Me2.

Det er en tåget tøvejrs-regnvejrs lørdag, hvor jeg har rejst mig fra min ræsermave-fosterstilling, som burde have været en tømmermands-fosterstilling.

Jeg skulle have været til fødselsdag med store drinks og Nik & Jay hos den ægteste ven, men sådan blev det ikke. Håber bare at vi alle når at blive et år ældre, så jeg får chancen næste år.

Så mig og Ems sidder og stener over frokosten. Og jeg udnytter på det groveste at 1) vi er alene hjemme og det derfor er moi, der er in Spotify-control og 2) Ems er den af vores børn, der ikke hyler op over at det er lortemusik jeg høvler på.

Så vi hører U2. Vi hører Achtung Baby i Deluxe Editionen, som kom her i efteråret. Tyve år efter første udgivelse.

Arhmen hvor er det langt ude, at der er gået tyve år.

Det betyder nemlig at det er toogtyve år siden, jeg for alvor begyndte at høre U2 og ikke har sluppet musikken siden da.

En kæreste i Rødovre havde Rattle&Hum-pladen (!) som blev overspillet til et BASF-kassettebånd, og så kørte det ellers autoreverse, fra teenakkerværelset på Frederiksberg.

Og det var ikke engang fordi jeg var forelsket i knajten, at jeg blev forelsket i musikken.

Det rørte bare. Mig på biblio og låne gammelt U2 stuff og mase over på flere BASF-bånd.

Uanset hvor i livet og verden jeg har været, har U2 været med. Og især Achtung Baby, Joshua Tree og Rattle&Hum. (Jaah, jeg ved godt at man ska synes at Boy, October og War er mageløse – men de andre spiller bare mere for mig. That’s it.)

Jeg tog imod en koncertbillet til PopMart touren i 1997 uden at blinke.

Selv om det var fra en fyr, som var lidt vild med mig, og jeg egentlig godt vidste at det var Søren jeg var forelsket i dengang. Shame on me.

Og Pop var jeg ikke specielt vild med, jeg ventede bare på alle Achtung og Joshua-sangene.

I 2010 var jeg så heldig at kunne overtage venindens billetter til 360•koncerten i Horsens, fordi hun lige havde født.

Og jeg var “kun” højgravid med bækkenløsning.

Det var pænt meget med hovedet oppe i røven, at tage til koncert i den tilstand. Bare ærgerligt. Og Søren var endelig med.

Så meget en sokker er jeg for U2.

Hvad min favorit sang er, spør du? Har altid været og vil altid være. Både på grund af tune, tekst og hvad den er kommet til at repræsentere. Now more than ever, i stort og småt.

Without further ado:

Reklamer

One thought on “Me2.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s