Sæbeboblernes dans

Det er den dag på året igen. Den nat, hvor jeg sender mit ældste barn en tanke, der stikker af.

Tanken sætter sig i hjertet og maven og bevæger hele sanseapparatet fjorten år tilbage, hvor det hele startede. Min Emma. Min førstefødte datter. Hende, der skulle sende mine gener videre, hende som jeg skulle have dén forbindelse til, som til ingen andre. Ret lyserødt, I know. Sammen med billederne af mig som mor, der pustede på knæ og så til mens hun hoppede i vandpytter, som kunne være hendes guide og støtte, uanset hvad hun fik rodet sig ud i, havde jeg, som alle andre gravide, malet med den store pensel forud for de benhårde realiteter, som fulgte efter fødslen.

Sådan blev det ikke, og det har jeg skrevet rigtig meget om. Jeg har også fortalt rigtig meget om Emma, min blomst, mit hjerte, min elskede pige. Og med fare for at have hovedet helt oppe i ass, i det her indlæg, så kommer det til at handle lidt om mig selv i forhold til hende.

Forleden var der en, der skrev til mig i en samtale, der handlede om noget helt andet: “Kram til dig, Mia – for de kampe du kæmper”. Det varmede, jeg blev rørt og følte mig samtidig uendelig skrøbelig, fordi det var noget heavy shit vi samtalte om.

Og den skrøbelighed bliver smasket i fjæset af mig, ret så meget, ret meget hele tiden. Så meget, at man kunne påstå at jeg blev syg af det. Depressionerne har mange afsæt, men den der satans skrøbelighed, hvor jeg føler mig som en luftig sæbeboble der kan briste, hvornår det skal være – den er giftig.

Jeg kan ikke tælle, af hvor mange og hvor mange gange, jeg er blevet kaldt for “sej”. Jeg er sej, jeg er stærk, jeg er skarp, jeg er klog, jeg er -indsæt selv et eller andet positivt tillægsord-. Nej. Bare nej. Det er jeg ikke. Og slet ikke hele tiden. Jeg er det måske i glimt. Resten af tiden er jeg i min sæbeboble.

Ligesom Emma.

Som har sin 14 års fødselsdag i morgen, og som er på Møllebækken i aflastning. Jeg kommer ikke til at være sammen med hende, på hendes fødselsdag. Jeg har vidst det længe, vejet det op og ned, frem og tilbage, talt med Søren om det, grublet, mærket, og først og sidst føltes det sådan her:

Hvis vi skulle lave om på aflastningen eller komme på Møllebækken, så ville det være for vores skyld. Ikke Emmas. Hun ville blive forvirret, hun ville blive revet ud af genkendelighedens trygge svøb, hun ville reagere på en eller anden måde, og i sidste uge var hun til øjenlæge og fik bedøvet pupiller, og i næste uge skal hun til tandlæge og til ergoterapeut, jeg kunne mærke hvordan hendes sæbeboble allerede var poppet flere gange, bare ved udsigten til det. Men alligevel plagede jeg mig selv. Og jeg har stadig en flig af smerte og dårlig samvittighed over, at andre skal fejre min teenagetøs imorgen, og at jeg først skal se og give hende fødselsdagskys og gaver på mandag. Har ikke lyst til at fortælle andre om det, uden at give hele forklaringen. Fik et sug i maven af at fortælle det på skolen og på Møllebækken. Tænk, hvis de dømte mig. Tænk, hvis jeg gik derfra med DÅRLIG MOR tatoveret over hele kroppen, så alle kunne se det. Tænk, hvis de ovenikøbet også dømte mig på, at jeg bruger aftenen på at få afsat mine andre børn og fortrængefeste samvittigheden væk. At det er min hensigt at lade min krop fylde med varme, glæde, musik, sjov, dans og kram og tunge kys. Hvem ringer til de sociale myndigheder?

Men hensynet til Emma er størst, og jeg står inde for min vurdering. Det er til hendes bedste ikke at rokke i hendes rutine og rytme, for det er hendes vigtigste livsvilkår. Og hvis ikke andre kan forstå det, so be it.

De kan alligevel heller ikke forstå at jeg hader, når der hver januar bliver sendt Årgang 0, at det river i mig, når gravidgruppen fra Riget flasher deres skønne, halvvoksne normale teenagere, når Emmas ualmindeligt dejlige og tre dage yngre fætter om lidt skal konfirmeres.

De kan heller ikke forstå, at det er så frygteligt overvældende at være url-vidne til at Louise på Emmas alder kæmper for sit liv i flere uger, at det kommer så tæt på, at vores handibørn skal kæmpe og være så stærke, at vi blegner ved siden af dem. Alt det, der konfronterer mig med min skrøbelige boble, hvori Emmas seje handimor befinder sig.

De. Jeg aner ikke hvem de er. Måske er det mig selv.

Min seneste depression trækker tænder ud. På et års tid har jeg bevæget mig fra svær til moderat deprimeret, og vægten af gode og dårlige dage er stadig ikke i balance. Det gør mig u-sej. Jeg frygter fremtiden, jeg frygter for mine åndsevner og kvalifikationer, og jeg frygter samtidig at skulle ændre på noget som helst.

Jeg kan mærke at det er hårdt at have Emma hjemme. Hun er en teenager, som skal have hjælp som en baby. Til alt. Jeg vækker hende om morgenen, hjælper hende med stavrende soveben ud på badeværelset. Jeg skifter hendes ble, vasker hendes søvn ud af øjnene, aer og glatter hendes uglede hår, giver hende tøj på. Hun er begyndt at løfte benene, når hun skal have bukserne på. Og strække armene, når hun skal have bluse på. Jeg hjælper hende ud til hendes stol, om morgenen er hun så træt at hun ikke behøver hoftesele, hun bliver siddende. Jeg giver hende skefulde med havregrød og dagens første medicin. Giver hende koppen med mælk eller vand, som hun selv fører langsomt til munden. Pakker hendes taske, madpakke, iPad, snører hendes sko, lyner hendes jakke. Guider hende ud til bussen, går med hende op og sætter hende i stol og spænder hende fast.

Det er bare morgenritualet. Jeg kan mærke det i mine arme, skuldre, ryg og knæ. Jeg knækker mere og bliver mindre smidig.

Min krop og min hjerne er begyndt at sige fra, når nu mit overjeg ikke kan. Jeg vil så gerne have, at Emma ikke skal flytte hjemmefra endnu. Fordi det giver et suk og et stik, når jeg står og pakker hendes tøj til seks dage, når jeg smækker toiletstol, kugledyne og kuffert i bilen og kører 120 km, i en bizar blanding af sorg, eftertænksomhed og trance, hver uge. Fordi jeg kan mærke, at det betyder noget for hende at være en del af vores familie, og fordi hun positivt fylder os. Vi savner hende, midt i aflastningens lettelse. Vi griner og nusser med hende, når hun er her. Vi passer på hende i hendes boble, og danser omkring hende, som små skrøbelige bobler selv.

Jeg er ikke sej. Min unge er. Mine ungER er. Og jeg tror at de tvinger mig til at være sej, når jeg skal være det. Men i bund og grund er jeg det ikke. Jeg har øvet mig i at blive så oprigtig som muligt. Og øver mig stadig i at se mit shit i øjnene og forholde mig til det, handle på det. I de mundfulde, jeg kan. Og så elsker jeg. Jeg elsker Emma og resten af kuldet, mere end noget andet. Kærligheden voksede den nat for fjorten år siden, og det stopper aldrig nogensinde. Den puster mine bobler op til himlen og solens varme, og blæser dem til jorden. Sådan er det.

Tillykke med fødselsdagen, min dejligste Emma. Håber du får en dejlig fødselsdagsfredag, med cola og popcorn og balloner og kram. Jeg elsker dig. Tusindvis af kys fra mor.

Do you remember September?

Idag er det september, og den måned er helt særlig for mig.

Først i september for atten (!) år siden, mødte jeg min mand Søren.

Jeg var flyttet på kollegie på Amager og var med til en fest, hvor der var de her tre fyre, der havde klædt sig ud i krøllede klovneparykker, ballonbryster og blomstrede kjoler.

Den ene af dem sad sent ud på natten på min seng og sludrede med min veninde og jeg. På det tidspunkt havde jeg allerede nået at få en kæreste på kollegiet, så jeg sad egentlig bare og ventede på at den her fyr skred, så jeg ku komme i seng, men jeg var høflig vært.

Jeg var ikke det ringeste interesseret i ham og alligevel røg et glimt af en tanke igennem min hjerne. Det var tanken om ham som far til mine børn. Det var virkelig syret og jeg slog det hen, som et udfald af træthed og alkohol.

Igennem et par år havde vi et venskab, som pludselig begyndte at give mig sommerfugle i maven. Når jeg ikke var sammen med ham, tænkte jeg på ham. Når jeg var sammen med ham, ønskede jeg at det skulle blive ved.

Den dag i dag påstår han at det var mig, der scorede ham, selv om alle ved at kemien var selvlysende og jeg egentlig bare var dén, der kyssede ham, fordi han ikke selv turde:-)
Sjovt nok i forhold til vores personligheder, var han den betænkelige og forsigtige, mens jeg var mest til at kaste os ud i frit fald.

Den 1. september 1997, blev vi kærester. Jeg var forelsket og det var virkelig forelsket.

Da jeg et halvt år efter skulle fem måneder til Israel, var jeg ved at kaste op, så meget tudede jeg. Skrev til ham hver dag, kredsede rundt om mønttelefonerne, ventede en hel dag i Ben-Gurion Airport på at hans fly skulle lande, da han besøgte mig halvvejs i opholdet.

I 1999 fik vi vores første lejlighed i Classensgade, og mens vi satte den i stand blev jeg pludselig gravid.

Hvilket var ret meget ikke meningen. Jeg skulle være færdig med mit studie og så skulle vi spare penge sammen til en jordomrejse.

Jeg var også 25 år og kunne ikke helt se mig selv skulle have en abort. Efter lidt tænketid, var det sådan. Vi blev enige om at måske blev det ikke den jordomrejse vi drømte om, men så blev det en anden slags rejse.

I april 2000 blev vi forældre til Emma. Det var ret heftigt. Søren var komplet forgabt i Emma. Han var VILD med hende. Han købte små røde spænder til hendes hår, dagen efter hun blev født. Han var blevet far.

Emmas fødsel og ankomst var en omvæltning for os, og især efter at vi efter lidt tid fik mistanke til at hun ikke var normal.
Der mærkede vi for alvor for første gang vores forskellige personligheder.
At få Emmas diagnose, var en sorg for mig og en lettelse for Søren. Jeg begræd tabet af hendes normale barndom og liv, Søren priste vores held at det ikke var noget livsfarligt. Bare noget, vi skulle lære at leve med.

Vi lever.
Vores forskellige måder at gå til livet på, er stadig en af vores store udfordringer.
Vores forskellige temperamenter gør, at vi aldrig befinder os stille et sted midt i mellem.
Vi taler forskellige sprog og kommunikerer skævt.
Vi gør hinanden vrede, sårede og frustrerede.
Vi råber, græder, smækker med døre og går.

Vi elsker.
Vi taler og fortæller.
Vi griner.
Vi deler.
Vi favner.

Vi tror.
Vi knokler på for et godt liv for vores unger.
Vi deler de samme værdier og følelser for, hvad der er rigtigt og forkert.
På verden, venskaber og oplevelser.

Vi håber.
Vi kæmper for at være kærester, lige så meget som vi er mand og kone.
Altid på at det bliver bedre og nemmere. Engang.

Måske bliver det ikke det. Måske vil det altid være et dirty job, hvis vi skal bevare respekten og accepten for dem, vi hver især er.

Søren er den mand, der får mig til at ville blive et bedre menneske.

Han er den mand, jeg tror på og som jeg helst vil dele det hele med. Ham, uden hvem det hele ville føles så tomt og mørkt.

Selv om tiderne er svære, selv om jeg har været igennem tre depressioner og alt bliver vendt på hovedet, så er vi her. Sammen.

Det er ikke uden arbejde og kampånd og smæk for skillingen at blive sammen.
Vi arbejder for at bevare tillid og tæthed til hinanden, og ikke tage hinanden for givet.
Vi har indtil nu overlevet de fleste ting, et ægteskab knager af.

Den 1. september 2007 blev vi gift på Ebeltoft Rådhus, en måned efter vi var flyttet til Jylland.

Jeg er sammen med en mand, der er fyldt af drømme for sig selv, for os som kærester og os alle som familie. Han har ikke mindst vilje og drive til at føre drømmene ud i livet.
Han har heldigvis en eftertænksom og rummelig kone, som kan passe på os.

Det, vi begge har er kærligheden.

Altid kærligheden. I 16 år kærlighed.

Uden kærligheden er alt det andet i livet intet.

Alt det andet er et helt liv værd, fordi der er kærlighed.

Vi er ikke meget anderledes end så mange andre par, der føler at det vi har er noget særligt.

Her i sommer, mens min depression har toppet – eller skrabet bunden, om man vil – har jeg lyttet til Marie Key, når jeg har gået eller cyklet mine ture.

Hver gang jeg når til det her nummer, bliver jeg fyldt med varme og tårer. Fordi det er vores historie, banalt måske, men det er det.
Det er lige sådan, det er:

Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud?
Stå med åbne arme – stå med smil – stå for skud
Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind
Ikke skærme det mod regn eller sne eller vind
Tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Jeg ved det bare

Første gang jeg så dig vidste jeg ingenting
Jeg gemte mig bag ruder og lukkede ingen ind
Jeg passede på mig selv og fløj væk i tide
Men du tog mig til side og sagde du skal vide
Det her kommer ikke hver eneste dag
Og hvis du bare giver slip så stikker det af
Det er de ord der hænger ved mig nu
For hvis ikke os hvem skulle så ku’

Folk de går fra hinanden
De kan ikke få det til at hænge sammen
Og så står der en anden
Men vi to kan ikke klare os uden hinanden

Så tro på det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har
Når jeg ser det hele – højt oppe – ovenfra
Er vi to helt vildt rigtige – jeg ved det bare
Så tro på det vi har og når vejen ikke er klar
Og der er mørke dage – vi kan komme tilbage
Men lige nu er vi landet på så fint et sted
Mærk det lige – vi er endelig med
Vi er endelig med

Om håb.

Status efter fire uger på medicin:

Kvalmen er aftagende. Den er der stadig, men den er ikke invaliderende.

Jeg bliver stadig svimmel og får hjertebanken, når jeg har mere end ét gøremål.

Jeg er træt. Sover enten tidligt og vågner om natten og kan ikke falde i søvn igen, eller er vågen til meget sent og er træt den næste dag.

Jeg mangler stadig overblik, overskud, energi.

Men jeg er ikke mere trist og ked af det hele tiden.

Jeg glæder mig over ting og glæder mig til ting.

At have små killinger er ren terapi.

At blive tænkt på af andre, gør mig varm, rørt og glad.

At blive krammet og kysset af mine sommersnottede, beskidte unger, som stadig plager om is, får mig videre.

Søren skal starte på arbejde i næste uge, jeg glæder mig på hans vegne og glæder mig til at vores nye hverdag skal til at forme sig.

Jeg har sluppet ret meget skyld. Og jeg finder langsomt ud af at det, jeg er god til, ikke er en flugt. At min hang til fordybelse er en brugbar styrke.

Jeg bliver næsten kun vred over medier og politik og Frederiksberg kommune, i det omfang jeg plejer. Det er vel også et slags sundhedstegn.

Det føles stadig skrøbeligt. Jeg er stadig skrøbelig. Men det er bedre end det var. Det var rigtig nok, at det ikke blev ved at være sådan.

Det er stadig en lortesygdom.
At man kan komme så langt ud, at man hverken kan genkende verden eller sig selv.

Men der er mere håb, end der har været før.

Det føles godt.

Spæde skridt mod en slags tilstand.

I morges tog Jydedrengen på to år hans søsters Hannah Montana-kjole på i dagpleje.

Han var megastolt over at vise bling-kjolen frem, og jeg er megastolt over at han nu sidder sammen med mig i sofaen – stadig med kjolen på.

Også selv om dagplejen havde ret svært ved at holde masken, ved synet af ham i sort tyl og sølvplettet leopardprint.

Han er fanme en sej Jydedreng.

Han hjælper mig, sammen med resten af familien, med at se mit indre kaos i øjnene.

Som jeg har skrevet før, er det med babysteps.

Og hver gang jeg tror at jeg har taget et skridt fremad – opad – tager jeg lige et halvt skridt tilbage.

Jeg gik i gang med den antidepressive medicin, hvilket var et større skridt end jeg troede det ville være.

Et skridt eller ti tilbage, med at stille liv på standby, mens jeg lider af en afsindig kvalme, dopet træthed og svimmelhed.

I øjeblikket bliver jeg frustreret over at min hjerne føles rungende tom, men egentlig er det jo et skridt op, ikke at være overladt til følelsernes vold og opslidende skyld- og selvmordstanker.

Jeg savner at skitsere opgaver og planer på et papir, men det tomme, blanke stykke papir griner hånligt af mig, hvis jeg prøver.

Søren hjælper mig. Tager fat i de vigtigste, mest uopsættelige gøremål og spørger med en hensynsfuldhed, der må være virkelig svær at mestre, om jeg kan deltage.

Balancen er hårfin. Enten er jeg taknemmelig for hans overblik, når jeg ikke selv har det. Men hvis han spørger på det forkerte tidspunkt, og ikke rammer tonen helt rent, føler jeg skyld og pres og panik. Det er en utaknemmelig balance og opgave.

Igår kom Emma hjem fra aflastning i godt humør. Uvist af hvilken grund vågnede hun kl. 02. Og faldt ikke i søvn igen. Skulle mærke min arm hvert andet minut.

Jeg var tudefærdig af træthed imorges, men kunne heldigvis sende alle afsted og lægge mig.

Som om jeg kunne sove.

Jeg havde en lægekontrol i eftermiddag, og den snurrede rundt i mit hoved.

Efter lægebesøget snurrede jeg et halvt skridt nedad med ord som “kronisk” og “livslang medicinering” dinglende, rungende, rivende inde i tomrummet.

Er det mig, vi taler om?

Det er jo latterligt.

Mindst lige så latterligt, som at jeg har så svært ved at acceptere at det er sådan det er og bliver.

Et skridt opad, et halvt skridt ned.

Stilstands tilstand.

Eller.

Så meget stilstand man nu kan oparbejde, når ens solskins-selvlysende og sprudlende 0. klasses barn, kommer hjem efter første rigtige skoledag, med skoledagbogen.

Smukt dekoreret på første side.

Med en tissende, behåret tissemand.

Der tisser hjerter.

Altid noget, mine børn er helt normale.

I et hjørne i en hjerne.

Min hjerne er som en julekalender.

Den er fyldt med låger, lukkede låger som er fyldt med ting inde bag ved, som jeg ikke har den ringeste anelse om hvad er, før jeg åbner lågerne.

I modsætning til juleaften, så er der ikke glæde, men stinkende meget frygt forbundet med at skulle prøve at åbne lågerne.

Jeg håber, at der inde i lågerne gemmer sig svar, jeg kan bruge til kampen mod depressionen. Håber på at der gemmer sig magiske ord, nøgler, gåder jeg kan løse.

Men jeg frygter allermest, at der bliver sluppet sorte tanker, voldsomme følelser og væmmelige dæmoner ud, hvis jeg letter på lågerne.

De dage, hvor frygten er større end håbet, der sidder jeg ovre i et hjørne i min hjerne. Tør ikke åbne nogen låger og venter bare på at tiden går. Venter på at jeg bliver færdig med at være bange.

Et virkelig venligt menneske skrev forleden til mig, efter jeg havde postet “Stenen og korkproppen“.

Hun sluttede af med:

“Hvis du nogensinde når der ud. At du vælger at sige farvel. Så håber jeg, du tager ansvar og tager ansvar over for hver eneste person, du vil forlade. Og pludselig finder dig selv i et sidste minuts u-turn, hvor livet trumfer alt andet.

For det gør det. Uden dig er verden forkert. Og hvis du tænker på dine nærmeste, ved du det. Uden Mia er verden forkert.”

Jeg svarede hende:

“Jeg bliver bange. Bange for at sygdommen en dag fucker SÅ meget med min hjerne, at de tanker vinder over den smerte som jeg føler, når jeg tænker på mine moderløse børn.

Jeg tænker, at de fleste forældre starter med at skubbe selvmordstankerne fra sig af samme grund. Og alligevel ender nogen jo med at gøre det. Hvad skete undervejs?

Sidste gang, jeg led af depression gjorde jeg nogle virkeligt dumme ting, i bestræbelserne på at sætte mig selv forrest og øverst på dagsordenen, for en gangs skyld. Som sårede mine nærmeste og gjorde de fleste i tvivl om jeg var i stand til at tage vare på mine børns behov.

Så selv om jeg er blevet det klogere, er jeg jo stadig bange. Kan jeg stadig finde på at gøre virkelig dumme ting? Det føles jo som om, jeg ikke er blevet klogere, når jeg kan være så dum at få en depression igen. (Alt er jo min skyld. Det er min egen skyld at jeg er blevet syg igen, for jeg ku jo bare være blevet klogere sidste gang!)”

Det er stadig rigtig, rigtig svært at se, hvordan jeg primært skal handle mig ud af depressionen i stedet for at tænke.

Når jeg i forvejen er en tænker, er det som at betvinge det mest naturlige i verden.

Jeg beder om lidt hjælp. Jeg får lidt hjælp. Det i sig selv er en præstation. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bede om mere hjælp.

Mest fordi, jeg ikke ved, hvordan andre skal hjælpe mig. Jeg har ikke fantasi til, hvad de kan hjælpe med.

Andet end at tage de dage for mig, som går med at sidde ovre i det der hjørne af min hjerne. Men det er der jo ingen andre der kan.

Når jeg vågner om morgenen og egentlig bare længes efter at dagen skal slutte igen, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med den.

Så kan jeg måske godt bare stå distancen og få dagene til at gå med ingenting, men jeg er bange. Skit bange.

Fik jeg skrevet at jeg er bange?

On another note:

Jeg var igår sammen med et par veninder og vi talte om mine indlæg, der handler om depressionen.

Jeg ved godt, at det er svært at kommentere på. Man ved ikke, hvad man skal sige eller gøre.

Måske er man bange for at sige noget forkert, noget upassende, måske er man bare tom for ord. Jeg tager det ikke ilde op, at folk ikke kommenterer. Jeg tror heller ikke selv, jeg ville vide hvad jeg skulle sige.

Men to ting vil jeg gerne sige:

1: Hvis du læser med og møder mig, velvidende at jeg er syg, så kan en samtale gå nogenlunde sådan her:

Dig: “Jeg hører/læser at du er blevet syg. Det er jeg godt nok ked af at høre. Jeg tænker på dig. Sig til, hvis jeg kan gøre noget.”

Mig: “Tak. Jeg kæmper. Tager en dag ad gangen, du ved.”

Dig: “Ok, kæmp videre, du.”

Mig: “Ok. Det gør jeg.”

Længere behøver det ikke være. Mere dybt behøver vi ikke at gå. Du er fritaget fra at træde dig selv over tæerne, og jeg er fritaget fra at frygte at jeg bringer noget på bane, du ikke har lyst til at gå ind i.

2: At jeg skriver om det, hjælper mig. Jeg tømmer mit hoved, når jeg får det ned på skrift. Og så kan jeg komme videre med arbejdet. Jeg kunne skrive om det i en dagbog, og dem har jeg også, fuld af noter og sætninger.

Når jeg poster dem, handler det om at være åben omkring en tabuiseret sygdom.

Det er min tro på, at jeg bidrager med et oplysningsarbejde, der gør at jeg offentliggør mine tanker.

Jo mere viden, jeg kan bidrage med om, hvad der foregår inde i en depressiv hjerne, jo mere plads bliver der til den, iblandt os.

Jeg føler mig ikke specielt mere sårbar eller sej eller modig, af at være åben om sygdommen, for mine skyldtrips undtaget, ved jeg godt at det ikke er noget, jeg selv er herre over at jeg bliver ramt af. Det er ingen.

Længere er den heller ikke.

Øffeliøf.

Det vigtigste i verden, er det vi lærer vores fremtid. Vores børn.

Jeg vil gerne lære mine børn at blive tolerante voksne.
Med en oplevelse af deres egne traditioner og værdier, som gør at de kan se på verden med et nuanceret blik og uden frygt for at miste det, de har.

Kultur hænger ikke i en flagstang eller står på et bord. Kultur er sanser. Åbn dem og bliv beriget.

Mit øfferi fortsætter jeg herovre.

Stenen og korkproppen.

Jeg læste noget igår:

“Folk spørger om meningen med livet.
Spørg også om meningen med døden.
Måske det hjælper til at finde svar.”

~Ove Aslaug

Sådan som mit liv er for tiden, er ikke meningen med livet, men det er sådan det er lige nu.

Med en depression rullende i pandelapperne.

Det er som at holde vejret under vand. Det trykker for ørerne, lungerne bliver til sten og man forsøger at baske sig vej op til overfladen.

Når man endelig kommer op, håber man på at man ikke synker ned igen. Prøver at trække vejret, få et normalt hjerteslag. Orientere sig og søge mod land. Gøre det normale.

Jeg kan godt samtale. Jeg kan godt smile. Jeg kan også godt se det sjove, bizarre og gale i livet, som jeg hele tiden har kunnet. Jeg kan tænke, formulere og mene.

Jeg kan også mærke lidt. Prøver at takle det, der gør mig ked.
Prøver at hage mig fast i det, der gør mig glad.

Men mine fingre er våde og glatte, og jeg smutter ned under overfladen igen.

Mister luft, ord, overblik, mod og lyst.

Jeg satser på at der er mest korkprop i mig og knap så meget sten.

Men det er mest et håb, for jeg føler mig langt fra sikker.

Det hjælper at tænke, at døden er meningsløs og det giver mig mere mod på at finde ud af, hvad der gør godt og gør mig glad og modig igen.

Ikke alt skal give mening, det meste skal bare gøre mig glad.

Igen.