Stenen og korkproppen.

Jeg læste noget igår:

“Folk spørger om meningen med livet.
Spørg også om meningen med døden.
Måske det hjælper til at finde svar.”

~Ove Aslaug

Sådan som mit liv er for tiden, er ikke meningen med livet, men det er sådan det er lige nu.

Med en depression rullende i pandelapperne.

Det er som at holde vejret under vand. Det trykker for ørerne, lungerne bliver til sten og man forsøger at baske sig vej op til overfladen.

Når man endelig kommer op, håber man på at man ikke synker ned igen. Prøver at trække vejret, få et normalt hjerteslag. Orientere sig og søge mod land. Gøre det normale.

Jeg kan godt samtale. Jeg kan godt smile. Jeg kan også godt se det sjove, bizarre og gale i livet, som jeg hele tiden har kunnet. Jeg kan tænke, formulere og mene.

Jeg kan også mærke lidt. Prøver at takle det, der gør mig ked.
Prøver at hage mig fast i det, der gør mig glad.

Men mine fingre er våde og glatte, og jeg smutter ned under overfladen igen.

Mister luft, ord, overblik, mod og lyst.

Jeg satser på at der er mest korkprop i mig og knap så meget sten.

Men det er mest et håb, for jeg føler mig langt fra sikker.

Det hjælper at tænke, at døden er meningsløs og det giver mig mere mod på at finde ud af, hvad der gør godt og gør mig glad og modig igen.

Ikke alt skal give mening, det meste skal bare gøre mig glad.

Igen.

Reklamer

4 thoughts on “Stenen og korkproppen.

  1. Åh, du! Har ingen kloge ord, kun hjertebanken på dine vegne, samt medfølelse. Håber du har stærke arme i dit netværk som kan holde dig flydende! Kram fra Lisbeth

  2. Åh, det var præcis det billede, jeg også brugte til at forklare for mig selv og omverdenen, hvordan en depression føltes. Man når lige at føle at man får hovedet over vandet, før man pludselig er under igen. Men efterhånden kunne jeg trække vejret længere tid af gangen og tilsidst fandt jeg en kurs ind til land. Jeg tror ikke altid, man lander på den kyst, man satte kursen efter, men jeg håber, du lander et dejligt sted. Og husk at bede om hjælp, også om de små ting, man synes man ‘burde’ kunne selv. S

  3. Pingback: I et hjørne i en hjerne. | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s