Rend mig i depressionen.

Min opgave går ud på kampen mellem at finde sig i livet og at finde livsviljen.

Jeg har før skrevet om at have depressioner. Hyldet åbenheden og prøvet at åbne for viden om denne sygdom, som jeg før har lidt af og nu igen har fået.

Alligevel frygter jeg, når folk spørger mig hvordan det går. Bliver fanget mellem at et overfladisk svar er umuligt og et ærligt svar er for omfattende.

Lige nu føler jeg mig som en AA’er: “Jeg hedder Mia. It’s been five years since my last depression.”

Jeg er der igen. I den lede, svære depression.

Jeg vidste godt at det kunne ske for mig igen, med stor sandsynlighed. Men jeg har håbet og skubbet det væk.

De fleste dage, der vågner jeg, tung og træt og mismodig.

Måske er der samtaler, hændelser i løbet af dagen, som kan lette lidt på det.

Men jeg kan kun overskue ganske få ting og glemmer resten. Glemmer opgaver, mennesker, lister, telefonnumre, følelser.

Bliver forvirret, får hjertebanken og åndenød. Bliver ked af det, tvivler, føler en gennemtrængende ensomhed midt i alle de mennesker der omgiver mig.

Føler mig ikke god nok og kan ikke mærke, når andre siger noget sødt, rart, pænt eller sjovt til mig.

Kravler ind i min hule, så snart jeg kan komme til det.

Jeg bliver bange, men føler heldigvis ikke den angst, som sidst gjorde min hverdag helt umulig.

Jeg bliver mest bange for mine egne tanker, når jeg tænker om det ikke ville være meget lettere, hvis jeg ikke var her.

Selv om jeg ved, eller måske netop fordi jeg ved, at det er en del af sygdommen at have de tanker, bliver jeg bange for at de overtager mig.

Jeg tænker desperat over, hvad jeg skal gøre for at jeg får det bedre.

Men det jeg har lært er, at jeg desværre ikke alene kan tænke mig ud af alting.

Det kræver behandling. Og når man som mig har fundet sig i det meste, i det meste af livet, er den største udfordring ikke at “bare” tænke og indse, men at handle. Gøre ting anderledes.

Samtidig er jeg træt. Til dels af grunde, som jeg ikke kan ændre på.

Men jeg bliver også træt ved tanken om, at skulle endnu mere ud af min comfort zone end jeg i forvejen kommer hele tiden, for at skulle skabe det rum til mig selv, som er nødvendig for mit helbred.

Det er så svært, det kræver så meget, og det er babysteps. Og jeg må acceptere, at det er med babysteps jeg skal komme i mål.

Blev du træt ved tanken?

Nåm velkommen.

Mit første babystep er medicinen. Ikke den medicin, som står i en æske på toilethylden, men kroppens.

Søren sagde forleden, mens han kiggede på mig med et fast blik:

” I morgen. Der går du. Eller cykler du. Eller løber du. En halv time væk fra hjemmet. Og en halv time hjem. Det gør du også i overmorgen. Og dagen efter. Og lørdag. Og søndag. Og mandag. Og det gør du hver dag fra nu. Om en måned synes du måske stadig det er håbløst. Men det gør du ikke om to.”

Jeg har besluttet mig for at tro på ham. Hvilket åbenbart er nemmere, end at tro på mig selv for tiden. Så han har bare at få ret.

Den depression kan rende mig. Forhåbentlig render jeg fra dén.

Du? Hvad du kan gøre? Vær ikke bange. Hverken for at tænke, undres, spørge eller mene noget om min sygdom.

Bare så længe du husker på, at det er en sygdom.

Ligesom cancer, psoriasis, tarmslyng eller et brækket ben, kan det ikke alene kureres ved egen viljestyrke.

Viljen hjælper måske til, at jeg ikke bogstaveligt drukner i håbløsheden. Men at være ramt af den sygdom, er desværre ikke noget, der er noget som helst “bare lige” ved.

Det er så skrøbeligt.

Nogle dage mærker du det ikke på mig. Andre dage er jeg ked af det.
Nogle dage kan jeg godt være glad. Men ikke uden at skulle anstrenge mig for at være det. Kæmpe for at ignorere den tunge kappe.
Andre dage er der ikke andet end mørke og stilhed og et ønske om bare at forsvinde.

Min lektie er at sparke, sprælle og bokse, i stedet for at dukke mig i mørket.

At rejse mig, i stedet for at lade stenene bore sig op i mine knæ.

At trække vejret, i stedet for at holde det.

Jeg håber, jeg består.

Også denne gang.

Til sidst skal du læse et lille udsnit af, hvad skuespilleren Stephen Fry skrev for nogle uger siden. Afsnittet om ensomhed ramte plet, og jeg kan ikke på nogen måde beskrive det bedre selv:

Lonely? I get invitation cards through the post almost every day. I shall be in the Royal Box at Wimbledon and I have serious and generous offers from friends asking me to join them in the South of France, Italy, Sicily, South Africa, British Columbia and America this summer. I have two months to start a book before I go off to Broadway for a run of Twelfth Night there.

I can read back that last sentence and see that, bipolar or not, if I’m under treatment and not actually depressed, what the fuck right do I have to be lonely, unhappy or forlorn? I don’t have the right. But there again I don’t have the right not to have those feelings. Feelings are not something to which one does or does not have rights.

In the end loneliness is the most terrible and contradictory of my problems. I hate having only myself to come home to. If I have a book to write, it’s fine. I’m up so early in the morning that even I pop out for an early supper I am happy to go straight to bed, eager to be up and writing at dawn the next day. But otherwise…

It’s not that I want a sexual partner, a long-term partner, someone to share a bed and a snuggle on the sofa with – although perhaps I do and in the past I have had and it has been joyful. But the fact is I value my privacy too. It’s a lose-lose matter. I don’t want to be alone, but I want to be left alone. Perhaps this is just a form of narcissism, vanity, overdemanding entitlement – give it whatever derogatory term you think it deserves. I don’t know the answer.

I suppose I just don’t like my own company very much. Which is odd, given how many times people very kindly tell me that they’d put me on their ideal dinner party guestlist. I do think I can usually be relied upon to be good company when I’m out and about and sitting round a table chatting, being silly, sharing jokes and stories and bringing shy people out of their shells.

But then I get home and I’m all alone again.

I don’t write this for sympathy. I don’t write it as part as my on going and undying commitment to the cause of mental health charities like Mind. I don’t quite know why I write it. I think I write it because it fascinates me.

And perhaps I am writing this for any of you out there who are lonely too. There’s not much we can do about it. I am luckier than many of you because I am lonely in a crowd of people who are mostly very nice to me and appear to be pleased to meet me. But I want you to know that you are not alone in your being alone.

Loneliness is not much written about (my spell-check wanted me to say that loveliness is not much written about – how wrong that is) but humankind is a social species and maybe it’s something we should think about more than we do. I cannot think of many plays or documentaries or novels about lonely people. Aah, look at them all, Paul McCartney enjoined us in Eleanor Rigby… where do they all come from?

The strange thing is, if you see me in the street and engage in conversation I will probably freeze into polite fear and smile inanely until I can get away to be on my lonely ownsome.

Make of that what you will.

Tak fordi du læste med.

Reklamer

Tør du?

Igår aftes kløede jeg et næsehorn mellem ørerne.
Altså et ægte rigtigt næsehorn. Der lå og prustede mens jeg og ti andre fik lov at klø og klappe løs på ham.

Næsehorn ser jo ud som om de er nogle rigtig bad motherfuckers.
Og det er de også. Altså. Når de bliver drillet af zebraer for eksempel, så flænser de bare zebraen op, når de har fået nok. Splat. Ud på en sten med dig, zebra.

Men lige der, mellem ørerne og øjnene, der er de helt bløde og glatte. Silkebløde. Sådan som alle levende væsener har et soft spot og bør have det.

Jeg leder stadig efter det der levende, bløde punkt i Socialforvaltningen på Frederiksberg, der skal hjælpe og støtte familier i ekstraordinært svære situationer. Som når man f.eks. har en svært multihandicappet og sygt barn.

Har så ikke fundet det endnu.

Igår talte Astrid med to andre kommunale afdelinger, som følge af at Familieafdelingen har tilbageholdt hendes ydelser, så hun ikke kan betale sine udgifter.
De er dybt chokerede og har aldrig hørt noget lignende.

Den socialdemokratiske viceborgmester Katrine Lester havde jeg en mailkorrespondance med.
Hun er også rystet, men har ingen administrative beføjelser over en Familieafdeling, som gør hvad der passer den.

Det er uforståeligt for mig, at magtmisbruget kan foregå lige under næsen på så mange mennesker, som bliver helt rystede over sagens forløb og konsekvenser for en lille dreng og hans familie.

Uden at nogen gør noget.

Jeg har før, som mange, mange andre, skrevet til borgmester Jørgen Glenthøj, men har aldrig fået svar.
Ligesom Astrid har opgivet ham, fordi han er ligeglad.

Men jeg dvæler ved, at den der konservative anstændighed ikke gælder Astrid og hendes børn.

Hvorfor gør den ikke det?
Hvorfor løfter Jørgen Glenthøj ikke røret/øjnene/fingeren?
Hvorfor skal Astrid bøjes forover og skampules af en sagsbehandler, en sektionsleder, en forvaltningschef og en socialdirektør, fordi hun uforskyldt har formastet sig til at være en dyr borger på Frederiksberg?

Hvem andre end den konservative borgmester kan fortælle forvaltningen, at det de foretager sig kan have de mest uhyrlige konsekvenser, for alle implicerede parter?

Jeg må sande, at incitamentet til at begå sig lovligt, etisk og moralsk anstændigt ikke er til stede.

Og at det på Frederiksberg ikke afstedkommer en disciplinering oppe fra og ned i systemet.

Så den ansporelse og handling må komme et andet sted fra.
Den må komme nedefra og op.
Den må komme fra politikernes arbejdsgivere.

Det er kommunalvalgår i år.

Til november skal Frederiksbergborgerne sætte deres kryds, dér hvor de plejer.

De giver sikkert den konservative borgmester beføjelserne til at fortsætte med at regere på Frederiksberg, som de har gjort i over hundrede år.

Og borgmester Jørgen Glenthøj vil kunne konstatere, at ingen pris er for høj.
En multihandicappet, syg dreng, hans søstre og hans mor ligger i den dynge af skidt, han står ovenpå.

Det er kun borgerne på Frederiksberg, der kan lave om på dét.

Og det gør de vel, hvis de kender historien om Astrid og Noah?

Min opfordring her, skal derfor være anderledes end den plejer.

I stedet for at opfordre Frederiksberg til at opføre sig anstændigt og lovligt, må jeg nu opfordre borgerne på Frederiksberg til at sætte sig ind i, hvordan man uforskyldt kan risikere at blive behandlet på Frederiksberg.

Tage stilling til, om borgmesteren gør et godt nok stykke arbejde, når han lader en syg dreng i stikken.

Tage stilling til, om Noahs helbred prisen værd at betale for at Jørgen Glenthøj fortsætter som borgmester efter november 2013.

Kære Frederiksbergborger.

Del Noahs skæbne med din nabo.

Del med din kollega.

Del med din lokalpolitiker.

Del med forældrene i børnehaven og på skolen.

Del med lærerne, pædagogerne, hjemmehjælperne, din bager, din renseridame, din bartender og din tøjmand?

Del med din ven.

Spørg om det er godt nok at være en konservativ kommune sådan her, sådan her, sådan her og sådan her?

Spørg om der findes et alternativ?

Spørg om du tør gøre noget andet end det, du plejer?

Du er som borger med til at forme den kommune, du bor i.

Det er dig, som bestemmer, hvem der skal bestemme.

Du har dén indflydelse på dem, som skal tøjle deres administration.

Du skal ikke hive pungen op af lommen.

Du skal ikke ud og stemme dørklokker eller dele pamfletter og bolsjer ud.

Du skal ikke møde op til borgermøde.

Du skal bare tage stilling.

Tale med nogen og se dem og dig selv i øjnene.

Tør du?

Tør du lade være?

Hvad synes du, Frederiksberg?

Hej Frederiksberg?

Jeg troede faktisk ikke helt på det, men idag har I udbetalt 18 timers TAF til Astrid. Intet mindre, ikke mere.

Hun har hverken fået pulje, faste merudgifter, tilskud til husleje eller noget som helst andet.

Familieafdelingen hos Jer har meddelt Astrid d. 13. juni, at man vil indhente en lægestatus fra Hvidovre (Hvilket man stadig ikke har gjort. Faktisk sidder socialrådgiveren på hospitalet lige nu, og beder Frederiksberg om at bede om at få en udtalelse) til at vurdere hvad Astrid er berettiget til, og samtidig skrevet at der er en sagsbehandling på fire uger.

Det skal lige lægges oveni den tid, der er gået af juni måned hvor Astrid ikke har kunnet komme i kontakt med sektionschefen, fordi denne har holdt ferie.

Astrid skrev tilbage og bad dem forholde sig til, hvordan hun så skulle klare sig indtil da. Ingen reaktion.

Så sent som i sidste uge skrev advokat Gry Rambusch til afdelingen og bad om anstændig sagsbehandling. Ingen reaktion.

Så nu har Astrid fået udbetalt 10.000 kroner. Til alle de udgifter hun hele tiden har haft i forbindelse med Noahs sygdom og handicap, som langt overstiger 25.000 om måneden.

Hvad synes du vi skal gøre, Frederiksberg?

Astrid har et møde på Borgerservice i dag, hvor hun skal melde sig husvild fordi hun ikke kan betale sin husleje.

Hvad synes du helt ærligt vi skal gøre?

Det er helt sikkert ikke en selvforskyldt situation Astrid har bragt sig selv i. Det er helt sikkert noget Familieafdelingen gør, med øjnene vidt åbne.

Jeg ved ikke, hvordan NOGEN på Frederiksberg efterhånden kan lukke øjnene om natten og i det hele taget lukke øjnene for det her.

Nu må det simpelt hen være nok

PS. Noahs storesøster Sophia dimitterer idag. Hun har klaret sig ekstraordinært godt med de afsluttende eksamener i 9. klasse. Sluttede sidste fag af med et 12-tal. Jeg kunne virkelig have ønsket for hende, at det kunne have været en god dag. Bare denne ene dag.

Din store lort.

Hiv heksene af bålet!

Forleden aften var jeg til sommerfest i min søns klasse, hvor der stod rundbold og fællesspisning på programmet.

Vi sad udenfor i skolegården i tilfældige formationer, snakken gik, ungerne hvirvlede omkring og folk gik ind og ud hele tiden med mad og drikke.

Lidt henne i spisningen, lagde jeg mærke til en mor, som sad helt for sig selv ved et bord med sine to børn.

Ingen gjorde plads til hende ved de andre borde, ingen indlemmede hende i samtalerne, heller ikke jeg selv.

Jeg var faktisk i tvivl om hun taler dansk, men det er jo for så vidt flintrende ligegyldigt.

Jeg blev flov.

Både over mig selv som person og min kultur.

Jeg kan ikke for min død komme i tanker om nogle andre kulturer, der ville behandle deres fremmede sådan.

Det blev ekstra forstærket af ugens lokalavislæserbreve, som for tiden er ved at brænde sammen over planerne om at udvide det flygtningecenter vi har i udkanten af byen, til en lokalitet i centrum af byen.

Pu-ha. Not. In. My. Backyard. Er vist den mest diplomatiske sammenfatning jeg kan give om det.

I dag brænder vi heksene af, hvilket er en af de traditioner, som vi ikke tænker så meget over.

Tidligere brændte man en tøj-heks af på bålet, hvis den dømte heks nåede at dø, inden hun nåede sit endeligt i flammerne.

Det stod klippefast i lovgivningen, at heksen kun måtte brændes, hvis hun selv havde tilstået at være heks.
Det var ikke nok, at være dømt skyldig i hekseri.
Det så man mange steder lidt let på.

I dag brænder vi stadig heksen af, fordi heksen symboliserer det onde, den skyldige i uheld, mystiske hændelser og dårlige tider.

Væk med hende, futtet af på bålet, mens vi synger midsommervisen.

Men jeg vil påstå, at heksen også repræsenterer det onde, det uforklarlige, vi kan finde i os selv, hvis vi tør grave dybt nok ned i vores egne lag.

Og selv om vi er stoppet med at brænde levende mennesker af på bålet, så fortsætter vores heksejagte og hekseprocesser.

Heksen og heksejagten, som i sagsbehandleren som begik utilgivelige fejl i den frygtelige børnesag i Brønderslev. Jagten på hende, gik løs på Facebook, og før nogen havde set sig om, var der arrangeret en demonstration imod hendes person. Heldigvis blev det stoppet.

Hekseprocessen, som i manden der blev arresteret for Maria-mordet nytårsaften, og som senere blev fundet uskyldig som et spædbarn.
Han blev anklaget og dømt på forsiden af Ekstra Bladet, med billede og navn, før alt var blevet kortlagt i retssystemet. Heldigvis stod der ikke et flammende bål og ventede på ham.

Heksejagterne på siderne på Facebook og resten af nettet, der hver dag fremmedgør vores fremmede endnu mere, uden at de nødvendigvis har begået anden forbrydelse end at være fremmede og have en anden kultur.

Men jeg tror, at kulturen støder os kun, fordi den vækker genklang. I andre sammenhænge, i en anden tid, men vi genkender den.

Så vores hekse eksisterer stadig, og måske har vi brug for vores hekse.

Hvordan skal vi ellers forklare alt det stødende, væmmelige og uforklarlige, der sker i vores samfund?

Især, hvis vi ikke har modet, til at finde heksen i os selv?

Hvordan skal vi ellers tackle, når vi kommer til kort overfor en bestemt udvikling, vi føler os magtesløse overfor?

Det mest menneskelige og naturlige er stadig at finde en fælles syndebuk, fremfor at finde syndebukken i os selv.

Men måske hvis vi turde tage del i forandringerne, i stedet for at lade os styre af dem, ville behovet for vores hekse, heksejagte og hekseprocesser ikke være så påtrængende.

Jeg vil gerne pille heksen af bålet, gribe fat i min egen heks og lade en helt anden ild brænde. Det starter hos mig selv og ingen anden.

Det håber jeg tiden snart kommer til.

Det Frederiksbergske tæskehold? Lever i bedste velgående…

Man må give Frederiksberg meget.
Det er en af landets rigere kommuner.

Kommunen har en trofast konservativ vælgerskare, som har sikret bystyret konservativt flertal i over 100 år.

Jeg må være lidt smådum, for jeg troede det med at være konservativ blandt andet gik ud på at opføre sig anstændigt, og lade andre om at være bøller.

Men jeg har da helt misforstået noget.

“Hvordan går det egentlig med Astrid og Noahs sag?” bliver jeg naturligvis spurgt, efter at min indsamling til en advokat til Astrid sluttede for en måneds tid siden.

Ja, altså.

Advokat Gry Rambusch er i fuld gang med at gribe Astrid, og rette op på den uret (i flertal) der er blevet begået imod hende.

Der er bare det ved det, at det forhindrer jo ikke Frederiksberg kommune i at fortsætte med at begå uret.

Og klippe hullet i sikkerhedsnettet endnu større.

For på trods af utallige møder, henvendelser, udtalelser og forsøg fra både Hvidovre hospital og Noahs skole på at få Frederiksbergs kommunale tæskehold til at forstå, hvilket omfang Noahs sygdom, handicap og plejebehov har for dimensioner – jah, så øh.

Det er næsten helt pinligt at skrive det.

Men Frederiksberg kommune har sat Astrids lønkompensation ned endnu engang.

Fra at have 18 timers TAF om ugen + en “pulje” på 10 timers ekstra timer, som Astrid har måttet gøre brug af i al den tid Noah har været syg, har Frederiksberg nu besluttet sig for at vupti – Noah er ikke mere fraværende fra skolen og ikke mere ugentligt på hospitalet, end at Astrid sagtens kan leve for 24 timer. Uden “pulje”.

Bum.

24 timer – Astrid skal altså arbejde 13 timer om ugen.

Ud af ugens 168 timer, hvor Astrid i forvejen er på arbejde 24X7, mener kommunen at Astrid sagtens kan sætte tid af til endnu et arbejde.

Det kalder Frederiksberg for en “rummelig” og “fleksibel” ordning.

Den lader vi lige stå.

Fratage en mor til en multihandicappet og multisyg dreng, der ligger ned i otte af dagens vågne timer for at spise og ikke blive dårlig, hendes forsørgelsesgrundlag.

Beskylde hende for at holde Noah hjemme fra skole uden grund og beskylde hende for svigt.

Fratage hende de merudgifter, som det enorme plejearbejde Noahs tilstand kræver.

Lyve til alle der henvender sig til forvaltningen, inklusive medier, om at Astrid svigter Noah.

Give urigtige og ufuldstændige oplysninger til viceborgmester Katrine Lester, til det Sociale Nævn, endda til advokaten.

“Rummelig” og “fleksibel”?

Not so much i min bog.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Jeg ved godt hvad jeg tænker.

Jeg tænker, at Frederiksberg kommunes socialforvaltning ser Astrid som en møgbesværlig og hundedyr borger.

Sådan en, man ville ønske man kunne binde en sten om halsen på, så hun bare ville synke til bunds.

Eller i det mindste bare kunne få til at flytte ud af kommunen. Væk, væk, videre, videre. Lad det blive nogle andres problem.

Hov, er det dét, taktikken er? Få Astrid til at opgive kampen? Bare forsvinde? Smække med døren og sige “nu er det fanme nok!” Trylle Noah rask og skride?

Jeg ved, at Gry Rambusch nok skal sørge for Astrids genoprejsning.

Men det tager tid, og imens tér Frederiksberg sig stadig som en chikanerende, utidig møghund, der vil skide borgerlig anstændighed et langt stykke.

Den samme sagsbehandler, med den samme sektionsleder, den samme forvaltningschef og den samme socialdirektør sidder og sjofler al viden, al kompetence, al menneskelighed og vigtigst af alt – de sjofler Noah og Astrid.

De samme tosser sidder og mener, at fordi Noahs skoletilbud er så dyrt som det er, så skal det pine død bruges af en syg, syg dreng.

Som Astrid skrev forleden:

Han (chefen for Socialforvaltningen) sagde, at når Noah får et skoletilbud til 2,5 millioner årligt, så skal det bruges.
Kan man evt. foreslå at give Louboutin sko til de borgere, som ikke kan gå? Det er da et tilbud, der vil noget.
Og hvis gode tilbud kurerer alt, så kan modellen da snildt udvides.

Hvis det er logikken, er jeg ved at løbe tør for gode råd.

Hvad synes I, vi skal gøre ved den kommune?

Har I nogen gode fifs?

Eller kender nogen, der har gode forslag?

Så del endelig indlægget med dem.

Der er som sædvanlig ikke så meget at like ‘bout Frederiksberg, og der er som sædvanlig så meget behov for at sige det videre til de voksne.

Astrid tager tævene imens.

(Og quizzz – ved nogen af Jer, hvad Frederiksberg kommunes øverste boss – den konservative borgmester Jørgen Glenthøj – er af profession?

Rigtig gættet:

Han er læge.)

Da natten blev et vågent mareridt

I min færden på Twitter, er jeg et par gange stødt på forældre, som har børn der ikke sover. Eller sover med mange afbrydelser.

De er forældre til små børn, som de fleste ved har alt andet end et normalt søvnmønster de første par år.

Men de er også små børn med andre udfordringer, og derfor bider jeg mig i kinden, hver gang jeg læser om de søvnløse nætter.

Jeg vil så gerne komme med et op-med-humøret-det-bliver-bedre-tweet til dem.

Men hvem fuck er jeg, til at skrive sådan en opmuntring?

Hvordan kan jeg på nogen måde med troværdigheden i behold mene for andre, at det nok skal blive bedre?

Og man kan jo heller ikke bare skrive “Orrk, kender det – kører på 14. år her!” Hva fan skal man bruge dét til? (Ikke en skid, ved jeg selv)

Men jeg kan fortælle, hvordan manglen på søvn har ændret mit liv og hvad det nøjagtigt har gjort ved mig.

Så. Here goes.

Dengang Emma blev født, skreg hun.

Hun skreg og hun var sulten og hun sov ikke.

Sådan stod det på i fjorten dage, indtil jeg så i øjnene at uanset hvor meget mælk der var i babserne, så blev Emma ikke i stand til at amme.
Så fik hun flaske, og så stoppede hun med at skrige og blev mæt. Og smilede. Og kiggede på os med hendes (alt for) fjerne blik.

Men hun sov ikke. Hun flaksede altid rundt i barnevognen/liften/vuggen, kiggede og pludrede, gnavede i sutten og kiggede.

Om dagen sov hun måske 2x 1/2 time, uanset om vi gik marathon-barnevognsture eller om vi stod nede i gården eller lå i liften. Om natten vågnede hun med sikkerhed hver 3. time. Også selv om hun voksede fra flasken.

Jeg prøvede alt. A. l. t. Altaltalt. Jeg læste alle bøger, spurgte alle, lyttede, mærkede. Alt.

Hun startede i vuggestue, hvor de også forsøgte at få hende til at sove. I barnevogn, på madras, i klapvogn. Hun tog stadig troligt en halv time. And that was it.

I børnehaven skippede de middagsluren og gav hende “stilletime” i stedet. En halv time i klapvogn uden sanseindtryk og larm.

Om natten vågnede hun stadig hver tredje time. Mindst. Og faldt ikke i søvn, med mindre vi kom ind og puttede hende igen. Vågnede ved den mindste bevægelse eller lyd, og krævede vores tilstedeværelse.

På et tidspunkt, kort før hendes to års fødselsdag, begyndte hun at kravle. Jeg var så glad. Det var mageløst at hun selv kunne kravle, efter hård træning og cheerleading hjemme, i vuggeren og hos fyssen.

Jeg fortalte det til en veninde, som fik sagt “Så mangler hun bare at lære at sove!”

Jeg husker følelsen af mit synkende hjerte, for jeg havde allerede da den stærke fornemmelse af, at Emma ikke “bare lige” ville lære at sove.

Da hun var lidt over tre år fik hun en kugledyne og melatonin. Det hjalp på indsovningen, som tit kunne tage mellem en og to en halv-tre timer.
Men hun vågnede stadig mellem to og fire-fem gange om natten.

Når bussen nede på Amagerbrogade slap gassen ved stoppestedet nedenfor vores vindue, gav det et sæt i hende.

Når nabo-natteravnen hostede sin Cecil-hoste og skældte på manden, gav hun sig.

Når Amar-rockerne slap motorcyklerne fri om foråret og bragede over lyskrydset, fnes hun og satte sig op.

Da Emma fyldte syv år flyttede vi til Jylland. Vi bor på en blind grusvej, hvor der mest er sommerhuse. Mellem skov og vand. Naturen er det mest larmende i en radius af 300 meter.

Det hjalp lidt.

Ganske sikkert var det dog stadig at Emma vågnede hver aften mellem 23-01, første gang.

Hvis Søren og jeg aftalte at Søren på trods af hans fuldtidsarbejde, skulle tage natteroderiet, var hun bare vågen. Skiftevis stod op i den forvoksede tremmeseng og satte sig på hovedet af ham. Pillede ham i ører og næse på den virkeligt insisterende måde.

Når der kom mindre søskende til, var vi to, der ikke sov i op til seks måneder.

De små søskende? De sov bare. Sov igennem i hhv. to/fire/fem måneders alderen. Sov middaglsure på halvanden til to timer og var til at putte kl. 20.

Men Emmas søskendejalousi viste sig ved ikke at sove, hvis ikke det var mig, der tog nattetjansen. Så sad vi og døsede og lyttede i flitsbuemode til hvornår lillebror eller -søster vågnede og ville have mad.

Ligesom det er Emmas reaktion på alt andet uforudsigeligt eller mønsterbrydende.
Ferier, nye omgivelser, udskiftning af mennesker (aflastere, personale i børnehave/på skole/i bussen) ryger altid lige i søvnen.

Den første aflastning i den hverdagskendte børnehave, bød på ingen søvn i en eller to nætter. Overhovedet. Så kunne vi ellers samle et sammenklasket pigebarn op i de efterfølgende dage. So much for aflastning.

Eller rettere manglen på samme.

På et tidspunkt fjernede vi babyalarmen ved siden af hendes seng.
Tænkte, at hvis hun havde brug for os, måtte hun sige det så højt at vi vågnede.
Nogle nætter hører vi hende ikke, fordi hun sover.
Andre nætter giver hun måske smålyde fra sig, men ikke nok til at vi behøver reagere. Vi aner til gengæld ikke, hvor længe hun egentlig er vågen eller hvor længe hun får sovet.
Andre nætter har hun ikke sagt noget, men har i stedet splittet sengeranden, tingene på de høje hylder hun med tiden er kommet til at nå: tastatur, mus og højtalere til computer, bogstøtter, glas med vand, cdere og dvd’er ad i atomer.

Hvad skete der så med mig?

I starten var det ren panik. Fødselschokket, den kiksede madstart og det nye liv som mor.
Det var med bankende hjerte og paniktanker, hver gang hun gav lyd om natten.

Langsomt vænnede jeg mig til det. Den nye tilværelse som søvnløs. Regnede med at det ville gå over, som de andre sagde. At hun “bare skulle lære det”.

Jeg regnede forkert.

I stedet for panikken kom afmagten. Hjertet sank i kroppen i stedet, når jeg gik i seng om aftenen.
Jeg glædede mig ikke til søvnen.
Jeg frygtede natten og dens opvågninger.

Min hjerne kørte på højtryk dag og nat, for at finde løsninger.

Vi talte om søvnen. Om Emma. Vi talte med læger, pædagoger, behandlere, familie, venner. Vi begyndte de medicinske forsøg. Emma var ligeglad med andet end stesolid, hvilket ikke var en mulighed. Cocktails der ville slå en mand i dørken i en tolvhestes brandert, gled af på Emma. Hun vågnede stadig efter sine tre timer.

Søren og jeg prøvede at skifte taktikker hele tiden. En af dem blev efter nogle opslidende år til en stadfæstet aftale om ikke at skændes om natten.

Ikke at frustrationerne forsvandt. Det var Søren med det tunge sovehjerte og den halvbevidstløse tilstand om natten, der trak sovekortet. Ikke mig, med den fjerlette jægersoldat-alarmsøvn. Vi skændtes så i stedet om alt muligt andet i dagtimerne.

Jeg var vred, kede af det, følte skyld, følte lede, følte først og fremmest afmagt. Overfor Søren, overfor Emma, overfor verden.

Jeg kom dertil, at jeg vågnede lige et par minutter før hun gjorde, hver nat. Mit indre ur indstillede sig efter hendes.

Nogle nætter fik jeg kun sammenlagt fire-fem timers søvn, fordi jeg ikke magtede at gå i seng samtidig med hende om aftenen. Valgte min voksentid til og min nattesøvn fra.

Min ellers fotografiske hukommelse blev ædt langsomt.
Min årvågenhed og skarpe observationer forvandledes til udpræget distræthed.
Jeg måtte skrive huskelister, men glemte at jeg havde skrevet dem. Og hvor jeg havde lagt dem.

Til sidst overlevede jeg bare.

I otte år.

Så blev jeg for alvor søvnløs.

Vores sagsbehandler skævede til mig og sagde at jeg skulle søge læge, da Søren nævnte min smadrede søvn.
Da jeg kørte ind i et træ fordi jeg var så træt, hankede jeg op i mig selv og gik til lægen.

Jeg fik konstateret en svær depression og kom straks i behandling. Mens jeg vænnede mig til medicinen tog angstanfaldene til, især når jeg vågnede om morgenen.

Alt omkring natten og søvnen var nu forbundet med tristhed, frygt og ensomhed. Og Emma.

Jeg er kommet et langt stykke de sidste fem år.

Jeg frygter hverken natten eller morgenen mere.

Men min evne til søvn er fucket helt op, i takt med at Emmas søvn har fundet et stadig unormalt, men nogenlunde tåleligt leje.
At hun kom ud af huset for at sove, har hjulpet på det.

I efteråret spurgte en ny sagsbehandler, om vi havde brug for “specialpædagogisk vejledning i hjemmet”. Underforstået, om ikke Emma kunne lære at sove derhjemme. Søren så på sagsbehandleren med et sort blik. Sagde ja tak, under forudsætning af at specialpædagogen kom om natten, så vi kunne sove. Jeg gik bare hjem og hylede. For x’ende gang.

Dem, der kender mig, ved godt at jeg ikke er bange for at vende blikket indad og se på mine egne fejl og mangler.

Men Emma er 13 år nu. Hun har stadig et umodent søvnmønster, pga hendes handicap og hendes misdannede hjerne.

Hun sover ikke fordi, jeg ikke kunne lære hende at sove.
Ligesom hun ikke kommer til at have et talesprog nogensinde, fordi jeg ikke kunne lære hende at tale.

Når nu jeg har brugt tretten år på at overbevise og overleve mig selv det faktum, orker jeg ikke at nogen skal rokke ved det arbejde.

Så sådan er jeg blevet et sensitivt, slidt, hudløst, til tider ualmindelig dårligt fungerende menneske med manglende fysisk og mentalt overskud, overblik og handlekraft.

Det er en side af mig, som følges med den anden – den skarpe, analytiske, veltænkende, handlende side med masser af appetit på liv og opgaver.

Jeg har accepteret at jeg aldrig får en god søvn igen.
Selv i dagene hvor Emma er på Møllebækken, vågner jeg kortvarigt op eller vågner tidligt om morgenen, for ikke at falde i søvn igen.
Nogle dage kører tingene på skinner, andre dage kommer jeg igennem en døs, med følelsen af vat i ørerne og sand i øjnene, på kaffe, slik, koldt vand og accept af at lade verden stå til.
Den dag.

Jeg ved, jeg ikke kan sige til andre, at det ikke sker for dem.

Eller fortælle, at det er det, de skal frygte.

Men hvis de når dertil, at de genkender noget af min fortælling i deres eget liv, ved de i hvert fald én ting.

De er ikke alene.

Og de overlever.

På den ene eller den anden måde.

Top 1 spørgsmål ved kommunal jobsamtale:

1:
“Hvor længe har du tilbage af din dagpengeperiode?”

I er nogle TØSEDRENGE, at I ikke ville vædde igår:

Job: kommunikationsmedarbejder i kommunens IT afdeling (hurra)

Ansættelsesforhold: offentligt løntilskud med 0 garanti for efterfølgende ansættelse (narj! virkelig?)

Løn: Ingen (dagpenge)

Interesse: Ingen (jeg har ikke seks måneders dagpenge tilbage, ergo var jeg ikke interessant for jobkonsulenten alligevel)

Mit svar: Ring, når I har et RIGTIGT arbejde!

Jeg bliver så træt og jeg synes at nogen er nogle fuckhoveder.

Helt ærligt.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi vil helst gerne have din arbejdskraft helt gratis?

Det er også enormt svært at være jobcenterkonsulent, i hvert fald svært nok til at det er helt umuligt selv at undersøge:

1: om jeg stadig er ledig (det var spørgsmål 2)

2: hvor længe jeg har tilbage af min dagpengeperiode (meanwhile, in another galaxy?)

3: om jeg er sygemeldt (som jeg faktisk har været siden i forgårs)

Så lad os da endelig have en helt formålsløs samtale. Som blev til et afslag, jeg egentlig ikke selv bad om eller opsøgte. For dem har jeg jo ikke nok af i forvejen.

Ja, undskyld min sarkasme og bitterfissehed, men jeg synes sgu nok lige den er på sin plads idag…