Når man får nitten.

Hvis jeg startede med at påstå at det er med fuldt overlæg at jeg ikke ser fjernsyn i aften, så ville det nok mest være for at narre mig selv.

Sandheden er, at der sjældent er ro på sovesalen før ni-halv-ti, og derfor bliver tossekassen først aktiveret derhen af, hvis overhovedet den dag.

Så jeg kommenterer på et program jeg ikke har set. Men jeg har alligevel en mening om en flig af det, efter at have læst lidt i dagens nyheder (både avis-, breaking-, Facebook- og Twitternews) om “Adoptionens Pris”.

Noget af det, der fik de fleste folk op af stolen var “nitte”-kommentaren. Og vupti var der straks fordømmelse og heksedom over hele linjen. Det gav også et sus i mig, da jeg læste det. Og jeg blev straks forarget. Øj, hvad bildte den mor sig ind.

Menmenmen – da eftertanken lige fik lov at indfinde sig, måtte jeg gribe i egen barm, og grunden til at jeg tør gøre det er, at jeg ikke er og ikke føler mig alene om det.

For selvfølgelig er det et tabu af de store: at blive skuffet over det barn, man fik.

Uheldigt at den mor fik formuleret sig sådan måske, men der er to ting jeg bliver nødt til at sige:

Et: Man ved ikke mere af at blive adoptivmor, hvad det er man går ind til når man bliver mor, end af at barnet har skvulpet rundt inde i maven på en. Nok snarere det modsatte.

Så ikke at være forberedt på det kæmpearbejde det må være at blive 1) mor og 2) mor til traumatiserede børn, det er man ikke nødvendigvis syg i bøtten af. (Men blir det jo helt sikkert, hvis ikke man får en ordentlig start – i hvert fald midlertidigt)

Derudover er man jo ikke garanteret 100% i forældrekompetencerne af at være adoptivforældre. Man er stadig kun mennesker. Og alle mennesker mister på et tidspunkt overblikket under pres, eller siger og gør ting hvor de ikke kan genkende sig selv.

To: Jeg tør godt vædde med, at 99,9% af alle mødre til handicappede børn på et eller andet tidspunkt får tænkt/sagt/følt, at de blev snydt. Især hvis det er ens første barn. At de fik nitten. At de fik det forbyttede barn. At nogen gerne måtte komme og hente hende igen. At de fortrød.

Er der noget i hele verden, som kan få en til at føle sig som den sorteste, nederen, ækleste, mest afstumpede mor, så er det at man tænkte/følte/sagde tanken højt.

Men: Det har intet med ens evne til at elske det barn at gøre.

Når jeg sammenligner adoptivmor og handimorens reaktion i det her tilfælde, er det fordi det er ganske få, der kan sætte sig ind i hvordan det er.

Derfor er det selvfølgelig yderst sjældent at et tabu bliver brudt så voldsomt i prime time, med hele landet som dommere.

Og selvfølgelig må reaktionen være derefter.

Men forældre der adopterer, gør det jo ikke kun af næstekærlighed. De gør det jo lige så meget af den egoistiske lyst til at reproducere sit spejlbillede, som den moderne biologiske forælder gør det idag.

Så selvfølgelig må der være en vis portion skuffelse indblandet, når det ikke gik så lykkeligt og godt som det forventede. Og hun sagde det højt. Uf.

Så sorry, jeg kan simpelt hen ikke forstå den rasende folkestemning over en mor, der fik et kæmpe traumatiseret barn og ikke kunne magte opgaven og føler sig ulykkelig og mangelfuld over det.

Samtlige handifamilier, der på et eller andet tidspunkt giver op overfor den kæmpe udfordring det er, at passe og pleje og udfylde alle mulige umulige funktioner for et “traumatiseret” barn, burde jo være lige så meget genstand for folks fordømmelse? Men det er vi jo ikke?

Hvorfor er der forskel på adoptivmoren og handimoren dér?

For mig at se, er det kun omverdenen, der behandler den deraf mor/barn-relation med forskel.

Ikke moderen.

Som kun begik den forbrydelse at have alle de splittede, tabuiserede følelser i spil, som enhver anden, der “fik nitten” ville have.

Og kan vi så godt snart gide tænke over bagefter, hvordan journalistikkens standarder ellers går og har det for tiden? Og måske gide forholde sig en smule kildekritisk til tingene? Tak.

Reklamer

4 thoughts on “Når man får nitten.

    • Det er så forudsigeligt af pøblen, at det gør mig ked af det i hvert fald. Min tillid til pøblen visner, i forhold til at gøre hvad pøblen gør bedst.

  1. Fravalgte selv at se programmet – men har jo ikke kunnet undgå at se og høre de kommentarer og holdninger, der væltede ud over de sociale medier og nyhedsbilledet. Uden at have set programmet sidder jeg dog alligevel tilbage med følelsen af en ensidig fremstilling i medierne – helt derud, hvor vi bedst kender det som følelsesporno – og det giver en selvforstærkende effekt i den hvirvelvind, der suger alle holdninger mod disse forældre og “ensretter” dem i den samme retning. For du har helt ret – uanset hvad, så står/stod de tilbage med en drøm om et barn – hvor realiteterne ikke kunne forenes med drømmene. Og ingen tvivl om, at pigen havde været bedre tjent med en anden løsning – men hvem ved, hvad den reelt skulle have været?

    • Jeg kan i hvert fald konstatere efter de sidste par dages mediestorm, at journalister skulle skamme sig uendeligt meget mere end det forældrepar.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s