Emma, min egen

Emma, min blomst.

Ikke mange minder har ændret sig det sidste år.

Faktisk føles det som om det lige var i sidste uge, jeg skrev om en nat i april.

Natten, der ændrede alting for altid.

Sådan er det at blive mor eller far første gang. Vænner man sig nogen sinde til det? At man selv rykker ned af rangstigen, til fordel for en lille skid på en halv meter, som fylder mere end selve universet?

Det holder aldrig op med at undre mig, og jeg holder aldrig op med at blive betaget af de små mennesker med store personligheder.

Emma er blevet undersøgt på kryds og tværs, udefra og ind, oppefra og ned de sidste 13 år. Hun har fået det ene stempel i nakken efter det andet, blevet tolket på og analyseret, redegjort for og indrammet.

Men hvem er hun?

Min Emma er en følsom sjæl, der bliver ked, hvis hun hører klassisk eller melankolsk musik.

Og som griner, til sidst uden luft, når nogen bøvser eller prutter eller siger andre skøre lyde.

Hun elsker at sidde i midten, helst lidt på skødet og være tilskuer til cirkus Roesen, når de små søskende folder sig ud.

Og trækker sig helst tilbage til sit eget værelses fred og ro, når filteret er for tyndt.

Kæmpe ja tak til fis, lys og farver. Til sand, vand og varme dage. Is og cola, brun sovs og kartowler.

Tyndhudet, når søvnen har været for meget afbrudt, eller når rutinerne bliver brudt. Når oplevelserne er for svære at fordøje og rumler rundt i hovedet og kroppen.

Utrættelig og stædig.

Angst og anarkist.

Storesøster og mindst.

Hun er nem at få til at grine og nem at vælte.

Hun er svær at forstå og endnu sværere at stå for.

Emma har i sandhed lært mig om, hvor sammensatte og komplekse vores personligheder er.

Hun er i vores bevidsthed hele tiden, alt vi gør skal tilpasses, drejes og vinkles ud fra hende.

Samtidig har hun sin satelit, som følger sit eget kredsløb om vores liv.

Hun er blevet en teenager, som heldigvis har fået en flig af et liv udenfor mors og fars skørter (okay det lød forkert).

Jeg håber og knokler på det bedste liv for hende, så længe vi får lov at låne hende.

Elskede Emma.

20130405-081941.jpg

Reklamer

4 thoughts on “Emma, min egen

  1. Sådan “en” har jeg/vi også. Svært at forstå og nogle gange svært at håndtere, de er teenagere.

  2. Pingback: Sæbeboblernes dans | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s