Kampen om solidariteten

Jeg tilbragte det halve af formiddagen igår i min sofa, for lige at sætte streg under min ledighed. Ej okay, det havde været en streng nat med migræne, så det havde nok været en sygedag hvis jeg havde haft et arbejde. Men alligevel.

Det med at være arbejdsløs er lige som at være studerende. En dårlig samvittighed hænger latent over alle de vågne timer, hvor man burde foretage sig noget andet end det man gør. Jeg burde jo være ude og strikke til lygterne på Christiansborg og alting.

Nåm det jeg ville sige var, at så så jeg ovenikøbet også fjernsyn.

Jeg så en udsendelse om en mand, som forsøgte at overleve tre måneder i Canadas vildmark alene. Uden nogen menneskelig kontakt og med et minimum af forråd, skulle han klare sig selv i en hamrende smuk, men også uforudsigelig natur. Efter 50 dage knækkede han. Han formåede ikke at skaffe nok føde til at holde sig fysisk fit i den barske vildmark og han fik kuk af at være uden andre mennesker at tale med. Overladt til sig selv og sine følelsers vold og mentale sundhed. I slutningen af udsendelsen sagde han selv, efter at have tudet i flere døgn: “Mennesket er et socialt dyr. Vi kan ikke klare os uden andre.”

Så meget desto mere beskæmmende synes jeg det er at læse, at så mange unge er parate til at bekende sig til den nye frelserreligion, som efter deres overbevisning skal gøre os mere frie og efter min overbevisning ville gøre os mere ensomme og overladt til os selv.

Jeg ville frygte en urban vildmark. For mennesker skal nok komme til at klare sig. Det vil bare ikke være på lovlig vis – men hey, så kan vi jo bare skyde dem…

Jeg ville frygte at det at overlade til den enkelte, helt afhængig af hvor mange ressourcer man har med i bagagen, at klare sig i livet uden at vide at nogen ville gribe dig, ville gøre vores samfund mere uvedkommende. Mere selvcentreret. Mere fokuserende på mit eget lille liv, i stedet for at skue ud og tage lærdom og viden ind – ikke kun for at klare dig selv, men også for at hjælpe andre med at klare sig.

Jeg er med på, at ulempen ved et solidarisk samfund er at nogle kan – og vil – bruge det som en sovepude.

Men der er andre måder at lære dem at klare sig på, end bare at hive puden væk under hovedet.

Man skal jo lære, hvad fordelen og prisen ved solidaritet er, for det er åbenbart ikke en vuggegave, selv om det er helt elementært for vores overlevelse.

Idag er et åbenlyst eksempel på, hvad solidaritet betyder. Kvindenes internationale kampdag, hvor der kæmpes for lige stilling, lige rettigheder og lige løn mellem køn.

Dér hvor kvinder og mænd er idag, og det arbejde der stadig er tilbage, det var ikke sket og kommer ikke til at ske uden solidaritet.

Solidaritet er at huske og at værdsætte, at du ikke står noget sted i verden, uden at stå på skuldrene af andre.

Både i toppen og på bunden af samfundet fucker det mennesker op, at være født i ulighed.

I stedet for at insistere på naturens orden og survival of the fittest i både vildmarken, regeringssalen og skolen, så ønsker jeg mig et solidarisk samfund.

I stedet for bare at træde over og passere med skyklapper, ønsker jeg mig et samfund, hvor alle ind i mellem stopper op, ser på vores udsatte og spørger sig selv “ville jeg bytte?” – og handler efter hvordan svaret lander.

Lad os være hinandens sikkerhedsnet, i stedet for bare at overlade til os selv hver især at lære hvordan sikkerhedsnettet overhovedet kan og skal strikkes sammen.

Go fredag!

Reklamer

One thought on “Kampen om solidariteten

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s