Krop og sjæl for tyve år siden.

For tyve år siden idag, røg jeg på skadestuen.

Lad os bare sige at det ikke var første gang, det skete, i mit dengang 18-årige liv.

Faktisk var jeg så motorisk udfordret allerede som barn, at min far jokede med, om vi ikke kunne få et klippekort eller rabat på skadestue-besøgene.

Den tur på skadestuen for tyve år siden, husker jeg bedre end de fleste andre gange.

Vi spillede basketball i min venindes have, og jeg skulle gribe en skruet bold, der fra græsplænen røg op og slog min lillefinger ud af led.

Altså ud fra hånden.

Så dér sad den og strittede helt stift. Fååårk, det var klamt at se på. Jeg kan stadig se hånden for mig, uadr.

Jeg blev vel meget hys. Min venindes far var cool, calm and collected, fik mig i en taxa til skadestuen, talte beroligende og lavede sorte jokes om min bizart udseende finger og vupti var der en læge, der satte fingeren på plads.

På med skinne og forbinding, åhmen det var typisk mig.

Hjem til min veninde, hvor jeg boede. Sidst på eftermiddagen, udmattet efter en højdramatisk dag.

Er der noget jeg har et udpræget talent for, så er det at samle flere ulykker indenfor en ret kort tidsramme.

Så lige da jeg var kommet inden for døren, stod min veninde helt grå i ansigtet, og fortalte mig at min stedmor havde ringet.

Min far havde fået en voldsom hjerneblødning og var blevet lagt i respirator på Frederiksberg Hospital. Det var den anden hjerneblødning i løbet af ni måneder, og denne her gang var det alvor. Som i hjernedød-alvor. Højst sandsynligt enden på hans liv.

Så blev jeg ret meget hys igen, og faktisk husker jeg ikke ret mange flere detaljer fra den dag.

Andet end jeg skyndte mig på endnu et hospital, i håbet om at det var løgn. I håbet om at han var ved bevidsthed, i det mindste.

Det var han ikke, og han kom det ikke igen. Hjerneblødningen havde gjort så omfattende skade, at det ikke gav mening at holde ham i live i en respirator.

To dage senere døde han, 41 år gammel.

Bum. Color me langt ude og skide. Jeg havde boet hos min far i 12 år, efter min mor og han blev skilt. Han var min voksen og han var ikke nem. Overhovedet. Men han var min base.

Min mor fløj på det tidspunkt rundt i Asien, og det var før email og mobilos tid, så ingen kunne få fat i hende og fortælle hende hvad der var sket. Først to dage før begravelsen landede hun i CPH, hvor hun fik at vide at hendes datters far var død. Vi tog det ikke pænt, nogen af os.

Jeg brugte mange år på at fortryde, at jeg ikke var der, da han udåndede. At der var en anden der holdt ham i hånden og tog dén afsked. At nogen kunne overtale mig til ikke at være der.

Jeg fortrød det straks jeg kom ind i rummet hvor han lå. Helt død, helt glat i ansigtet, helt fredeligt. Mit eneste ønske var at kravle op til ham, og varme ham vågen igen. Være så tæt på ham, som han aldrig gav mig lov til at være, mens han levede.

Jeg brugte også mange år på at være ked af at jeg ikke fik mulighed for at sige farvel, inden han mistede bevidstheden. For han vidste godt det var slemt, og fik sagt farvel til min lillebror og stedmor, inden han gled.
Jeg måtte tage afsked i et brev hos en psykiater. Som gerne ville have, at jeg skulle være vred på min far. Der var jeg bare ikke, på det tidspunkt. Man kan ikke forcere sorgen og dens processer.

Men det jeg egentlig brugte flest år på efterfølgende, var at være forbandet over alle de mennesker, der havde så travlt med at fortælle mig hvor STÆRK jeg var, og hvor FLOT jeg tog det.

Helt ærligt. Man er hverken stærk eller tager dét at miste sin forælder som teenager flot. Tre måneder før en studentereksamen.

Man er kun stærk og tager tingene flot, fordi man ikke tør andet eller fordi ens omgivelser har brug for, at man er stærk og tager tingene flot.

Det forsinkede helingen af såret en hel del.

Det forsinkede processen med at lære at leve med tabet af min far, som ganske ung.

Selv om jeg var næsten voksen, havde jeg brug for en voksen.

Som kunne forklare, at det ikke blot tog tid og at det ikke kunne pakkes væk, men at det var okay at være helt ude og skide over, at jeg havde mistet min far.

Så var der noget, jeg var gearet til da vi fik Emma og senere fandt ud af, at hun var svært handicappet, så var det IKKE at tage tingene flot.

Så var det at give mig selv lov til at være røvrøvrøv kedafdet-vred-hys-trist-gal-skuffet, you name it.

Og jeg var også gearet til at acceptere, at sorg og at leve med tabet af noget, det kommer og det aftager, og så kommer det igen. Og så aftager det igen. Og igen og igen.

Mest af alt tager det tid, og intet i hele verden kan forcere det. Hvis man tror det, får man et rap over nallerne. Jeg sir det bare.

Jeg siger ikke, at jeg knækkede koden lige med det samme, og lod være med at spille stærk, når jeg ikke var det.

Man kan godt være glad og positiv og se fremad, men man skal satanrasme give sig selv lov til at være ynkelig pluttet ulykkelig, når man kan mærke bølgen komme susende.

Så – fingeren og faderen Freddy er sat på plads, her tyve år efter.

Med mig har jeg nu som 38-årig erfaringen om sorg, tab, styrke og mod til at være svag.

Mere om det, om ikke så længe.

Reklamer

4 thoughts on “Krop og sjæl for tyve år siden.

  1. Pyha en historie ! Stort kram til 18 årige Mia
    Kender alt for godt til de bemærkninger om at vi er så stærke og kan klare at ha et handicappet barn – ja f*** Det er vi sgu da for fanden nødt til ! Der kommer jo ligesom ikke nogen og tager over !
    Hvis der var nogen som havde fortalt os INDEN vi fik det her barn at vi ville være stærke, så havde jeg nok ikke ligefrem nikket og samtygget, men pludselig var han der og så var jeg jo nødt til at tage mig af ham.
    Og jeg er med tiden vokset med opgaven, men synes også det er MEGA synd for mig ind i mellem.

  2. Søde mia ! Blir altså nød til at skrive til dig. Jeg blir helt overvæltet af følelser, på den gode måde, men også på den ‘fuck det gør ondt’ måde, når jeg læser det du skriver. Det er en rar og sund følelse og jeg sluger hvert et ord du skriver, sammen med mit måske lidt for tidlig glas rødvin fredag eftermiddag. Tak for at dele det med mig og alle de andre……
    K Trine ( som i hende lasse’s kone, ham Søren har gået i skole med )
    Hils Søren og dine skønne unger

  3. Undskyld kære Mia – at jeg ikke var der for dig.
    Kunne dårlig nok rumme mig selv og Morten.
    Kærlig hilden Stedmoderen – den onde?

    • Kæreste stedmoderen,
      det var altså IKKE dig, jeg tænkte på, da jeg skrev indlægget, og du har aldrig aldrig aldrig været den onde stedmor!! Så du må endelig ikke undskylde.

      Jeg holder ikke nogen bestemte ansvarlige for noget, for jeg er helt på det rene med, at resten af familien var lige så tynget af sorg og afmagt, som jeg selv var.

      Hvis der endelig er nogen at pege fingre af, så VAR der jo et par fagfolk – læger, lærere og psykiater som jeg var hos, der kunne have været lidt skarpere…!

      Men det kan være, at man som 18 årig i 3. g. falder mellem to stole i en sådan situation – egentlig er man jo voksen, og skal selv tage ansvar for eget liv – men er det jo ikke alligevel…

      Stort kram fra steddatteren.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s