En nat i april.

Jeg vågnede klokken 02.16 i nat.

Ti minutter efter Emmas fødselsdag klokken 02.06.

Og hun var ikke engang hjemme.

Men jeg drømte om hende, egentlig ikke en særlig rar drøm, men en drøm hvor vi var sjæleligt og åndeligt meget tæt forbundne.

Jeg synes det er underligt at hun vågner på Møllebækken på hendes 12 års fødselsdag. Jeg ved godt at det kunne jeg bare lave om på, men det ville kun tjene mig, og ikke Emma.

Jeg må vende den sørgmodige følelse til noget positivt og glæde mig over, at hun kommer hjem senere i dag, og vi dér får mulighed for at fejre hende.

Store Ems, hvis hun var en normal 12-årig ville hun være næsten teenager og måske protestere voldsomt over kælenavnet Ems. Eller Emsenbademsen. Eller bare over at hedde Emma. Emma Elisabeth, for at det ikke skal være løgn.

Dén nat for 12 år siden på Riget, var vi møre og høje, som alle andre nybagte forældre.

I chok over en 26 timer lang fødsel, urkræfter og natur.

I vanvittig, forløsende forelskelse i en lille, fedtet fire kilos klump, med store kinder.

Det var før SMS og Facebook, så der blev ringet. Midt om natten. Og anstigende kom mormor, morfar, farmor og farfar. Med champagne og flag.

Jeg kan huske at jeg helt smadret sad og kiggede over på Panum. Så lys i nogle vinduer, og tænkte om jeg mon havde brølet så højt, at der var nogen, der havde hørt det, derovre.

De næste dage var rædselsfulde.

Emma ville ikke amme, hun skreg og skreg og tabte sig.

Jeg blev mere og mere desperat, mens min jordemors ord susede i mine ører: “at have født er jo ikke en sygdom!”.

Måske ikke, men derfor kan nogle godt være i granatchok alligevel.

Dét var jeg. Og samtidig anede jeg, at der var “noget”.

“Noget”, som ikke helt var, som det skulle være. Noget i hendes baby-blik, som var for fjernt, men som jeg ikke kunne formulere.

Først halvandet år senere blev det formuleret, af den faglige videnskab, renset for hormon-tumult og følelses-kaos.

Det var både en lettelse og et styrt ned i sorgen.

Endelig en forklaring på the missing link, og endelig en bekræftelse af at det ikke var mit følelsesliv, der manglede noget.

I dag kan jeg næsten svare på disse spørgsmål:

Kan man have en mental tæthed med et barn med autisme, som ikke kan tale?

Kan man være sjæleligt beslægtet?

Jeg kan godt være under huden på Emma. Jeg kan mærke hendes sindstilstand, skelne mellem frustration og angst når hun ikke selv kan, tolke afstandtagen som enten værende en rude i det autistiske vindue, eller værende et udtryk for behovet for noget andet end mig/os.

Men jeg synes det er svært at mærke den sjælelige forbindelse til hende, som jeg har med de andre børn. Dér hvor man kan genkende arvemassen, dér hvor mit eget eller Sørens aftryk er så tydeligt i personligheden, at der ikke er tvivl om at hun er et produkt af os.

Jeg er dybt taknemmelig over, at have alle mine små mennesker på lånt tid. At jeg må låne, præge og nurse dem, indtil de er flyveklare.

Det paradoksale med Emma er, at hun er dén jeg i bund og grund er mest taknemmelig over at have til låns, vel vidende at hun aldrig bliver flyveklar som de andre tre.

Jo, måske gør hun, men på helt andre præmisser, for hun vil altid skulle have nogen til at hjælpe hende med at kunne flyve.

Og misforstå endelig ikke taknemmeligheden, for der er ikke noget romantik over livet som handiforælder – men hun har lært os så meget om hende, om livet, om os selv, som burde være alle forundt.

Hun har med sit liv givet os et indblik, som de færreste når at få.

Hun har gjort os til seje, hærdede, sårbare, menneskelige jægersoldater, som evner at være operationelle i flere lag og navigere i katastrofehærgede områder, med vores egne liv som indsats.

Hun har lært os at hjerte rimer på smerte og hvordan det kan rummes.

Hun har lært os om processer, løsninger, udviklingskurver, strukturer, værdier og priser.

Jeg ville ønske at jeg kunne fremtidssikre hende, hvor lang hendes fremtid end bliver.

Dét kan jeg nok ikke helt, men det skal ikke afholde os fra at gøre hvad vi kan.

Hurra for hende den hyperaktive, søvnløse udviklingshæmmede, med atypisk autisme og alt det andet.

Hurra for Emma, 12 år.

20120404-101359.jpg

Reklamer

9 thoughts on “En nat i april.

  1. Tillykke smukke Emma.
    MIA ! jeg genkender i DEN grad tiden lige efter fødslen og ikke mindst lettelsen og sorgen efter at ha fået vished om at “alle børn er ikke ens” som vi havde fået tudet ørerne fulde med de første 14 mdr…..
    Der VAR jo noget galt som vi havde følt men først senere fik bekræftet.
    Håber Emma får en skøn fødselsdag selvom hun vågnede hos aflastningen.

  2. Tænker, at den slags udfordringer kun bliver givet til dem, der kan magte den slags, og nogen har nok været forvisset om, at det kunne I.

    Godt indlæg, og tak for solskinnet til Emsen.

  3. Tænk Camilla den har tror jeg vi er mange som har hørt ret så mange gange 🙂
    Man vokser med de opgaver man bliver stillet overfor tror jeg.
    Hvis du havde spurgt mig for 17 år siden havde jeg hårdnakket benægtet at jeg nogensinde skulle kunne være i stand til at passe et handicappet barn og da slet ikke mit eget 🙂 men det er da gået nogenlunde selvom han nu har boet ude i 4 år og “kun” kommer hjem til os 2 dage om ugen.

  4. Et forsinket tillykke fra en nyankommen læser… og med et r¢rt hjerte læser jeg din kærlighed og forbundenhed med den dybe charmerende Emma Ems.
    Jeg arbejder som fysio med b¢rn med deres helt spezielle variation over liv og værdier. Der er selvf¢lgelig diverse diagnoser og fagudtryk derfor, og vores opgave er at kunne observere og tilpasse vores aktiviteter efter barnets umiddelbare behov.
    Men frem for alt er vi alle sammen om at udforske livet og dets muligheder. Glæden derved er de umiddelbare f¢lelser, der vises i de subtile former – det giver en dyb nærhed i samværet.

  5. Sikke et godt indlæg. Jeg har netop fundet din blog og vil kigge ind fra tid til anden. De bedste hilsner fra Janni – mor til Aksel med autisme

  6. Pingback: Emma, min egen | huller i hukommelsen

  7. Pingback: Sæbeboblernes dans | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s