Da natten blev et vågent mareridt

I min færden på Twitter, er jeg et par gange stødt på forældre, som har børn der ikke sover. Eller sover med mange afbrydelser.

De er forældre til små børn, som de fleste ved har alt andet end et normalt søvnmønster de første par år.

Men de er også små børn med andre udfordringer, og derfor bider jeg mig i kinden, hver gang jeg læser om de søvnløse nætter.

Jeg vil så gerne komme med et op-med-humøret-det-bliver-bedre-tweet til dem.

Men hvem fuck er jeg, til at skrive sådan en opmuntring?

Hvordan kan jeg på nogen måde med troværdigheden i behold mene for andre, at det nok skal blive bedre?

Og man kan jo heller ikke bare skrive “Orrk, kender det – kører på 14. år her!” Hva fan skal man bruge dét til? (Ikke en skid, ved jeg selv)

Men jeg kan fortælle, hvordan manglen på søvn har ændret mit liv og hvad det nøjagtigt har gjort ved mig.

Så. Here goes.

Dengang Emma blev født, skreg hun.

Hun skreg og hun var sulten og hun sov ikke.

Sådan stod det på i fjorten dage, indtil jeg så i øjnene at uanset hvor meget mælk der var i babserne, så blev Emma ikke i stand til at amme.
Så fik hun flaske, og så stoppede hun med at skrige og blev mæt. Og smilede. Og kiggede på os med hendes (alt for) fjerne blik.

Men hun sov ikke. Hun flaksede altid rundt i barnevognen/liften/vuggen, kiggede og pludrede, gnavede i sutten og kiggede.

Om dagen sov hun måske 2x 1/2 time, uanset om vi gik marathon-barnevognsture eller om vi stod nede i gården eller lå i liften. Om natten vågnede hun med sikkerhed hver 3. time. Også selv om hun voksede fra flasken.

Jeg prøvede alt. A. l. t. Altaltalt. Jeg læste alle bøger, spurgte alle, lyttede, mærkede. Alt.

Hun startede i vuggestue, hvor de også forsøgte at få hende til at sove. I barnevogn, på madras, i klapvogn. Hun tog stadig troligt en halv time. And that was it.

I børnehaven skippede de middagsluren og gav hende “stilletime” i stedet. En halv time i klapvogn uden sanseindtryk og larm.

Om natten vågnede hun stadig hver tredje time. Mindst. Og faldt ikke i søvn, med mindre vi kom ind og puttede hende igen. Vågnede ved den mindste bevægelse eller lyd, og krævede vores tilstedeværelse.

På et tidspunkt, kort før hendes to års fødselsdag, begyndte hun at kravle. Jeg var så glad. Det var mageløst at hun selv kunne kravle, efter hård træning og cheerleading hjemme, i vuggeren og hos fyssen.

Jeg fortalte det til en veninde, som fik sagt “Så mangler hun bare at lære at sove!”

Jeg husker følelsen af mit synkende hjerte, for jeg havde allerede da den stærke fornemmelse af, at Emma ikke “bare lige” ville lære at sove.

Da hun var lidt over tre år fik hun en kugledyne og melatonin. Det hjalp på indsovningen, som tit kunne tage mellem en og to en halv-tre timer.
Men hun vågnede stadig mellem to og fire-fem gange om natten.

Når bussen nede på Amagerbrogade slap gassen ved stoppestedet nedenfor vores vindue, gav det et sæt i hende.

Når nabo-natteravnen hostede sin Cecil-hoste og skældte på manden, gav hun sig.

Når Amar-rockerne slap motorcyklerne fri om foråret og bragede over lyskrydset, fnes hun og satte sig op.

Da Emma fyldte syv år flyttede vi til Jylland. Vi bor på en blind grusvej, hvor der mest er sommerhuse. Mellem skov og vand. Naturen er det mest larmende i en radius af 300 meter.

Det hjalp lidt.

Ganske sikkert var det dog stadig at Emma vågnede hver aften mellem 23-01, første gang.

Hvis Søren og jeg aftalte at Søren på trods af hans fuldtidsarbejde, skulle tage natteroderiet, var hun bare vågen. Skiftevis stod op i den forvoksede tremmeseng og satte sig på hovedet af ham. Pillede ham i ører og næse på den virkeligt insisterende måde.

Når der kom mindre søskende til, var vi to, der ikke sov i op til seks måneder.

De små søskende? De sov bare. Sov igennem i hhv. to/fire/fem måneders alderen. Sov middaglsure på halvanden til to timer og var til at putte kl. 20.

Men Emmas søskendejalousi viste sig ved ikke at sove, hvis ikke det var mig, der tog nattetjansen. Så sad vi og døsede og lyttede i flitsbuemode til hvornår lillebror eller -søster vågnede og ville have mad.

Ligesom det er Emmas reaktion på alt andet uforudsigeligt eller mønsterbrydende.
Ferier, nye omgivelser, udskiftning af mennesker (aflastere, personale i børnehave/på skole/i bussen) ryger altid lige i søvnen.

Den første aflastning i den hverdagskendte børnehave, bød på ingen søvn i en eller to nætter. Overhovedet. Så kunne vi ellers samle et sammenklasket pigebarn op i de efterfølgende dage. So much for aflastning.

Eller rettere manglen på samme.

På et tidspunkt fjernede vi babyalarmen ved siden af hendes seng.
Tænkte, at hvis hun havde brug for os, måtte hun sige det så højt at vi vågnede.
Nogle nætter hører vi hende ikke, fordi hun sover.
Andre nætter giver hun måske smålyde fra sig, men ikke nok til at vi behøver reagere. Vi aner til gengæld ikke, hvor længe hun egentlig er vågen eller hvor længe hun får sovet.
Andre nætter har hun ikke sagt noget, men har i stedet splittet sengeranden, tingene på de høje hylder hun med tiden er kommet til at nå: tastatur, mus og højtalere til computer, bogstøtter, glas med vand, cdere og dvd’er ad i atomer.

Hvad skete der så med mig?

I starten var det ren panik. Fødselschokket, den kiksede madstart og det nye liv som mor.
Det var med bankende hjerte og paniktanker, hver gang hun gav lyd om natten.

Langsomt vænnede jeg mig til det. Den nye tilværelse som søvnløs. Regnede med at det ville gå over, som de andre sagde. At hun “bare skulle lære det”.

Jeg regnede forkert.

I stedet for panikken kom afmagten. Hjertet sank i kroppen i stedet, når jeg gik i seng om aftenen.
Jeg glædede mig ikke til søvnen.
Jeg frygtede natten og dens opvågninger.

Min hjerne kørte på højtryk dag og nat, for at finde løsninger.

Vi talte om søvnen. Om Emma. Vi talte med læger, pædagoger, behandlere, familie, venner. Vi begyndte de medicinske forsøg. Emma var ligeglad med andet end stesolid, hvilket ikke var en mulighed. Cocktails der ville slå en mand i dørken i en tolvhestes brandert, gled af på Emma. Hun vågnede stadig efter sine tre timer.

Søren og jeg prøvede at skifte taktikker hele tiden. En af dem blev efter nogle opslidende år til en stadfæstet aftale om ikke at skændes om natten.

Ikke at frustrationerne forsvandt. Det var Søren med det tunge sovehjerte og den halvbevidstløse tilstand om natten, der trak sovekortet. Ikke mig, med den fjerlette jægersoldat-alarmsøvn. Vi skændtes så i stedet om alt muligt andet i dagtimerne.

Jeg var vred, kede af det, følte skyld, følte lede, følte først og fremmest afmagt. Overfor Søren, overfor Emma, overfor verden.

Jeg kom dertil, at jeg vågnede lige et par minutter før hun gjorde, hver nat. Mit indre ur indstillede sig efter hendes.

Nogle nætter fik jeg kun sammenlagt fire-fem timers søvn, fordi jeg ikke magtede at gå i seng samtidig med hende om aftenen. Valgte min voksentid til og min nattesøvn fra.

Min ellers fotografiske hukommelse blev ædt langsomt.
Min årvågenhed og skarpe observationer forvandledes til udpræget distræthed.
Jeg måtte skrive huskelister, men glemte at jeg havde skrevet dem. Og hvor jeg havde lagt dem.

Til sidst overlevede jeg bare.

I otte år.

Så blev jeg for alvor søvnløs.

Vores sagsbehandler skævede til mig og sagde at jeg skulle søge læge, da Søren nævnte min smadrede søvn.
Da jeg kørte ind i et træ fordi jeg var så træt, hankede jeg op i mig selv og gik til lægen.

Jeg fik konstateret en svær depression og kom straks i behandling. Mens jeg vænnede mig til medicinen tog angstanfaldene til, især når jeg vågnede om morgenen.

Alt omkring natten og søvnen var nu forbundet med tristhed, frygt og ensomhed. Og Emma.

Jeg er kommet et langt stykke de sidste fem år.

Jeg frygter hverken natten eller morgenen mere.

Men min evne til søvn er fucket helt op, i takt med at Emmas søvn har fundet et stadig unormalt, men nogenlunde tåleligt leje.
At hun kom ud af huset for at sove, har hjulpet på det.

I efteråret spurgte en ny sagsbehandler, om vi havde brug for “specialpædagogisk vejledning i hjemmet”. Underforstået, om ikke Emma kunne lære at sove derhjemme. Søren så på sagsbehandleren med et sort blik. Sagde ja tak, under forudsætning af at specialpædagogen kom om natten, så vi kunne sove. Jeg gik bare hjem og hylede. For x’ende gang.

Dem, der kender mig, ved godt at jeg ikke er bange for at vende blikket indad og se på mine egne fejl og mangler.

Men Emma er 13 år nu. Hun har stadig et umodent søvnmønster, pga hendes handicap og hendes misdannede hjerne.

Hun sover ikke fordi, jeg ikke kunne lære hende at sove.
Ligesom hun ikke kommer til at have et talesprog nogensinde, fordi jeg ikke kunne lære hende at tale.

Når nu jeg har brugt tretten år på at overbevise og overleve mig selv det faktum, orker jeg ikke at nogen skal rokke ved det arbejde.

Så sådan er jeg blevet et sensitivt, slidt, hudløst, til tider ualmindelig dårligt fungerende menneske med manglende fysisk og mentalt overskud, overblik og handlekraft.

Det er en side af mig, som følges med den anden – den skarpe, analytiske, veltænkende, handlende side med masser af appetit på liv og opgaver.

Jeg har accepteret at jeg aldrig får en god søvn igen.
Selv i dagene hvor Emma er på Møllebækken, vågner jeg kortvarigt op eller vågner tidligt om morgenen, for ikke at falde i søvn igen.
Nogle dage kører tingene på skinner, andre dage kommer jeg igennem en døs, med følelsen af vat i ørerne og sand i øjnene, på kaffe, slik, koldt vand og accept af at lade verden stå til.
Den dag.

Jeg ved, jeg ikke kan sige til andre, at det ikke sker for dem.

Eller fortælle, at det er det, de skal frygte.

Men hvis de når dertil, at de genkender noget af min fortælling i deres eget liv, ved de i hvert fald én ting.

De er ikke alene.

Og de overlever.

På den ene eller den anden måde.

Reklamer

6 thoughts on “Da natten blev et vågent mareridt

  1. Hold kæft hvor kan jeg nikke genkendende til så meget af det du skriver – jeg sidder her med tårerne trillende ned af kinderne, fordi jeg synes min hjerne er blevet til en indskrumpet kartoffel som ikke vil som jeg vil og det er helt sikkert også pga manglende søvn i 12-13 år. Jeg kan stadig være rap i replikken :-), men jeg husker som en SI og det går af og til ud over mit arbejde. Det værste er når det går ud over mine tøser som ikke forstår at jeg kan være bombe træt kl. 15.00 om eftermiddagen og IKKE orker at finde på hvad vi skal spise til aften !

    Kæmpe kram til dig Mia og alle jer andre der må kunne genkende noget af ovenstående !

    mange tanker fra Lisbet som efterhånden sover ok, men det blir hjernen ikke rask af, tror det kræver træning

  2. Endnu engang mindes jeg om, hvor varsomme vi skal være med at dømme. Hvor varsomme vi skal være mere vores velmente, gode ideer. Som specialskolelærer, som mor til en nu rask hjertesyg datter, som menneske der har gennemlevet flere depressioner – Du har min dybeste, dybeste respekt. De varmeste tanker til dig.

  3. Pingback: Lidt om kærlighed og en anelse Woody | The Noah Lequime Inspiration

  4. Åh, hvor jeg kender det med at vælge voksentiden, selvom man burde gå i seng. Efter fem års dårlig søvn, blev jeg sendt i gæsteværelset, hvor jeg efterhånden lærte at sove – eller i det mindste sov bedre i bevidstheden om, at jeg ikke havde vagten. Også selvom jeg stadig vågnede hver 2. eller 3. time, som jeg var vant til. Nu er jeg oppe på nogle gange at få hele fem timers søvn i streg, og det er skønt. Desværre synes jeg bare ikke hjernen er blevet tilsvarende frisk. Måske har Lisbet ret i, at det kræver træning.

  5. Hvor er det godt skrevet Mia. Simpelthen så skide godt. Ingen der har læst det kan vist længere være i tvivl om hvordan det slider at have et barn der ikke sover. Tak for indsigten. Og for din sorte humor.

  6. Pingback: Sæbeboblernes dans | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s