Normalisering? Nej tak.

Jeg er som så mange andre forældre berørt af KLs lockout af landets lærere.

Efter de første fire dage konstaterer jeg, at lockouten stinker lige så meget i virkeligheden, som på papiret.

Det er svært at have styr på alle aspekterne.

Min præmis?
Jeg er mor til fire børn, hvoraf de tre er i skolealderen.
Jeg har også børn i tre forskellige skoler.
Emma i specialskolen, der heldigvis ikke er berørt af konflikten. For Emmas skyld altså.
Elvis i folkeskolen, der er lockoutet.
Sally på den private friskole, hvor hun går i tidlig SFO med pædagoger. Resten af skolen er lockoutet og lukket helt.

Børnene og deres lærere?
Elvis, min onkel morfar, betjenten og tryghedsnarkomanen. Han synes overhovedet ikke det er fedt, at han ikke kan komme i skole. Han savner kammerater og lærere i 2C, synes det er svært at forstå og er forvirret.
Igår fik han til en aktivitetsdag heldigvis set sin klasselærer i øjnene, snakket med hende, vist sine myggestik frem og givet hende et kram.

Hans klasselærer er en af de mest engagerede lærere jeg har mødt.
Hun prøver hele tiden at være et skridt foran og imødegå de forskellige behov i klassen. Hun er på forkant med udviklingen i sit fag og springer ud i nye udfordringer, som inspirerer og trækker klassen op og med.
Jeg er ikke i tvivl om at hun knokler for sin løn. Det piner hende, at hun ikke må gå på arbejde.

Hendes tjenestemandsansatte kollega, der stadig er på skolen, går jeg kun og venter på skal lade sig pensionere.
Hendes undervisning er kedelig og træg, i en velfungerende klasse fokuserer hun på om min regelrette og begavede dreng “sidder ordentligt”, når opgaverne skal løses.
Hun er den, der giver lærerne deres bad name, ligesom Dovne-Robert og Fattig-Carina, var klapjagtens startskud på de ledige samfundsnassere.

Men Elvis’ drøm af en klasselærer skal fanme ikke betale prisen, fordi hendes forstokkede kollega ikke længere orker at leve op til lærergerningens tanke, form og liv. Fordi hun kan bruges som et skoleeksempel (!) i KLs kampagne mod deres ansatte.

For jeg ved, at der går så mange flere af den godes slags på dusinet, end af drænenes.

Min anarkistiske, kreative og lettere kaotiske enhjørninge-Sally-pige går på en friskole, fordi hun er sådan en der skal have nogle helt andre læringsrammer, end folkeskolen kan tilbyde. Sally ville dø lidt indeni Sally, for hver gang hendes særlige, fantastiske ressourcer skulle “normaliseres”.

Så for mig er det både en personlig følelsesting og en bekymring over en generel samfundstendens, at alt skal “normaliseres”.

Selv er jeg på mine børns læreres side.

Fremtidsbilledet?
Jeg er helt sikker på, at vi vil få en fattigere folkeskole af at “normalisere” deres tid.

Jeg kender mange børn, inklusive alle mine egne, for hvem en heldagsskole ville mase deres selvtillid, selvværd og personlighed ned i en lille kasse, som derefter kunne puttes ind i den store samfundsreol. Ovenikøbet til en ufattelig høj pris.

Og til fulde bekræfte tesen om at kynikere kender prisen på alting, men værdien af ingenting.

Konflikten?
Jeg er dybt forundret over den kampagne, som KL kører. Meget spin-professionelt anlagt, men de er altså arbejdsgivere her. Det er bare pisdårlig ledelse. Hvis min arbejdsgiver gjorde noget tilsvarende, ville det være pænt meget op ad bakke med tilliden efterfølgende.

Og egentlig var jeg også gerne fri for alle de “kreative” lærertiltag under lockouten, som giver dem tid til at lave Harlem Shakes til YouTube, hoppe i elastikbånd og løbe 24timers løb for at symbolisere og understrege deres engagement.

Gå på gaden og nettet og formidl Jeres gerning, til alle de Nationen-klaphatte, som selv sidder på deres flade og mener at lærerne laver for lidt og drikker for meget kaffe.

Oplys dem. Viden er magten.

Lockout og strejker er en del af den danske model. Lige som forhandlinger er. En økonomisk masterplan fra en regering, som ikke er part i konflikten, bør ikke være en del af forhandlingerne.
Men regeringen blev lynhurtigt en part i de forhandlinger, og det er forstemmende. Uanset hvilket parti de valgte at tage.

Og jeg forstår ikke den manglende vilje, til at lytte til dem der står med fingrene i bolledejen, dem, hvis ressourcer bliver sparet på og gjort til skamme.

Andet end at de mener, det økonomisk ikke kan betale sig at lytte til dem.

For lærerne er bare de første. Alle de offentligt ansatte står for tur, måske over en årrække, men de står næst i køen til normaliseringsskafottet.

Vi skal jo alle bidrage. Både med helbred og gerning.

Så hvor er solidariteten fra pædagogerne, som skal tørre KLs lort op fra gulvet, mens lærerne er låst ude?

Hvor er solidariteten fra de faggrupper, som lærerne samarbejder med?

Talepædagoger, psykologer, socialrådgivere, SSP, PPR, sundhedsplejersker, fysio- og ergoterapeuter? Og hvem jeg ellers ikke har indsigt i at de samarbejder med?

Hvor er forældrene?

Alle forældre i dag er i berøring med de offentligt ansatte og vil blive berørt i mange år fremover.

Alle de mennesker som præger og passer vores børn, unge, voksne, gamle, som går på arbejde for vores skyld?

Vi har travlt med at få kabalen til at gå op, aktivere vores grå guld – så vi kan gå på arbejde.

Så vi kan passe vores arbejdsgiver?

Her er en skør tanke:

Jeg tænker, at det er nu, at dagsformen på solidariteten i Danmark kunne stå sin prøve.

Uanset hvilken side man var på. Kommune og stat som arbejdsgiver eller lærer.

Hvad så, hvis man tvang parterne tilbage til reelle forhandlinger, ved at lade samfundet gå i stå, som det jo gør i den danske model, når der er strejke eller lockout?

Hvad hvis man lagde pres på parterne, ved at lade effekten af deres beslutninger mærkes?

Og hvad hvis partnerne ikke fik taletid i medierne, før de rent faktisk havde fundet en løsning?

Så vi ikke kunne nå at få en reality-tv-indstilling til, om Anders Bondo nu er Harry Potter-cool eller ej og om Michael Ziegler er en værdig afløser for Mørkets Fyrste? Oh joy.

For mig at se, er det alle os dødelige, normale og unormale i samfundet, der slår den danske model i jorden, ved ikke at reagere på konflikten og bare vente på at regeringen griber ind.

Det er os, der undlader at lægge pres på konflikt-parterne. Og hvis vi bliver ved med at lade være med det længe nok, har vi til sidst undsagt vores egne muligheder.
Udhulet principperne og for alvor overladt vores fremtid og penge, til embedsmands-bureaukraterne som bare skal have et regnestykke til at gå op.

Så. Ville vi blive fattigere af at prøve det?

Reklamer

3 thoughts on “Normalisering? Nej tak.

  1. I kommunen, hvor jeg bor, er der mange af de lockoutede lærere på gaden i deres synlige veste 🙂

    Og ja, hvor er forældrene? Nogle er velsagtens hjemme og passe børn, mens de har en “hjemmearbejdsdag”?

    Solidaritet? Så længe alle er bange for at miste deres arbejde, er det måske så som så med solidariteten?

    Den stille pige –
    offentligt ansat – måske den næste på skafottet?

  2. Mange gode ideer og tanker, men i et samfund, hvor det individuelle har været i højsædet i flere år, hvor skilsmisser er hverdag, hvor alle skal “vise overskud” på Facebook og andre sociale medier, ved at opremse alle deres individuelle “achievements” med marathonløb, Ironman, udlandsrejser osv., så er det svært at få øje på den solidaritet og det fællesskab, der kunne flytte noget i denne sag (og i flere andre sager). I dag tæller og dyrkes kun den enkelte, hvis de har styrken til at sætte sig igennem selv. Imens må jeg igen og igen og igen forsøge at forklare min udviklingshæmmede og handikappede datter, at hun ikke kan komme i skole og SFO i dag, nok heller ikke i morgen osv. Men hun forstår det ikke!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s