En sjov handi-leg.

Lad os lege en leg.

Vi siger, at du skal forestille dig det her:

En dag på dit arbejde, får du en mail fra chefen. I mailen står der, at han gerne vil se dig til et møde om tre uger, med en kort besked om, at I skal gennemgå dine lønforhold og arbejdstid.

Det gør dig ærlig talt lidt utryg – men det kan du så bruge de næste tre uger på at hygge dig med at tænke over.

Da mødet oprinder, får du at vide af din chef, at du skal gå ned i løn. Han kan ikke sige hvor meget, og han kan heller ikke fortælle dig andet, end at firmaet skal spare.

Du arbejder mere end fuld tid, du får en løn for det – godt nok optjener du ikke samme feriepenge som alle andre, og godt nok følger din løn ikke den almindelige lønstigning, men løn får du da.

Du forklarer ham, at du ikke kan se, hvordan du skal kunne gå ned i løn uden at gå ned i arbejdstid, men det skal du altså.

Hvis muligheden var der for at tage et andet arbejde ved siden af, kunne det måske løse sig.

Men det kan du ikke, og det må du ikke.

Du må kun arbejde for din chef, mere end fuld tid og du må bare acceptere, at han bestemmer at du skal gå ned i løn.

Mødet afsluttes med, at chefen siger til dig, at du på et tidspunkt får at vide, hvor meget du skal miste af din løn.

Lad os så lege, at det der der lige skete før, gentager sig mindst en gang om året. I ca. elleve år.

Var det ikke en sjov leg?

Eller nej?

Nåh, men det er da bare ærgerligt.

For det er slet heller ikke en leg.

Det er virkeligheden for en handicap-forælder, som er i mit netværk. Og det er ikke kun hendes virkelighed, men også virkeligheden for mange andre handicap-familier lige for tiden.

Chefen er kommunen, og hendes løn er den lønkompensation hun får, fordi hun passer sit dybt handicappede barn, i stedet for at gå på et “rigtigt” arbejde – sån ude i samfundet med kolleger, faglighed, frugtordning, feriepenge og multimedieskat.

Det er ikke en leg. Det er sådan hverdagen er, for tusinder af forældre, som egentlig bare gerne vil være forældre med de udfordringer, der følger med dén rolle – og ikke specialpædagog, fysioterapeut, sosu-assistent, advokat og socialrådgiver all-in-one, 24/7/365 – for Heidi i foreløbigt elleve år.

Det er ikke en leg, det er dyb alvor. Hun burde have en tapperheds- og sejhedsmedalje for hendes jægersoldat-liv, og i stedet får hun hele tiden stillet spørgsmålstegn ved, om hun nu også er sin løn værd.

Om det arbejde hun udfører, får løn for, betaler skat til og af nu også er lønnen værd.

Ud over at være lige en tand ekstra bekymret for hendes barns fremtid, end forældre til normale børn er, skal hun også tackle bekymringerne om den uholdbare boligsituation, om økonomien, om psyken kan holde til det, om forholdet holder, om hun nogensinde kan vende tilbage til et helt almindeligt arbejde.

Altså det var oveni den leg med lønnen, ikke?

Skulle vi så ikke lege, at du skulle tage beslutningen om, at dit barn som er helt og aldeles afhængigt af andre mennesker, ikke kunne blive boende hos dig mere?

Alternativet til den evige kamp om tålelige forhold og menneskelig værdighed, er nemlig at kaste håndklædet i ringen og give op. Tage ansvaret for den uholdbare situation og indse, at nu kan man ikke mere gøre det bedste for sit eget barn.

Og her vil jeg gerne lige pointere: Det er ikke det mindste lillebittebittelille smule nemmere, at træffe en så tung beslutning om at lade sit barn flytte hjemmefra, bare fordi barnet er handicappet.

Det er lige så pervers en blanding af lettelse og sorg, som at miste en, der kæmpede forgæves. Og det er fanme perverst at det er kommune-chefen, som skal udløse dig til at tage den beslutning, fremfor alle de andre bekymringer man har, som handicap-forælder.

Og hvis du så sidder og tænker: “Jamen, kommunerne skal jo spare! Der er ikke penge til alt!”

Så er det lige endnu mere perverst, at kommune-chefen ved at have dig ansat, til den løn og med din arbejdsbyrde, har den lavest mulige omkostning.

Alle andre løsninger vil kun koste samfundet mere. Ca. en halv million gode danske kroner mere. Det er da også en slags penge.

Jeg gentager lige, for prins Knud:

det. er. ikke. en. leg.

Reklamer

9 thoughts on “En sjov handi-leg.

  1. Det er heller ikke en reel udgift for staten. Der er ingen opsparing eller spild ved at yde handicap kompenserende ydelser. Halvdelen kommer retur i skat, den anden halvdel i forbrug.
    Det giver absolut ingen mening, men det er åbenbart populært at regreere til middelalderlige forhold og tage fra de fattige for at tækkes de rige. For hvem har vitterlig brug for alt det materielle, vi går og akkumulerer?

  2. Og når du så er krøbet til korset, og med tungt hjerte vælger at dit barn skal flytte hjemefra, så bon’er din chef dig 4000,00 kr. om måneden i egenbetaling.. Håber du nåede at lave dig en fed opsparing af din fede løn i den sjove leg!

  3. Godt skrevet…. kan kun nikke genkende til det og tænker hvilken fagforening er det at den pågældende medarbejder skal gå til? For handicaporg. kan jo intet i forhold hertil? sorry…. vi mangler sku en fagforening. Til at tale løn, arbejdsforhold mv. når barnet fylder 18 år og barnet stadigvæk er 100% pasningskrævende så har kommunen ingen bolig til “barnet´” og Tab er væk… nu får moderen så tilbudt en hjemmehæjper løn af 37 -timer for pasning af “barnet” uden ret til ferie eller andet – og barnet kan heller ikke længere få aflastning. Så det er never ending story…. ikke mærkeligt at dødeligheden blandt handi-forældre er så stor. De er slidt i stykker.

    • Du har så evigt ret, Marianne! Der er faktisk en rigtig godt tænkt idé.
      Men som med så mange andre initiativer, skal det initiativ jo nok komme fra handicap-forældrene selv – og hvem har lige i hverdagen overskud nok til at gå ind i sådan et enormt projekt??
      Vi er jo i “nedslidningsprocessen”, når vi har brug for den fagforening – man kan jo ikke sikre sig, før man står i det, som man kan med almindelige fagforeninger. Der “tegner” man jo så at sige en “forsikring”, før man får brug for fagforeningen.
      Jeg er helt sikker på, at de forskellige patient- og interesseorganisationer har de gode intentioner, men de skal dække bredt.
      Lige præcis omkring rettigheder, pligter, vilkår og arbejdsforhold, har de seneste mange års politik i praksis vist, at der er et behov for at klæde handicap-forældre på til KAMP – mere end nogensinde!!!

  4. I’m not sure where you are getting your information, but great topic.
    I needs to spend some time learning more or understanding more.

    Thanks for great info I was looking for this information for my mission.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s