Morderlig moderlig.

Da vi flyttede ind på Skovmårvej for snart fem år siden (!) vågnede vi en sommermorgen op til et for en bybums-familie virkeligt uvant syn.

Ude i vores indkørsel, henne ved skraldespandene, sneg en ræv sig rundt og sagde underlige lyde.

Den så farlig ud. Forhultet, slidt pels, snask om øjnene og munden og med et vildt blik. Vi undrede os over at den turde komme så tæt på, og vi blev bekymrede for om den mon var syg. Tænkte straks at den kunne smitte med et eller andet fælt, så vi fik ringet til Falck.

Den coole, jyske Falckmand talte overbærende til mig.

Det er bare en rævemor, der har fået unger. Sådan ser de ud.

Jeg prøvede at indvende med, at den altså så virkelig, virkelig syg ud og at jeg var bange for at den kunne smitte med noget. Falckmanden prøvede også igen.

De koncentrerer sig så meget om ungerne, så de kommer til at se helt slidt ud. Det er altså helt normalt og den gør ikke noget.

Nå. Ok. Vi så ikke rævemor igen, og så tænkte vi ikke mere over det.

Jeg kom i tanker om rævemoren, da jeg satte mig ned her ved computeren. Sådan en højhellig søndag. Ingen hjemme, kun fuglekvidder og mellow jazz. Huset flyder, nogen burde vaske tøj og tænke på aftensmad.

Jeg har fået “fri” i anledning af Mors Dag. Den største gave, jeg kunne få. Tid til mig selv. Søren ved godt, hvad godt er, når det endelig gælder.

For jeg er nok lidt tæt på at være den der rævemor. Sådan en mor, som udskyder alle behov – søvn, mad, motion, tid, bad osv. – hvis mine børn kræver min opmærksomhed. Jeg er i det mindste blevet mere og mere bevidst om det.

Men det er helt sikkert også en svær balancegang, når man har et barn som ikke kan behovsudsætte. Som ikke kan forstå, at man ikke går i stykker af at vente. Så kan man måske godt udsætte hendes behov, men man skal alligevel sætte tid af til det pædagogiske arbejde i dét.

Og den balance er jeg ikke god til at holde. Så jeg øver mig.

Jeg glæder mig over, at jeg ikke kan sende min egen mor blomster. Mest fordi hun sidder nede i Berlin og tophygger sig med min onkel. Hun får et kæmpe morkram i tankerne.

Min mor blev 20 år, halvanden uge efter hun fødte mig. Jeg blev hendes eneste barn, og jeg ved at hun kæmpede med at være den mor for mig, som hun gerne ville være.

Nu sidder vi her og er 39 og 59, og jeg konkluderer at det aldrig er for sent at vokse med mor-opgaven. Især efter at hun er blevet mormor, går hun helt ind under huden på mig, når jeg ser hende med mine børn.

Min skønne, menneskelige, kærlige og modige mor.

Jeg fik en SMS i morges, som både gjorde utrolig glad og rørt, men også en lille smule ærgerlig:

foto (3)

Den var fra Astrid, og grunden til at jeg blev ærgerlig var, at jeg ikke kom hende i forkøbet. (Jeg er ret sikker på at hun mener “moderen” og ikke “morderen”)

Jeg var sammen med Astrid i onsdags, hvor jeg skulle have været hendes bisidder til et møde med Frederiksberg kommune, som de valgte at aflyse i sidste øjeblik, efter at være blevet kontaktet af Astrids advokat.

Så Astrid og jeg fik morgenmad, i hendes lejlighed, mellem bjerge af rent vasketøj og sondeudstyr, og fanme om konen ikke også havde bagt.

Jeg skulle tage mig i ikke bare at gå i gang med at lægge alt det skide vasketøj sammen, men vi skulle snakke og det var det vigtigste. Noah lå på sofaen og fik sondemad og koncentrerede sig om iPaden.

Og jeg så det hele udefra og blev slået baglæns af al den omsorg, kærlighed og nærvær som hele lejligheden emmede af.

Blev endnu engang dybt, dybt imponeret over, at Astrid står på benene og at hun ikke bare nøjes med at holde sig oprejst, men stadig kan være den mor for sine børn, som hun er. Så oppe i mit hoved, blev denne Mors dag dedikeret til Astrid, men hun var en postgang hurtigere end mig.

Jeg er taknemmelig for, at så mange mennesker gik sammen om at være hendes skjold og give hende våben mod en sagsbehandler og en kommune, der giver ordet magtmisbrug en hel ny og skræmmende betydning. Hvis ikke vi kan passe på en mor som Astrid, kan det næsten være lige meget.

Mors dag er hvad du gør den til.

Blomster og dimsenips betyder måske ikke lige så meget, som at give lidt af det tilbage, som du har fået af det, en mor bedst kan. Hvad det så end er.

God søndag til Jer.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s