Jægersoldat eller jaget vildt?

Jeg bringer med det samme en advarsel: dette er et indlæg om vilkår for handicappede børn i Danmark, og jeg skal nok med tiden skyde den over til højre —->
hvor de andre sider om handicappolitik ligger.

Men lige nu må jeg skrive, båret af en sjælden vrede og indignation. Og jeg håber selvfølgelig at du gider læse med.

En venlig sjæl skrev fredag aften til mig, at jeg skulle lytte til P1s program Orientering, hvor der i programmets anden afdeling var et længere indslag om ulovlig sagsbehandling hos familier med handicappede børn.

For dem, der ikke orker at lytte til knap 33 minutters reportage, kan jeg godt referere her. Selv om jeg absolut synes at det er værd at tage en lytter til, alene på grund af de interviews reportagen bringer.

Ved især at lytte til følelsesmæssig distance, politiske svar og ligegyldighed at its finest, kan man da komme til at mærke man lever, hvis man ellers har empatien i orden.

Høje Tåstrup kommune skulle dette år spare fire millioner kroner på handicapområdet, som er et af de tungeste økonomiske poster på kommunens budget, som for alle andre kommuner.

Det gjorde de ved at tage alle 400 familier med handicappede børn og fjerne tilskud til medicin, sondemad og tabt arbejdsfortjeneste.

Vel at mærke uden at genvurdere sagerne og uden at varsle familierne.

Tilskuddene blev fjernet med øjeblikkelig virkning og foregik automatisk og elektronisk, så ingen menneskehænder skulle eksekvere den ulovlige handling.

Sagsbehandlere blev fyret eller omplaceret og istedet blev ansat en midlertidig vikar, som skulle tage sig af området.

Med det resultat at ingen familier kunne komme i kontakt med deres sædvanlige sagsbehandlere eller i det hele taget komme i kontakt med nogen.

Sagsbehandlerne gjorde ledelsen opmærksom på, at tiltagene var i strid med forvaltningsloven, dette sad ledelsen fuldstændig overhørig.

Samtidig blev sagsbehandlernes vejledning om hvilke diagnoser, der kunne udløse hjælp i kommunen strammet op. Pludselig var diagnoser som autisme og udviklingshæmning ikke noget, man anså som indgribende handicaps i kommunen. Og som derfor ikke udløste hjælp, til hverken medicin eller tabt arbejdsfortjeneste.

Al den stund reportagen blev lavet, havde 40 familier ud af 400 deres klagesager til behandling i enten kommunen eller Det Sociale Nævn, som er instansen der behandler borgernes klager over kommunen.

Al den stund havde Det Sociale Nævn i udsædvanlig grad påtalt Høje Tåstrup kommunes omgang med reglerne og lovene på området, indtil videre med ingen konsekvenser til følge.

Al den stund havde kommunen i august i år ikke blot sparet fire, men ti millioner kroner på det dyre område, hvilket var yderst tilfredsstillende.

Og al den stund udløste den opnåede besparelse en bonus på 40.000 kroner, til lederen af den sociale afdeling i kommunen. Med mere i udsigt, som følge af den uventet store besparelse på ti millioner.

Som Borat ville have sagt: “GRrrreat successsss!”

Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg skal starte med at kommentere begivenhederne fra.

Men jeg er handimor, og derfor vil det nok være mest troværdigt at fortælle lidt om, hvordan det opleves i en handicapfamilie.

Jeg læste et sted engang en mor til en autist beskrive det, som at være jægersoldat.

Når man er handicapforælder, er man a-l-t-i-d i alarmberedskab. Altid klar til kamp. Man har altid sanserne skærpet, man er hele tiden på forkant med situationer og forudsætninger, man er konstant parat til at gribe ind, afhjælpe, forebygge.

Man er kort sagt aldrig nede i hvilepuls, med mindre ens barn er i aflastning eller man for en kort bemærkning har overdraget ansvaret for barnet til andre.

Det gør noget ved ens evne til at få skuldrene ned og gribe det øjeblik, hvor man kan og skal være i nuet og nyde livet.

Og det gør noget ved ens stresstærskel, rummelighed, parforhold, omgang med venner og familie.

Der er ikke ét aspekt af livet, der forbliver upåvirket af ens rolle som handicapforælder.

Når vi ikke holder til Ninja-rollen mere, går vi enten ned med stress, udbrændthed, depression, fysiske skavanker, skilsmisse eller på økonomien. Statistikkerne taler deres eget sprog.

Og så er det bare, at når man agerer rundt som toptunet jægersoldat, virker det fuldstændig kafkask pludselig at blive det jagede råvildt. At blive byttet for den klap-jagtende instans, som skal forestille at hjælpe én.

En mor i reportagen siger det soleklart: “kommunen er ens modspiller, ikke en der holder med én, i den svære situation man står i. Man skal enten selv være uddannet socialrådgiver, eller også have en ved sin egen side” (frit citeret).

Og her kommer jeg igen ind i kommunikationen og afstemningen af forventninger, der brister i en grad, så det ødelægger mennesker.

For hvis man forventer en hjælp, til at klare hverdagen med et handicappet barn, så er det som regel en hjælp som man er blevet vurderet til at være berettiget til. Af kommunen.

Og når den hjælp pludselig bliver frataget én, så ens fundament skrider, så er det et tillidsbrud af dimensioner.

Men samtidig kan man sjældent undvære den hjælp, med mindre man skal ud i at løse sin situation på en fundamentalt anderledes måde.

Så man er fanget mellem to stenhårde klipper, hvor man enten skal vælge pest (Måske at give op overfor forælderrollen og overlade barnet til det offentlige. Det er nemlig skidebilligt! *indsæt selv sarkasme i passende mængde*) eller kolera (at lade sig skille, at flytte fysisk/geografisk og dermed tage sit barn ud af nogle livsvigtige rammer).

Er det Danmark? Yes my boys. Åbenbart.

Jeg har altid været helt fantastisk lettet over, at være en del af og betale tårnhøj skat i et samfund, hvor vi til gengæld kan leve trygt forvisset om, at skulle en ulykke falde ned over vores hoveder og efterlade os i frit fald, så havde samfundet et sikkerhedsnet.

Det er smukt, fantastisk, solidarisk og enestående. Det er værd at værne om og prioritere.

Og dét siger jeg, fordi jeg ikke vil ønske for min nærmeste eller fjerneste, at blive kastet uforskyldt ud i økonomisk deroute og mentalt morads.

Jeg tror grundlæggende på det gode i mennesket. Jeg vil hellere gå igennem livet som naiv tosse og håbe på at mennesket viser sig med de smukke egenskaber alle besidder, end at regne med at alle er nogen svin og formørke mit sind på den måde.

Jeg bliver nødt til at tro på det!

Derfor tror jeg heller ikke, at det er onde mennesker der sidder og styrer Høje Tåstrup kommune.

Men jeg tror helt sikkert, at de bliver nødt til at lukke øjnene rigtig hårdt i, for at kunne forsvare deres egne dispositioner.

Og det gælder både borgmesteren, socialchefen og ikke mindst sagsbehandlerne, som jeg på ingen måde fatter, har kunnet lade deres rolle underminere på denne måde.

Man kan være uenig i mine betragtninger. Og det ved jeg, at der er mange der er.

Som regel af to årsager: enten fordi man ikke har fantasi til at forestille sig livet inde i en handifamilie, eller fordi man er politisk uenig omkring hvad en stats rolle skal være, i den enkeltes liv.

Så kan man jo ønske og arbejde sig hen mod noget andet.

Men jeg er af den holdning, at har man sagt A må man også sige B, før man enten siger at F er løsningen eller finder på et helt nyt og andet alfabet.

Vi HAR taget diskussionen om, hvad der er ret og rimeligt, og indtil den aftale bliver ændret, kan den ikke bare opsiges.

Så længe grundtanken og lovene siger, at handicapfamilier ikke skal være unødigt belastede i det her samfund, så må alle rette sig efter det, indtil vi siger at noget andet skal gælde.

Ikke mindst det offentlige, som ikke skal tjene en hulens masse penge på, at pressede handicapfamilier ikke magter at råbe op og bare synker til bunds.

Det er fanme ikke i orden. Og nogen skal bøde, for at tage de forkerte, amoralske og uansvarlige beslutninger og føre dem ud i livet.

Sagde jægersoldaten.

Over and out.

4 thoughts on “Jægersoldat eller jaget vildt?

  1. Pingback: En sjov handi-leg. « huller i hukommelsen

  2. Pingback: En nat i april. | huller i hukommelsen

  3. Pingback: It ain’t over, before the fat lady dare to sing again. | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s