Hvem sidder dér bag skærmen?

Nåmen har I det ellers godt?

Jeg har det meeeeget, meget bedre efter at jeg fik en ny iPhone tilbage efter reparation.

Enkelte lægger slet ikke skjul på hvor patetisk de synes jeg er, at være så afhængig-glad-styret af en ting, som en telefon.

Her er der heldigvis ét punkt, hvor jeg er revnende ligeglad med hvad andre tænker.

Hvad jeg til gengæld ikke er ligeglad med er, at jeg i fredags modtog en klage. I Kvickly. Nogen klagede over, at jeg ikke fik skrevet noget på bloggen for tiden.

Det er sgu også for galt.

Ejmen jeg mener det. Det er lissom når man forsømmer sine venner, fordi man har fået en kæreste.

Jeg ved, at jeg har forsømt bloggen efter at have fået et arbejde.

Jeg bruger hjernedødt meget energi på det arbejde, og på ikke at hive hovederne af familien i træthed, når jeg kommer hjem.

Det kunne godt lyde usundt. Men det er ikke anderledes end hvad jeg havde forventet de første par måneder ville indebære, efter at have været hjemme-hausfrau i elleve år og så starte på et fuldtidsarbejde.

Jeg regner med at det finder en balance, på et tidspunkt. Snart. Eller at jeg lærer at administrere. Jeg er jo for sygt god til det der med at squeeze de positive dråber ud af bitre erfaringer.

Hvilket bringer mig til det emne, jeg ellers havde i tankerne.

Det der Facebook. Det diskuterer vi (stadig) meget.

Facebook er et socialt medie, og folk har vidt forskellige måder og forudsætninger for at være sociale på.

Nogle trives bedst med at mødes, andre har det bedst med at ringe eller skrive en SMS. Andre igen kan give mere af sig selv, hvis de sidder trygt bag skærmen.

Der er (stadig) nogle der ikke gider “det der Facebook” og mener, at andre bruger Facebook til at iscenesætte sig selv.

Og det er givetvis rigtigt.

Jeg er bare ikke selv Facebook-venner med nogen, hvor jeg tænker sådan.

Eller oplever en entydig social kontakt med nogen, og tænker: “Aaaarhmen han/hun skriver også kun sådan, fordi det er på Facebook!”

Ligesom hvis man har et ansigt-til-ansigt møde, med en man kender.

Så er det fanme også forskelligt, om vedkommende giver dig et glat og overfladisk smil, eller om du kan mærke personen og hvordan han/hun har det.

Det er forskelligt, om en god ven er i overstadigt partyhumør og råber “RØØØV” og fortæller dig en røverhistorie fra de varme lande, eller om samme ven hænger med næbbet og klager over livet og hellere vil have en krammer end en svingom.

Uanset hvordan det sociale møde foregår, om det er over en kammeratlig fredagsbajer, til en stiff parmiddag eller på Facebook, så er mødet et vindue i et hus.

Man kan se hele vinduet med gardiner og nips, og man kan se om der foregår noget i vinduet.

Men man kan jo ikke se ind i hele huset.

Man kan jo ikke se om den er helt gal oppe på førstesalen, selv om der er pæne blomster og lys i vindueskarmen.

Før man bliver inviteret ind af vedkommende, der bor i huset.

Så måske handler det lige så meget om vores egne forudsætninger for at fornemme nuancer og skelne mellem lak og ridser hos de mennesker, vi er omgivet af?

Fræksempel i dag, der skrev jeg ikke på Facebook at vi sad i baghaven og nød grove basilikum-snobrød. Med den syge hjemmelavede kryddermayo og en kellerpils, mens børnene tullede rundt på zen-måden.

For jeg syntes selv det lød ALT for overskuds-øko-spelt-agtigt, når nu sandheden var, at vi mest var udenfor idag, fordi det var frygteligt at være inde i huset.

Hvor man ikke kunne sparke sig frem for rod, sand, snask og nullermænd og brækdyner, der var ved at blive vasket, efter at Jydedrengen ofrede sig to gange i vores seng i nat.

Hvor jeg fandt et delvist komposteret æbleskrog i en dukkebil. Integreret i en halv Barbie-krop.

Ej men hvor kikset er dét?

Men måske skriver jeg det med snobrødene en anden dag. Med fare for at virke selv-iscenesættende.

Fordi det med snobrødene var det pissehyggelige og det jeg havde lyst til at tage med mig videre, som en mindfuld, positiv søndagsoplevelse.

Og smider det rådne æbleskrog og det manglende hausfrau-overblik over højre skulder, fordi jeg ikke gad at piske mig selv med dårlig samvittighed.

Men selvfølgelig deler man begge sider med andre mennesker. Dem man vil dele med. Fordi man selv bliver et helt menneske på den måde. Fordi man selv gerne vil opleve ægte mennesker med ups and downs.

Good times & bad times.

Men det bliver aldrig mødeformens skyld, Facebook eller 1:1, at andre vælger at dele noget bestemt, mere frem for andet.

Ja, det er bare min mening, ing.

Og mine havemøbler har sgu stået ude hele året, så jeg stiller bare ingen ure nogen steder hen, vel.

Godt så.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s