Do you remember September?

Idag er det september, og den måned er helt særlig for mig.

Først i september for atten (!) år siden, mødte jeg min mand Søren.

Jeg var flyttet på kollegie på Amager og var med til en fest, hvor der var de her tre fyre, der havde klædt sig ud i krøllede klovneparykker, ballonbryster og blomstrede kjoler.

Den ene af dem sad sent ud på natten på min seng og sludrede med min veninde og jeg. På det tidspunkt havde jeg allerede nået at få en kæreste på kollegiet, så jeg sad egentlig bare og ventede på at den her fyr skred, så jeg ku komme i seng, men jeg var høflig vært.

Jeg var ikke det ringeste interesseret i ham og alligevel røg et glimt af en tanke igennem min hjerne. Det var tanken om ham som far til mine børn. Det var virkelig syret og jeg slog det hen, som et udfald af træthed og alkohol.

Igennem et par år havde vi et venskab, som pludselig begyndte at give mig sommerfugle i maven. Når jeg ikke var sammen med ham, tænkte jeg på ham. Når jeg var sammen med ham, ønskede jeg at det skulle blive ved.

Den dag i dag påstår han at det var mig, der scorede ham, selv om alle ved at kemien var selvlysende og jeg egentlig bare var dén, der kyssede ham, fordi han ikke selv turde:-)
Sjovt nok i forhold til vores personligheder, var han den betænkelige og forsigtige, mens jeg var mest til at kaste os ud i frit fald.

Den 1. september 1997, blev vi kærester. Jeg var forelsket og det var virkelig forelsket.

Da jeg et halvt år efter skulle fem måneder til Israel, var jeg ved at kaste op, så meget tudede jeg. Skrev til ham hver dag, kredsede rundt om mønttelefonerne, ventede en hel dag i Ben-Gurion Airport på at hans fly skulle lande, da han besøgte mig halvvejs i opholdet.

I 1999 fik vi vores første lejlighed i Classensgade, og mens vi satte den i stand blev jeg pludselig gravid.

Hvilket var ret meget ikke meningen. Jeg skulle være færdig med mit studie og så skulle vi spare penge sammen til en jordomrejse.

Jeg var også 25 år og kunne ikke helt se mig selv skulle have en abort. Efter lidt tænketid, var det sådan. Vi blev enige om at måske blev det ikke den jordomrejse vi drømte om, men så blev det en anden slags rejse.

I april 2000 blev vi forældre til Emma. Det var ret heftigt. Søren var komplet forgabt i Emma. Han var VILD med hende. Han købte små røde spænder til hendes hår, dagen efter hun blev født. Han var blevet far.

Emmas fødsel og ankomst var en omvæltning for os, og især efter at vi efter lidt tid fik mistanke til at hun ikke var normal.
Der mærkede vi for alvor for første gang vores forskellige personligheder.
At få Emmas diagnose, var en sorg for mig og en lettelse for Søren. Jeg begræd tabet af hendes normale barndom og liv, Søren priste vores held at det ikke var noget livsfarligt. Bare noget, vi skulle lære at leve med.

Vi lever.
Vores forskellige måder at gå til livet på, er stadig en af vores store udfordringer.
Vores forskellige temperamenter gør, at vi aldrig befinder os stille et sted midt i mellem.
Vi taler forskellige sprog og kommunikerer skævt.
Vi gør hinanden vrede, sårede og frustrerede.
Vi råber, græder, smækker med døre og går.

Vi elsker.
Vi taler og fortæller.
Vi griner.
Vi deler.
Vi favner.

Vi tror.
Vi knokler på for et godt liv for vores unger.
Vi deler de samme værdier og følelser for, hvad der er rigtigt og forkert.
På verden, venskaber og oplevelser.

Vi håber.
Vi kæmper for at være kærester, lige så meget som vi er mand og kone.
Altid på at det bliver bedre og nemmere. Engang.

Måske bliver det ikke det. Måske vil det altid være et dirty job, hvis vi skal bevare respekten og accepten for dem, vi hver især er.

Søren er den mand, der får mig til at ville blive et bedre menneske.

Han er den mand, jeg tror på og som jeg helst vil dele det hele med. Ham, uden hvem det hele ville føles så tomt og mørkt.

Selv om tiderne er svære, selv om jeg har været igennem tre depressioner og alt bliver vendt på hovedet, så er vi her. Sammen.

Det er ikke uden arbejde og kampånd og smæk for skillingen at blive sammen.
Vi arbejder for at bevare tillid og tæthed til hinanden, og ikke tage hinanden for givet.
Vi har indtil nu overlevet de fleste ting, et ægteskab knager af.

Den 1. september 2007 blev vi gift på Ebeltoft Rådhus, en måned efter vi var flyttet til Jylland.

Jeg er sammen med en mand, der er fyldt af drømme for sig selv, for os som kærester og os alle som familie. Han har ikke mindst vilje og drive til at føre drømmene ud i livet.
Han har heldigvis en eftertænksom og rummelig kone, som kan passe på os.

Det, vi begge har er kærligheden.

Altid kærligheden. I 16 år kærlighed.

Uden kærligheden er alt det andet i livet intet.

Alt det andet er et helt liv værd, fordi der er kærlighed.

Vi er ikke meget anderledes end så mange andre par, der føler at det vi har er noget særligt.

Her i sommer, mens min depression har toppet – eller skrabet bunden, om man vil – har jeg lyttet til Marie Key, når jeg har gået eller cyklet mine ture.

Hver gang jeg når til det her nummer, bliver jeg fyldt med varme og tårer. Fordi det er vores historie, banalt måske, men det er det.
Det er lige sådan, det er:

Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud?
Stå med åbne arme – stå med smil – stå for skud
Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind
Ikke skærme det mod regn eller sne eller vind
Tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Jeg ved det bare

Første gang jeg så dig vidste jeg ingenting
Jeg gemte mig bag ruder og lukkede ingen ind
Jeg passede på mig selv og fløj væk i tide
Men du tog mig til side og sagde du skal vide
Det her kommer ikke hver eneste dag
Og hvis du bare giver slip så stikker det af
Det er de ord der hænger ved mig nu
For hvis ikke os hvem skulle så ku’

Folk de går fra hinanden
De kan ikke få det til at hænge sammen
Og så står der en anden
Men vi to kan ikke klare os uden hinanden

Så tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Så tro på det vi har og når vejen ikke er klar
Og der er mørke dage – vi kan komme tilbage
Men lige nu er vi landet på så fint et sted
Mærk det lige – vi er endelig med
Vi er endelig med

Reklamer

4 thoughts on “Do you remember September?

  1. Af ukendt oprindelse:
    Jeg har hørt, at der findes en gammel legende,
    Om hvad der oppe i himlen hændte.

    Den siger, at engang den kære Gud
    sagde til englene: Vil I gå bud?

    Der er et barn, som skal fødes på jord,
    vil I prøve at finde en far og en mor,
    Som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl.

    Det er nemlig en opgave helt speciel:
    Barnet er svagt, det har handicap med,
    Så det kræver meget tålmodighed.

    I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
    og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
    så de to, der bliver dets far og mor,
    Må virke som mine hænder på jord.

    Måske vil de først have svært ved at se,
    at der kan være en mening med det,
    at barnet ikke kan tumle og lege,
    Og det kræver så meget pleje.

    Men de vil nok efterhånden lære,
    At det giver kræfter at måtte bære.

    Guds kærtegn gør undertiden ondt,
    og medgange alene er ikke sundt,
    men modta’r de barnet som gave de to,
    så bliver det en kilde til indsigt og tro,

    og så kan det sikkert med tiden læres,
    at livet er både at bære – og bæres.

    • Tusind tak for at du deler den Mette, tror det er den, min mand længe har snakket om, men ikke kunne huske. Hvor smukt.

  2. Hvor er det virkelig den smukkeste kærlighedserklæring, jeg længe har læst. Håber, I holder fast i hinanden resten af livet, og hvor er det dejligt, at du husker at værdsætte. Tak for også at minde os andre om det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s