Da livet tog en drejning.

For et par uger siden var jeg til en fest i mit Ævle. Det var en fest af godtfolk for godtfolk, og viste hvor sammensat en befolkning, en lille by som Ebeltoft har. Sikkert som alle andre små byer.

Jeg havde en veninde med, som jeg lærte at kende i den sidste mødregruppe jeg var i. Hun er magister som jeg selv, men har i de sidste mange år været selvstændig indenfor HR og rekruttering. Buzinezz-woman til fingerspidserne, men skæg, sød, skarp og lige ud af posen. Den aften til festen, kom vi til at tale om de valg vi tager i livet, og når livet ind imellem tager valget for én.

Hun fortalte at hun som barn og ung var fascineret af glas, og at det faktisk gik så langt at hun satsede på at blive glaspuster. Så planen blev lagt, valget blev taget: efter gymnasiet søgte hun læreplads hos en glaspuster i Frankrig, og så frem til et spændende nyt kapitel i livet. Det skete dog ikke.

Dagen før hun skulle afsted til Frankrig, ringede glaspusteren til hende og bakkede ud af aftalen. Hun havde valgt at give pladsen til en anden – også en ung og håbefuld dansker – og min veninde var knust. For en periode. Som det ligger i hendes natur, fandt hun hurtig en anden vej i livet, traf andre valg og trives med at lave noget helt, helt andet end at være glaspuster idag.

Og så kom det skøre – for dén aften til festen, mødte hun så ham, der blev glaspuster i stedet for hende. Lige midt i en fest, lige midt i en lille by i et lille land, mødte de to, som uden at have kendt hinanden nogensinde, havde andel i hinandens liv og den drejning livet tog.

Årh hvad, det krævede lige en ekstra mojito. Hvor verden er tilfældigt lille.

Når vi selv træffer valg, er der andre valg der ikke bliver taget. Når livet tager valgene for os, styrer det også vores valg. Tit i en retning vi egentlig ikke havde fantasi til at forestille os.

Mine egne drej i livet, startede dengang min far døde mens jeg gik i gymnasiet. Det var planlagt at jeg skulle tage til Luxembourg efter studentereksamen, og være der mindst et halvt år for at lære sprog og opleve noget nyt. Jeg tog også afsted, men følte det helt forkert i dét øjeblik min fod ramte banegården i Lux en tidlig morgen. Jeg gav det aldrig en chance, og skyndte mig hjem så snart jeg kunne. Fik arbejde på et forlag og lagde sproget og udlandslængslen på hylden, indtil jeg var nogenlunde helet i sorgen over tabet af min far. Men hvad hvis han ikke var død på det tidspunkt? Hvor var jeg så endt henne? Hvilke valg havde jeg så truffet? Var jeg flyttet på kollegie og havde mødt min fremtidige mand? Havde jeg mødt min bedste ven i børnehaven jeg fik arbejde i? Havde jeg gennemført den helt uplanlagte graviditet med Emma?

Og hvad hvis udviklingen i Emmas hjerne havde tippet til den ene side i stedet for den anden? Hvad hvis hun havde været en helt normal, lige om lidt teenager? Var vi overhovedet flyttet til Ebeltoft? For at ende til en fest, hvor et tilfældigt møde mellem to tilfældige skæbner satte tankerne i gang?

Hvor stopper ens egne valg i livet og hvor starter de valg, livet tager for en?

Hvor gik du ned af en sidevej, fordi den lige vej blev spærret af en bom?

Hvilken vej drejede dit liv?

Reklamer

3 thoughts on “Da livet tog en drejning.

    • Det er da mere end okay!:-)
      Det er jo meningen led det hele. At stille et spørgsmål, som sender tankerne i kredsløb.
      Jeg har et familiemedlem med MS, og ved hvor indgribende det bliver i hverdagen. Ved hvor stort et dilemma det er, når man føler at man behøver at være 100% på og til i nuet, fordi morgendagen kan se helt anderledes ud, og samtidig ikke ved om kræfterne overhovedet holder i nuet. Det må være verdens mest frustrerende sygdom.
      Men jeg tror stadig på, at vi for vores egen skyld skal gøre hvad vi kan, for at få det bedste ud af de valg, livet tager for en.
      Det er os selv, der i sidste ende skal stå inde for vores livskvalitet. Hvad det end kræver.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s