Lanterner og labilitet.

Jeg er altid blevet sådan lidt sentimental af at være gravid og hormon-efter-fødsels-agtig, og kan tude over ingenting. Og noget hænger så ved lidt længere, kan vi konstatere.

Altså, jeg render ikke rundt og er grådlabil hele tiden, men i nogle situationer skal der bare ikke meget til, vel.

Her til aften var jeg til lanterne-fest i Sallys børnehave. Color me tudefjæs, hvor havde jeg ståpels og klump i halsen.

Børnene havde selv lavet lanterner af sylteglas, silkepapir og ståltråd. Klokken fem stod alle børn ude på legepladsen, med kolde næser og røde kinder, med tændte fyrfadslys i lanternerne.

Vi blev kaldt sammen, og fik fortalt historien om, hvordan vi skulle holde fest for Skov-Morten, som er ham, der passer på alle dyrene i skoven om vinteren. Børnene sang, mens de stod med lanternerne, nurh hvor var de søde.

Så gik vi ud i den mørke skov med alle lanternerne. Ned af en bred sti, som børnene lyste op.

I en lysning kunne vi pludselig i skumringen se en lanterne bevæge sig i det fjerne. Ud af buskadset kom Skov-Morten, med sin lange kappe og grå skæg. Vi hilste på ham, og han spurgte børnene om de passede godt på skoven, når de er ude og lege.

Han havde en lærredssæk i hånden, hvor han havde samlet alt det skrald som menneskerne havde smidt fra sig i skoven. Heldigvis kunne vores børn fortælle Skov-Morten, at de altid huskede at tage skraldet med hjem, for at passe på skoven og dens dyr.

Heldigvis havde han tryllet al skraldet om til de dejligste småkager, formede som sol, måne og stjerner, og børnene fik hver en lille pose med småkager.

Så sang vi igen og tog afsked med Skov-Morten, som forsvandt ind i skoven igen.

Hjemme i børnehaven ventede græskarsuppe, med sprød bacon og lunt brød til. Småkagerne blev beundret, sammenlignet, snuset til og spist.

Den sentimentale stemning fortog sig, da vi kom hjem og Sally sagde: “Mor, det var slet ikke Skov-Morten. Det var Knud, og han var klædt ud. – Hey mor, det RIMER! Det var Knuuud, og han var klædt uuuuuud!”

Hun ved bare, hvordan hun skal hive mig i land.

Men det var stadig en magisk aften, fyldt med lys og lærdom. En aften, som jeg vil huske for altid, og som jeg vil håbe mine børn vil huske længe.

 

 

Reklamer

One thought on “Lanterner og labilitet.

  1. Pingback: Tis og Gud. | huller i hukommelsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s