Sæbeboblernes dans

Det er den dag på året igen. Den nat, hvor jeg sender mit ældste barn en tanke, der stikker af.

Tanken sætter sig i hjertet og maven og bevæger hele sanseapparatet fjorten år tilbage, hvor det hele startede. Min Emma. Min førstefødte datter. Hende, der skulle sende mine gener videre, hende som jeg skulle have dén forbindelse til, som til ingen andre. Ret lyserødt, I know. Sammen med billederne af mig som mor, der pustede på knæ og så til mens hun hoppede i vandpytter, som kunne være hendes guide og støtte, uanset hvad hun fik rodet sig ud i, havde jeg, som alle andre gravide, malet med den store pensel forud for de benhårde realiteter, som fulgte efter fødslen.

Sådan blev det ikke, og det har jeg skrevet rigtig meget om. Jeg har også fortalt rigtig meget om Emma, min blomst, mit hjerte, min elskede pige. Og med fare for at have hovedet helt oppe i ass, i det her indlæg, så kommer det til at handle lidt om mig selv i forhold til hende.

Forleden var der en, der skrev til mig i en samtale, der handlede om noget helt andet: “Kram til dig, Mia – for de kampe du kæmper”. Det varmede, jeg blev rørt og følte mig samtidig uendelig skrøbelig, fordi det var noget heavy shit vi samtalte om.

Og den skrøbelighed bliver smasket i fjæset af mig, ret så meget, ret meget hele tiden. Så meget, at man kunne påstå at jeg blev syg af det. Depressionerne har mange afsæt, men den der satans skrøbelighed, hvor jeg føler mig som en luftig sæbeboble der kan briste, hvornår det skal være – den er giftig.

Jeg kan ikke tælle, af hvor mange og hvor mange gange, jeg er blevet kaldt for “sej”. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg er skarp, jeg er klog, jeg er -indsæt selv et eller andet positivt tillægsord-. Nej. Bare nej. Det er jeg ikke. Og slet ikke hele tiden. Jeg er det måske i glimt. Resten af tiden er jeg i min sæbeboble.

Ligesom Emma.

Som har sin 14 års fødselsdag i morgen, og som er på Møllebækken i aflastning. Jeg kommer ikke til at være sammen med hende, på hendes fødselsdag. Jeg har vidst det længe, vejet det op og ned, frem og tilbage, talt med Søren om det, grublet, mærket, og først og sidst føltes det sådan her:

Hvis vi skulle lave om på aflastningen eller komme på Møllebækken, så ville det være for vores skyld. Ikke Emmas. Hun ville blive forvirret, hun ville blive revet ud af genkendelighedens trygge svøb, hun ville reagere på en eller anden måde, og i sidste uge var hun til øjenlæge og fik bedøvet pupiller, og i næste uge skal hun til tandlæge og til ergoterapeut, jeg kunne mærke hvordan hendes sæbeboble allerede var poppet flere gange, bare ved udsigten til det. Men alligevel plagede jeg mig selv. Og jeg har stadig en flig af smerte og dårlig samvittighed over, at andre skal fejre min teenagetøs imorgen, og at jeg først skal se og give hende fødselsdagskys og gaver på mandag. Har ikke lyst til at fortælle andre om det, uden at give hele forklaringen. Fik et sug i maven af at fortælle det på skolen og på Møllebækken. Tænk, hvis de dømte mig. Tænk, hvis jeg gik derfra med DÅRLIG MOR tatoveret over hele kroppen, så alle kunne se det. Tænk, hvis de ovenikøbet også dømte mig på, at jeg bruger aftenen på at få afsat mine andre børn og fortrængefeste samvittigheden væk. At det er min hensigt at lade min krop fylde med varme, glæde, musik, sjov, dans og kram og tunge kys. Hvem ringer til de sociale myndigheder?

Men hensynet til Emma er størst, og jeg står inde for min vurdering. Det er til hendes bedste ikke at rokke i hendes rutine og rytme, for det er hendes vigtigste livsvilkår. Og hvis ikke andre kan forstå det, so be it.

De kan alligevel heller ikke forstå at jeg hader, når der hver januar bliver sendt Årgang 0, at det river i mig, når gravidgruppen fra Riget flasher deres skønne, halvvoksne normale teenagere, når Emmas ualmindeligt dejlige og tre dage yngre fætter om lidt skal konfirmeres.

De kan heller ikke forstå, at det er så frygteligt overvældende at være url-vidne til at Louise på Emmas alder kæmper for sit liv i flere uger, at det kommer så tæt på, at vores handibørn skal kæmpe og være så stærke, at vi blegner ved siden af dem. Alt det, der konfronterer mig med min skrøbelige boble, hvori Emmas seje handimor befinder sig.

De. Jeg aner ikke hvem de er. Måske er det mig selv.

Min seneste depression trækker tænder ud. På et års tid har jeg bevæget mig fra svær til moderat deprimeret, og vægten af gode og dårlige dage er stadig ikke i balance. Det gør mig u-sej. Jeg frygter fremtiden, jeg frygter for mine åndsevner og kvalifikationer, og jeg frygter samtidig at skulle ændre på noget som helst.

Jeg kan mærke at det er hårdt at have Emma hjemme. Hun er en teenager, som skal have hjælp som en baby. Til alt. Jeg vækker hende om morgenen, hjælper hende med stavrende soveben ud på badeværelset. Jeg skifter hendes ble, vasker hendes søvn ud af øjnene, aer og glatter hendes uglede hår, giver hende tøj på. Hun er begyndt at løfte benene, når hun skal have bukserne på. Og strække armene, når hun skal have bluse på. Jeg hjælper hende ud til hendes stol, om morgenen er hun så træt at hun ikke behøver hoftesele, hun bliver siddende. Jeg giver hende skefulde med havregrød og dagens første medicin. Giver hende koppen med mælk eller vand, som hun selv fører langsomt til munden. Pakker hendes taske, madpakke, iPad, snører hendes sko, lyner hendes jakke. Guider hende ud til bussen, går med hende op og sætter hende i stol og spænder hende fast.

Det er bare morgenritualet. Jeg kan mærke det i mine arme, skuldre, ryg og knæ. Jeg knækker mere og bliver mindre smidig.

Min krop og min hjerne er begyndt at sige fra, når nu mit overjeg ikke kan. Jeg vil så gerne have, at Emma ikke skal flytte hjemmefra endnu. Fordi det giver et suk og et stik, når jeg står og pakker hendes tøj til seks dage, når jeg smækker toiletstol, kugledyne og kuffert i bilen og kører 120 km, i en bizar blanding af sorg, eftertænksomhed og trance, hver uge. Fordi jeg kan mærke, at det betyder noget for hende at være en del af vores familie, og fordi hun positivt fylder os. Vi savner hende, midt i aflastningens lettelse. Vi griner og nusser med hende, når hun er her. Vi passer på hende i hendes boble, og danser omkring hende, som små skrøbelige bobler selv.

Jeg er ikke sej. Min unge er. Mine ungER er. Og jeg tror at de tvinger mig til at være sej, når jeg skal være det. Men i bund og grund er jeg det ikke. Jeg har øvet mig i at blive så oprigtig som muligt. Og øver mig stadig i at se mit shit i øjnene og forholde mig til det, handle på det. I de mundfulde, jeg kan. Og så elsker jeg. Jeg elsker Emma og resten af kuldet, mere end noget andet. Kærligheden voksede den nat for fjorten år siden, og det stopper aldrig nogensinde. Den puster mine bobler op til himlen og solens varme, og blæser dem til jorden. Sådan er det.

Tillykke med fødselsdagen, min dejligste Emma. Håber du får en dejlig fødselsdagsfredag, med cola og popcorn og balloner og kram. Jeg elsker dig. Tusindvis af kys fra mor.

Do you remember September?

Idag er det september, og den måned er helt særlig for mig.

Først i september for atten (!) år siden, mødte jeg min mand Søren.

Jeg var flyttet på kollegie på Amager og var med til en fest, hvor der var de her tre fyre, der havde klædt sig ud i krøllede klovneparykker, ballonbryster og blomstrede kjoler.

Den ene af dem sad sent ud på natten på min seng og sludrede med min veninde og jeg. På det tidspunkt havde jeg allerede nået at få en kæreste på kollegiet, så jeg sad egentlig bare og ventede på at den her fyr skred, så jeg ku komme i seng, men jeg var høflig vært.

Jeg var ikke det ringeste interesseret i ham og alligevel røg et glimt af en tanke igennem min hjerne. Det var tanken om ham som far til mine børn. Det var virkelig syret og jeg slog det hen, som et udfald af træthed og alkohol.

Igennem et par år havde vi et venskab, som pludselig begyndte at give mig sommerfugle i maven. Når jeg ikke var sammen med ham, tænkte jeg på ham. Når jeg var sammen med ham, ønskede jeg at det skulle blive ved.

Den dag i dag påstår han at det var mig, der scorede ham, selv om alle ved at kemien var selvlysende og jeg egentlig bare var dén, der kyssede ham, fordi han ikke selv turde:-)
Sjovt nok i forhold til vores personligheder, var han den betænkelige og forsigtige, mens jeg var mest til at kaste os ud i frit fald.

Den 1. september 1997, blev vi kærester. Jeg var forelsket og det var virkelig forelsket.

Da jeg et halvt år efter skulle fem måneder til Israel, var jeg ved at kaste op, så meget tudede jeg. Skrev til ham hver dag, kredsede rundt om mønttelefonerne, ventede en hel dag i Ben-Gurion Airport på at hans fly skulle lande, da han besøgte mig halvvejs i opholdet.

I 1999 fik vi vores første lejlighed i Classensgade, og mens vi satte den i stand blev jeg pludselig gravid.

Hvilket var ret meget ikke meningen. Jeg skulle være færdig med mit studie og så skulle vi spare penge sammen til en jordomrejse.

Jeg var også 25 år og kunne ikke helt se mig selv skulle have en abort. Efter lidt tænketid, var det sådan. Vi blev enige om at måske blev det ikke den jordomrejse vi drømte om, men så blev det en anden slags rejse.

I april 2000 blev vi forældre til Emma. Det var ret heftigt. Søren var komplet forgabt i Emma. Han var VILD med hende. Han købte små røde spænder til hendes hår, dagen efter hun blev født. Han var blevet far.

Emmas fødsel og ankomst var en omvæltning for os, og især efter at vi efter lidt tid fik mistanke til at hun ikke var normal.
Der mærkede vi for alvor for første gang vores forskellige personligheder.
At få Emmas diagnose, var en sorg for mig og en lettelse for Søren. Jeg begræd tabet af hendes normale barndom og liv, Søren priste vores held at det ikke var noget livsfarligt. Bare noget, vi skulle lære at leve med.

Vi lever.
Vores forskellige måder at gå til livet på, er stadig en af vores store udfordringer.
Vores forskellige temperamenter gør, at vi aldrig befinder os stille et sted midt i mellem.
Vi taler forskellige sprog og kommunikerer skævt.
Vi gør hinanden vrede, sårede og frustrerede.
Vi råber, græder, smækker med døre og går.

Vi elsker.
Vi taler og fortæller.
Vi griner.
Vi deler.
Vi favner.

Vi tror.
Vi knokler på for et godt liv for vores unger.
Vi deler de samme værdier og følelser for, hvad der er rigtigt og forkert.
På verden, venskaber og oplevelser.

Vi håber.
Vi kæmper for at være kærester, lige så meget som vi er mand og kone.
Altid på at det bliver bedre og nemmere. Engang.

Måske bliver det ikke det. Måske vil det altid være et dirty job, hvis vi skal bevare respekten og accepten for dem, vi hver især er.

Søren er den mand, der får mig til at ville blive et bedre menneske.

Han er den mand, jeg tror på og som jeg helst vil dele det hele med. Ham, uden hvem det hele ville føles så tomt og mørkt.

Selv om tiderne er svære, selv om jeg har været igennem tre depressioner og alt bliver vendt på hovedet, så er vi her. Sammen.

Det er ikke uden arbejde og kampånd og smæk for skillingen at blive sammen.
Vi arbejder for at bevare tillid og tæthed til hinanden, og ikke tage hinanden for givet.
Vi har indtil nu overlevet de fleste ting, et ægteskab knager af.

Den 1. september 2007 blev vi gift på Ebeltoft Rådhus, en måned efter vi var flyttet til Jylland.

Jeg er sammen med en mand, der er fyldt af drømme for sig selv, for os som kærester og os alle som familie. Han har ikke mindst vilje og drive til at føre drømmene ud i livet.
Han har heldigvis en eftertænksom og rummelig kone, som kan passe på os.

Det, vi begge har er kærligheden.

Altid kærligheden. I 16 år kærlighed.

Uden kærligheden er alt det andet i livet intet.

Alt det andet er et helt liv værd, fordi der er kærlighed.

Vi er ikke meget anderledes end så mange andre par, der føler at det vi har er noget særligt.

Her i sommer, mens min depression har toppet – eller skrabet bunden, om man vil – har jeg lyttet til Marie Key, når jeg har gået eller cyklet mine ture.

Hver gang jeg når til det her nummer, bliver jeg fyldt med varme og tårer. Fordi det er vores historie, banalt måske, men det er det.
Det er lige sådan, det er:

Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud?
Stå med åbne arme – stå med smil – stå for skud
Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind
Ikke skærme det mod regn eller sne eller vind
Tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Jeg ved det bare

Første gang jeg så dig vidste jeg ingenting
Jeg gemte mig bag ruder og lukkede ingen ind
Jeg passede på mig selv og fløj væk i tide
Men du tog mig til side og sagde du skal vide
Det her kommer ikke hver eneste dag
Og hvis du bare giver slip så stikker det af
Det er de ord der hænger ved mig nu
For hvis ikke os hvem skulle så ku’

Folk de går fra hinanden
De kan ikke få det til at hænge sammen
Og så står der en anden
Men vi to kan ikke klare os uden hinanden

Så tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Så tro på det vi har og når vejen ikke er klar
Og der er mørke dage – vi kan komme tilbage
Men lige nu er vi landet på så fint et sted
Mærk det lige – vi er endelig med
Vi er endelig med

Om håb.

Status efter fire uger på medicin:

Kvalmen er aftagende. Den er der stadig, men den er ikke invaliderende.

Jeg bliver stadig svimmel og får hjertebanken, når jeg har mere end ét gøremål.

Jeg er træt. Sover enten tidligt og vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen, eller er vågen til meget sent og er træt den næste dag.

Jeg mangler stadig overblik, overskud, energi.

Men jeg er ikke mere trist og ked af det hele tiden.

Jeg glæder mig over ting og glæder mig til ting.

At have små killinger er ren terapi.

At blive tænkt på af andre, gør mig varm, rørt og glad.

At blive krammet og kysset af mine sommersnottede, beskidte unger, som stadig plager om is, får mig videre.

Søren skal starte på arbejde i næste uge, jeg glæder mig på hans vegne og glæder mig til at vores nye hverdag skal til at forme sig.

Jeg har sluppet ret meget skyld. Og jeg finder langsomt ud af at det, jeg er god til, ikke er en flugt. At min hang til fordybelse er en brugbar styrke.

Jeg bliver næsten kun vred over medier og politik og Frederiksberg kommune, i det omfang jeg plejer. Det er vel også et slags sundhedstegn.

Det føles stadig skrøbeligt. Jeg er stadig skrøbelig. Men det er bedre end det var. Det var rigtig nok, at det ikke blev ved at være sådan.

Det er stadig en lortesygdom.
At man kan komme så langt ud, at man hverken kan genkende verden eller sig selv.

Men der er mere håb, end der har været før.

Det føles godt.

Spæde skridt mod en slags tilstand.

I morges tog Jydedrengen på to år hans søsters Hannah Montana-kjole på i dagpleje.

Han var megastolt over at vise bling-kjolen frem, og jeg er megastolt over at han nu sidder sammen med mig i sofaen – stadig med kjolen på.

Også selv om dagplejen havde ret svært ved at holde masken, ved synet af ham i sort tyl og sølvplettet leopardprint.

Han er fanme en sej Jydedreng.

Han hjælper mig, sammen med resten af familien, med at se mit indre kaos i øjnene.

Som jeg har skrevet før, er det med babysteps.

Og hver gang jeg tror at jeg har taget et skridt fremad – opad – tager jeg lige et halvt skridt tilbage.

Jeg gik i gang med den antidepressive medicin, hvilket var et større skridt end jeg troede det ville være.

Et skridt eller ti tilbage, med at stille liv på standby, mens jeg lider af en afsindig kvalme, dopet træthed og svimmelhed.

I øjeblikket bliver jeg frustreret over at min hjerne føles rungende tom, men egentlig er det jo et skridt op, ikke at være overladt til følelsernes vold og opslidende skyld- og selvmordstanker.

Jeg savner at skitsere opgaver og planer på et papir, men det tomme, blanke stykke papir griner hånligt af mig, hvis jeg prøver.

Søren hjælper mig. Tager fat i de vigtigste, mest uopsættelige gøremål og spørger med en hensynsfuldhed, der må være virkelig svær at mestre, om jeg kan deltage.

Balancen er hårfin. Enten er jeg taknemmelig for hans overblik, når jeg ikke selv har det. Men hvis han spørger på det forkerte tidspunkt, og ikke rammer tonen helt rent, føler jeg skyld og pres og panik. Det er en utaknemmelig balance og opgave.

Igår kom Emma hjem fra aflastning i godt humør. Uvist af hvilken grund vågnede hun kl. 02. Og faldt ikke i søvn igen. Skulle mærke min arm hvert andet minut.

Jeg var tudefærdig af træthed imorges, men kunne heldigvis sende alle afsted og lægge mig.

Som om jeg kunne sove.

Jeg havde en lægekontrol i eftermiddag, og den snurrede rundt i mit hoved.

Efter lægebesøget snurrede jeg et halvt skridt nedad med ord som “kronisk” og “livslang medicinering” dinglende, rungende, rivende inde i tomrummet.

Er det mig, vi taler om?

Det er jo latterligt.

Mindst lige så latterligt, som at jeg har så svært ved at acceptere at det er sådan det er og bliver.

Et skridt opad, et halvt skridt ned.

Stilstands tilstand.

Eller.

Så meget stilstand man nu kan oparbejde, når ens solskins-selvlysende og sprudlende 0. klasses barn, kommer hjem efter første rigtige skoledag, med skoledagbogen.

Smukt dekoreret på første side.

Med en tissende, behåret tissemand.

Der tisser hjerter.

Altid noget, mine børn er helt normale.

I et hjørne i en hjerne.

Min hjerne er som en julekalender.

Den er fyldt med låger, lukkede låger som er fyldt med ting inde bag ved, som jeg ikke har den ringeste anelse om hvad er, før jeg åbner lågerne.

I modsætning til juleaften, så er der ikke glæde, men stinkende meget frygt forbundet med at skulle prøve at åbne lågerne.

Jeg håber, at der inde i lågerne gemmer sig svar, jeg kan bruge til kampen mod depressionen. Håber på at der gemmer sig magiske ord, nøgler, gåder jeg kan løse.

Men jeg frygter allermest, at der bliver sluppet sorte tanker, voldsomme følelser og væmmelige dæmoner ud, hvis jeg letter på lågerne.

De dage, hvor frygten er større end håbet, der sidder jeg ovre i et hjørne i min hjerne. Tør ikke åbne nogen låger og venter bare på at tiden går. Venter på at jeg bliver færdig med at være bange.

Et virkelig venligt menneske skrev forleden til mig, efter jeg havde postet “Stenen og korkproppen“.

Hun sluttede af med:

“Hvis du nogensinde når der ud. At du vælger at sige farvel. Så håber jeg, du tager ansvar og tager ansvar over for hver eneste person, du vil forlade. Og pludselig finder dig selv i et sidste minuts u-turn, hvor livet trumfer alt andet.

For det gør det. Uden dig er verden forkert. Og hvis du tænker på dine nærmeste, ved du det. Uden Mia er verden forkert.”

Jeg svarede hende:

“Jeg bliver bange. Bange for at sygdommen en dag fucker SÅ meget med min hjerne, at de tanker vinder over den smerte som jeg føler, når jeg tænker på mine moderløse børn.

Jeg tænker, at de fleste forældre starter med at skubbe selvmordstankerne fra sig af samme grund. Og alligevel ender nogen jo med at gøre det. Hvad skete undervejs?

Sidste gang, jeg led af depression gjorde jeg nogle virkeligt dumme ting, i bestræbelserne på at sætte mig selv forrest og øverst på dagsordenen, for en gangs skyld. Som sårede mine nærmeste og gjorde de fleste i tvivl om jeg var i stand til at tage vare på mine børns behov.

Så selv om jeg er blevet det klogere, er jeg jo stadig bange. Kan jeg stadig finde på at gøre virkelig dumme ting? Det føles jo som om, jeg ikke er blevet klogere, når jeg kan være så dum at få en depression igen. (Alt er jo min skyld. Det er min egen skyld at jeg er blevet syg igen, for jeg ku jo bare være blevet klogere sidste gang!)”

Det er stadig rigtig, rigtig svært at se, hvordan jeg primært skal handle mig ud af depressionen i stedet for at tænke.

Når jeg i forvejen er en tænker, er det som at betvinge det mest naturlige i verden.

Jeg beder om lidt hjælp. Jeg får lidt hjælp. Det i sig selv er en præstation. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bede om mere hjælp.

Mest fordi, jeg ikke ved, hvordan andre skal hjælpe mig. Jeg har ikke fantasi til, hvad de kan hjælpe med.

Andet end at tage de dage for mig, som går med at sidde ovre i det der hjørne af min hjerne. Men det er der jo ingen andre der kan.

Når jeg vågner om morgenen og egentlig bare længes efter at dagen skal slutte igen, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med den.

Så kan jeg måske godt bare stå distancen og få dagene til at gå med ingenting, men jeg er bange. Skit bange.

Fik jeg skrevet at jeg er bange?

On another note:

Jeg var igår sammen med et par veninder og vi talte om mine indlæg, der handler om depressionen.

Jeg ved godt, at det er svært at kommentere på. Man ved ikke, hvad man skal sige eller gøre.

Måske er man bange for at sige noget forkert, noget upassende, måske er man bare tom for ord. Jeg tager det ikke ilde op, at folk ikke kommenterer. Jeg tror heller ikke selv, jeg ville vide hvad jeg skulle sige.

Men to ting vil jeg gerne sige:

1: Hvis du læser med og møder mig, velvidende at jeg er syg, så kan en samtale gå nogenlunde sådan her:

Dig: “Jeg hører/læser at du er blevet syg. Det er jeg godt nok ked af at høre. Jeg tænker på dig. Sig til, hvis jeg kan gøre noget.”

Mig: “Tak. Jeg kæmper. Tager en dag ad gangen, du ved.”

Dig: “Ok, kæmp videre, du.”

Mig: “Ok. Det gør jeg.”

Længere behøver det ikke være. Mere dybt behøver vi ikke at gå. Du er fritaget fra at træde dig selv over tæerne, og jeg er fritaget fra at frygte at jeg bringer noget på bane, du ikke har lyst til at gå ind i.

2: At jeg skriver om det, hjælper mig. Jeg tømmer mit hoved, når jeg får det ned på skrift. Og så kan jeg komme videre med arbejdet. Jeg kunne skrive om det i en dagbog, og dem har jeg også, fuld af noter og sætninger.

Når jeg poster dem, handler det om at være åben omkring en tabuiseret sygdom.

Det er min tro på, at jeg bidrager med et oplysningsarbejde, der gør at jeg offentliggør mine tanker.

Jo mere viden, jeg kan bidrage med om, hvad der foregår inde i en depressiv hjerne, jo mere plads bliver der til den, iblandt os.

Jeg føler mig ikke specielt mere sårbar eller sej eller modig, af at være åben om sygdommen, for mine skyldtrips undtaget, ved jeg godt at det ikke er noget, jeg selv er herre over at jeg bliver ramt af. Det er ingen.

Længere er den heller ikke.

Øffeliøf.

Det vigtigste i verden, er det vi lærer vores fremtid. Vores børn.

Jeg vil gerne lære mine børn at blive tolerante voksne.
Med en oplevelse af deres egne traditioner og værdier, som gør at de kan se på verden med et nuanceret blik og uden frygt for at miste det, de har.

Kultur hænger ikke i en flagstang eller står på et bord. Kultur er sanser. Åbn dem og bliv beriget.

Mit øfferi fortsætter jeg herovre.

Stenen og korkproppen.

Jeg læste noget igår:

“Folk spørger om meningen med livet.
Spørg også om meningen med døden.
Måske det hjælper til at finde svar.”

~Ove Aslaug

Sådan som mit liv er for tiden, er ikke meningen med livet, men det er sådan det er lige nu.

Med en depression rullende i pandelapperne.

Det er som at holde vejret under vand. Det trykker for ørerne, lungerne bliver til sten og man forsøger at baske sig vej op til overfladen.

Når man endelig kommer op, håber man på at man ikke synker ned igen. Prøver at trække vejret, få et normalt hjerteslag. Orientere sig og søge mod land. Gøre det normale.

Jeg kan godt samtale. Jeg kan godt smile. Jeg kan også godt se det sjove, bizarre og gale i livet, som jeg hele tiden har kunnet. Jeg kan tænke, formulere og mene.

Jeg kan også mærke lidt. Prøver at takle det, der gør mig ked.
Prøver at hage mig fast i det, der gør mig glad.

Men mine fingre er våde og glatte, og jeg smutter ned under overfladen igen.

Mister luft, ord, overblik, mod og lyst.

Jeg satser på at der er mest korkprop i mig og knap så meget sten.

Men det er mest et håb, for jeg føler mig langt fra sikker.

Det hjælper at tænke, at døden er meningsløs og det giver mig mere mod på at finde ud af, hvad der gør godt og gør mig glad og modig igen.

Ikke alt skal give mening, det meste skal bare gøre mig glad.

Igen.

Rend mig i depressionen.

Min opgave går ud på kampen mellem at finde sig i livet og at finde livsviljen.

Jeg har før skrevet om at have depressioner. Hyldet åbenheden og prøvet at åbne for viden om denne sygdom, som jeg før har lidt af og nu igen har fået.

Alligevel frygter jeg, når folk spørger mig hvordan det går. Bliver fanget mellem at et overfladisk svar er umuligt og et ærligt svar er for omfattende.

Lige nu føler jeg mig som en AA’er: “Jeg hedder Mia. It’s been five years since my last depression.”

Jeg er der igen. I den lede, svære depression.

Jeg vidste godt at det kunne ske for mig igen, med stor sandsynlighed. Men jeg har håbet og skubbet det væk.

De fleste dage, der vågner jeg, tung og træt og mismodig.

Måske er der samtaler, hændelser i løbet af dagen, som kan lette lidt på det.

Men jeg kan kun overskue ganske få ting og glemmer resten. Glemmer opgaver, mennesker, lister, telefonnumre, følelser.

Bliver forvirret, får hjertebanken og åndenød. Bliver ked af det, tvivler, føler en gennemtrængende ensomhed midt i alle de mennesker der omgiver mig.

Føler mig ikke god nok og kan ikke mærke, når andre siger noget sødt, rart, pænt eller sjovt til mig.

Kravler ind i min hule, så snart jeg kan komme til det.

Jeg bliver bange, men føler heldigvis ikke den angst, som sidst gjorde min hverdag helt umulig.

Jeg bliver mest bange for mine egne tanker, når jeg tænker om det ikke ville være meget lettere, hvis jeg ikke var her.

Selv om jeg ved, eller måske netop fordi jeg ved, at det er en del af sygdommen at have de tanker, bliver jeg bange for at de overtager mig.

Jeg tænker desperat over, hvad jeg skal gøre for at jeg får det bedre.

Men det jeg har lært er, at jeg desværre ikke alene kan tænke mig ud af alting.

Det kræver behandling. Og når man som mig har fundet sig i det meste, i det meste af livet, er den største udfordring ikke at “bare” tænke og indse, men at handle. Gøre ting anderledes.

Samtidig er jeg træt. Til dels af grunde, som jeg ikke kan ændre på.

Men jeg bliver også træt ved tanken om, at skulle endnu mere ud af min comfort zone end jeg i forvejen kommer hele tiden, for at skulle skabe det rum til mig selv, som er nødvendig for mit helbred.

Det er så svært, det kræver så meget, og det er babysteps. Og jeg må acceptere, at det er med babysteps jeg skal komme i mål.

Blev du træt ved tanken?

Nåm velkommen.

Mit første babystep er medicinen. Ikke den medicin, som står i en æske på toilethylden, men kroppens.

Søren sagde forleden, mens han kiggede på mig med et fast blik:

” I morgen. Der går du. Eller cykler du. Eller løber du. En halv time væk fra hjemmet. Og en halv time hjem. Det gør du også i overmorgen. Og dagen efter. Og lørdag. Og søndag. Og mandag. Og det gør du hver dag fra nu. Om en måned synes du måske stadig det er håbløst. Men det gør du ikke om to.”

Jeg har besluttet mig for at tro på ham. Hvilket åbenbart er nemmere, end at tro på mig selv for tiden. Så han har bare at få ret.

Den depression kan rende mig. Forhåbentlig render jeg fra dén.

Du? Hvad du kan gøre? Vær ikke bange. Hverken for at tænke, undres, spørge eller mene noget om min sygdom.

Bare så længe du husker på, at det er en sygdom.

Ligesom cancer, psoriasis, tarmslyng eller et brækket ben, kan det ikke alene kureres ved egen viljestyrke.

Viljen hjælper måske til, at jeg ikke bogstaveligt drukner i håbløsheden. Men at være ramt af den sygdom, er desværre ikke noget, der er noget som helst “bare lige” ved.

Det er så skrøbeligt.

Nogle dage mærker du det ikke på mig. Andre dage er jeg ked af det.
Nogle dage kan jeg godt være glad. Men ikke uden at skulle anstrenge mig for at være det. Kæmpe for at ignorere den tunge kappe.
Andre dage er der ikke andet end mørke og stilhed og et ønske om bare at forsvinde.

Min lektie er at sparke, sprælle og bokse, i stedet for at dukke mig i mørket.

At rejse mig, i stedet for at lade stenene bore sig op i mine knæ.

At trække vejret, i stedet for at holde det.

Jeg håber, jeg består.

Også denne gang.

Til sidst skal du læse et lille udsnit af, hvad skuespilleren Stephen Fry skrev for nogle uger siden. Afsnittet om ensomhed ramte plet, og jeg kan ikke på nogen måde beskrive det bedre selv:

Lonely? I get invitation cards through the post almost every day. I shall be in the Royal Box at Wimbledon and I have serious and generous offers from friends asking me to join them in the South of France, Italy, Sicily, South Africa, British Columbia and America this summer. I have two months to start a book before I go off to Broadway for a run of Twelfth Night there.

I can read back that last sentence and see that, bipolar or not, if I’m under treatment and not actually depressed, what the fuck right do I have to be lonely, unhappy or forlorn? I don’t have the right. But there again I don’t have the right not to have those feelings. Feelings are not something to which one does or does not have rights.

In the end loneliness is the most terrible and contradictory of my problems. I hate having only myself to come home to. If I have a book to write, it’s fine. I’m up so early in the morning that even I pop out for an early supper I am happy to go straight to bed, eager to be up and writing at dawn the next day. But otherwise…

It’s not that I want a sexual partner, a long-term partner, someone to share a bed and a snuggle on the sofa with – although perhaps I do and in the past I have had and it has been joyful. But the fact is I value my privacy too. It’s a lose-lose matter. I don’t want to be alone, but I want to be left alone. Perhaps this is just a form of narcissism, vanity, overdemanding entitlement – give it whatever derogatory term you think it deserves. I don’t know the answer.

I suppose I just don’t like my own company very much. Which is odd, given how many times people very kindly tell me that they’d put me on their ideal dinner party guestlist. I do think I can usually be relied upon to be good company when I’m out and about and sitting round a table chatting, being silly, sharing jokes and stories and bringing shy people out of their shells.

But then I get home and I’m all alone again.

I don’t write this for sympathy. I don’t write it as part as my on going and undying commitment to the cause of mental health charities like Mind. I don’t quite know why I write it. I think I write it because it fascinates me.

And perhaps I am writing this for any of you out there who are lonely too. There’s not much we can do about it. I am luckier than many of you because I am lonely in a crowd of people who are mostly very nice to me and appear to be pleased to meet me. But I want you to know that you are not alone in your being alone.

Loneliness is not much written about (my spell-check wanted me to say that loveliness is not much written about – how wrong that is) but humankind is a social species and maybe it’s something we should think about more than we do. I cannot think of many plays or documentaries or novels about lonely people. Aah, look at them all, Paul McCartney enjoined us in Eleanor Rigby… where do they all come from?

The strange thing is, if you see me in the street and engage in conversation I will probably freeze into polite fear and smile inanely until I can get away to be on my lonely ownsome.

Make of that what you will.

Tak fordi du læste med.

Tør du?

Igår aftes kløede jeg et næsehorn mellem ørerne.
Altså et ægte rigtigt næsehorn. Der lå og prustede mens jeg og ti andre fik lov at klø og klappe løs på ham.

Næsehorn ser jo ud som om de er nogle rigtig bad motherfuckers.
Og det er de også. Altså. Når de bliver drillet af zebraer for eksempel, så flænser de bare zebraen op, når de har fået nok. Splat. Ud på en sten med dig, zebra.

Men lige der, mellem ørerne og øjnene, der er de helt bløde og glatte. Silkebløde. Sådan som alle levende væsener har et soft spot og bør have det.

Jeg leder stadig efter det der levende, bløde punkt i Socialforvaltningen på Frederiksberg, der skal hjælpe og støtte familier i ekstraordinært svære situationer. Som når man f.eks. har en svært multihandicappet og sygt barn.

Har så ikke fundet det endnu.

Igår talte Astrid med to andre kommunale afdelinger, som følge af at Familieafdelingen har tilbageholdt hendes ydelser, så hun ikke kan betale sine udgifter.
De er dybt chokerede og har aldrig hørt noget lignende.

Den socialdemokratiske viceborgmester Katrine Lester havde jeg en mailkorrespondance med.
Hun er også rystet, men har ingen administrative beføjelser over en Familieafdeling, som gør hvad der passer den.

Det er uforståeligt for mig, at magtmisbruget kan foregå lige under næsen på så mange mennesker, som bliver helt rystede over sagens forløb og konsekvenser for en lille dreng og hans familie.

Uden at nogen gør noget.

Jeg har før, som mange, mange andre, skrevet til borgmester Jørgen Glenthøj, men har aldrig fået svar.
Ligesom Astrid har opgivet ham, fordi han er ligeglad.

Men jeg dvæler ved, at den der konservative anstændighed ikke gælder Astrid og hendes børn.

Hvorfor gør den ikke det?
Hvorfor løfter Jørgen Glenthøj ikke røret/øjnene/fingeren?
Hvorfor skal Astrid bøjes forover og skampules af en sagsbehandler, en sektionsleder, en forvaltningschef og en socialdirektør, fordi hun uforskyldt har formastet sig til at være en dyr borger på Frederiksberg?

Hvem andre end den konservative borgmester kan fortælle forvaltningen, at det de foretager sig kan have de mest uhyrlige konsekvenser, for alle implicerede parter?

Jeg må sande, at incitamentet til at begå sig lovligt, etisk og moralsk anstændigt ikke er til stede.

Og at det på Frederiksberg ikke afstedkommer en disciplinering oppe fra og ned i systemet.

Så den ansporelse og handling må komme et andet sted fra.
Den må komme nedefra og op.
Den må komme fra politikernes arbejdsgivere.

Det er kommunalvalgår i år.

Til november skal Frederiksbergborgerne sætte deres kryds, dér hvor de plejer.

De giver sikkert den konservative borgmester beføjelserne til at fortsætte med at regere på Frederiksberg, som de har gjort i over hundrede år.

Og borgmester Jørgen Glenthøj vil kunne konstatere, at ingen pris er for høj.
En multihandicappet, syg dreng, hans søstre og hans mor ligger i den dynge af skidt, han står ovenpå.

Det er kun borgerne på Frederiksberg, der kan lave om på dét.

Og det gør de vel, hvis de kender historien om Astrid og Noah?

Min opfordring her, skal derfor være anderledes end den plejer.

I stedet for at opfordre Frederiksberg til at opføre sig anstændigt og lovligt, må jeg nu opfordre borgerne på Frederiksberg til at sætte sig ind i, hvordan man uforskyldt kan risikere at blive behandlet på Frederiksberg.

Tage stilling til, om borgmesteren gør et godt nok stykke arbejde, når han lader en syg dreng i stikken.

Tage stilling til, om Noahs helbred prisen værd at betale for at Jørgen Glenthøj fortsætter som borgmester efter november 2013.

Kære Frederiksbergborger.

Del Noahs skæbne med din nabo.

Del med din kollega.

Del med din lokalpolitiker.

Del med forældrene i børnehaven og på skolen.

Del med lærerne, pædagogerne, hjemmehjælperne, din bager, din renseridame, din bartender og din tøjmand?

Del med din ven.

Spørg om det er godt nok at være en konservativ kommune sådan her, sådan her, sådan her og sådan her?

Spørg om der findes et alternativ?

Spørg om du tør gøre noget andet end det, du plejer?

Du er som borger med til at forme den kommune, du bor i.

Det er dig, som bestemmer, hvem der skal bestemme.

Du har dén indflydelse på dem, som skal tøjle deres administration.

Du skal ikke hive pungen op af lommen.

Du skal ikke ud og stemme dørklokker eller dele pamfletter og bolsjer ud.

Du skal ikke møde op til borgermøde.

Du skal bare tage stilling.

Tale med nogen og se dem og dig selv i øjnene.

Tør du?

Tør du lade være?

Hvad synes du, Frederiksberg?

Hej Frederiksberg?

Jeg troede faktisk ikke helt på det, men idag har I udbetalt 18 timers TAF til Astrid. Intet mindre, ikke mere.

Hun har hverken fået pulje, faste merudgifter, tilskud til husleje eller noget som helst andet.

Familieafdelingen hos Jer har meddelt Astrid d. 13. juni, at man vil indhente en lægestatus fra Hvidovre (Hvilket man stadig ikke har gjort. Faktisk sidder socialrådgiveren på hospitalet lige nu, og beder Frederiksberg om at bede om at få en udtalelse) til at vurdere hvad Astrid er berettiget til, og samtidig skrevet at der er en sagsbehandling på fire uger.

Det skal lige lægges oveni den tid, der er gået af juni måned hvor Astrid ikke har kunnet komme i kontakt med sektionschefen, fordi denne har holdt ferie.

Astrid skrev tilbage og bad dem forholde sig til, hvordan hun så skulle klare sig indtil da. Ingen reaktion.

Så sent som i sidste uge skrev advokat Gry Rambusch til afdelingen og bad om anstændig sagsbehandling. Ingen reaktion.

Så nu har Astrid fået udbetalt 10.000 kroner. Til alle de udgifter hun hele tiden har haft i forbindelse med Noahs sygdom og handicap, som langt overstiger 25.000 om måneden.

Hvad synes du vi skal gøre, Frederiksberg?

Astrid har et møde på Borgerservice i dag, hvor hun skal melde sig husvild fordi hun ikke kan betale sin husleje.

Hvad synes du helt ærligt vi skal gøre?

Det er helt sikkert ikke en selvforskyldt situation Astrid har bragt sig selv i. Det er helt sikkert noget Familieafdelingen gør, med øjnene vidt åbne.

Jeg ved ikke, hvordan NOGEN på Frederiksberg efterhånden kan lukke øjnene om natten og i det hele taget lukke øjnene for det her.

Nu må det simpelt hen være nok

PS. Noahs storesøster Sophia dimitterer idag. Hun har klaret sig ekstraordinært godt med de afsluttende eksamener i 9. klasse. Sluttede sidste fag af med et 12-tal. Jeg kunne virkelig have ønsket for hende, at det kunne have været en god dag. Bare denne ene dag.

Din store lort.