelser, og med misforstået uvidenhed.

Jeg har fokuseret på at kæmpe med fornuften, og ikke med mine følelser, for det har det krævet. Jeg bliver aldrig nogen sinde politiker, hvor det kræves at undlade at forholde sig til faktuelle problemstillinger og virkeligheden for en gruppe mennesker, for at følge en politisk, overordnet linje. Jeg har afholdt mig fra at være mere politisk, end det mit personlige, sociale menneskesyn nu påvirker mig.

En af de første ting som faldt mig for brystet, og som stadig springer i øjnene på mig, hver gang jeg læser eller høre politikere udtale sig eller medierne beskrive problemet, er ”valget”.

”Valget”, som vi forældre træffer, når vi passer vores handicappede barn hjemme. Det er et ”valg”, som vist kun er et ”valg” for dem, som IKKE befinder sig i den handicappede familie. Det er ikke et ”frit valg”, det er sidste udvej for helt almindelige mennesker, som ønsker et helt almindeligt liv med almindelige jobs, almindeligt hjem, almindelige børn og almindelige interesser. Vi ”vælger” ikke af fri vilje at blive plejere for vores børn 24/7/365, som virkeligheden er, for mange af os. Hvis vi havde det ”frie valg”, ville vi vælge at være forældre, ligesom vi er det for vores andre børn. Vi ville ikke vælge at være vores børns advokat, psykolog, socialrådgiver, pædagog,  plejer, ekspert, eller terapeut. Vi ”vælger” det ikke, det er noget samfundet vurderer stramt og skarpt, velvidende at det er en udgift for kommunen, men også velvidende at alle andre alternativer er MEGET dyrere for kommunen.

Derfor undrer det mig som handicapforælder, at både kommuner og regering forholder sig så lidt til de afledte effekter, af dette lovforslag. Man forholder sig ikke til, at denne handling, som alle handlinger, vil have konsekvenser for andre end de forældre, som efter opfattelse selv ”vælger”. At ”valget” består mellem at passe og pleje, advokere og kæmpe for sit handicappede barn, at indrette sit eget hjem til en institution, med masser af fremmede ansatte, eller at sende sit barn væk for at bo på døgninstitution. Det er virkeligheden. Virkeligheden er derudover, at det er kommunerne, der træffer et ”frit valg”, når de sender forældre på lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste.  Det er et liberalt valg, de træffer, de vælger det billigste valg, og nu bliver det valg forringet og samfundsmæssigt fordyrende.

I en mailudveksling med Henriette Kjær, MF og medlem af socialudvalget for K, – som i øvrigt var den eneste ud af Martin Henriksen, Ellen Thrane Nørby og HK som havde den anstændighed at forholde sig til min mail og svare – skrev hun til mig, at ”det er ganske vist ikke er en herregård, men dog ligger over mange butiksansattes løn.” Og nu kommer vi til noget meget interessant.

Jeg har i bedste liberale stil brugt mit ungdoms- og voksenliv på, at bryde med min sociale tunge arv. Jeg har lavtuddannede forældre, der er misbrugsproblemer i min familie og minimal opbakning til at have ambitioner til at få det optimale ud af mit liv. Jeg har brugt år og penge på en universitetsuddannelse, skabt trygge og stabile rammer med min mand, for vores børn, været opmærksom på ikke at gentage uhensigtsmæssige mønstre. Jeg har lagt mig i selen for at være min egen lykkes smed, for der har ikke været andre til at forme og skabe den lykke. Min eneste forbrydelse, som ødelagde det liberale glansbillede, var at føde en elskelig, smuk lille pige med en hjernemisdannelse. Er det et ”frit valg”? Er det et liberalt frit valg, at regeringen nu bestemmer, at jeg aldrig kan stige ”højere” i graderne end til at blive aflønnet som butiksansat? At jeg samtidig har udsigt til, at mit barn – som nu, trods min afsluttede universitetsuddannelse, skal være barn af en ufrivillig butiksansat –i sit autistiske og dybt retarderede voksenliv kan se frem  til tvangsmedicinering og bæltefiksering, for at spare samfundet penge – fortæl mig hvori ”valget” består?

At alle anstrengelserne var forgæves, fordi jeg tilførte samfundet et udgiftstung byrde, bedre kendt som Emma, ti år og svært handicappet? Det skriger til min himmel og det lyder ikke særlig liberalt gennemført i mine ører.

En klog kvinde, som også er mor til et handicappet barn, skrev for nyligt den mest tankevækkende kommentar i hele den her debat. Hun skrev: ”Danmark er blevet sjælens mødding.”

Hun har rejst i verdens fattigste lande og har mødt materielt ressourcefattige mennesker, udover den gennemsnitlige danskers fantasi. Alligevel mødte hun mentale og solidariske ressourcer, oplevede hvordan folk tog sig af hinanden med de små midler de havde, mærkede på egen krop at blive fysisk og psykisk båret igennem en svær tid af fattige mennesker. Hvis den mentalitet og den solidaritet eksisterede i vores velfærdssamfund, kunne man måske godt skære i velfærden, uden at det gik ekstremt hårdt ud over samfundets svageste. Men den mentalitet eksisterer ikke i Danmark, vi vil og kan ikke være solidariske med hinanden i det omfang, og derfor overtager det overordnede samfund omsorgen. Nu fjerner man omsorgen, man overlader de svageste til sig selv, for solidariteten i Danmark bliver først aktuel, når danskere selv bliver ramt på liv, helbred eller pengepung. Og da er det for sent. Tilbage er det ”frie valg”. Eller er det?

Jeg håber i hvert fald at støtten til danske handicapfamilier fra på næste torsdag bliver omformuleret, for ”lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste”, vil fremover være decideret misvisende og ude af trit med Serviceloven.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s