Høhø…zzzZZZzzz

Igår aftes skrev jeg sådan her på min Facebook-status:

har sat barn 2+3 af i Sønderjylland og lagt barn 1+4 bag tremmer. Chancen for at sove i egen seng uden gæster er stor. Så hvor gør vi af manden…? 😉

Det var sådan en statusbesked, som jeg skrev i halvt alvor og halvt sjov.

Bortset fra, at mandens legekammerater tog opfordringen op og lokkede ham til koncertMaltfabrikken, så ville jeg jo gerne sove ved siden af manden.

Det er en selvfølge for de fleste par, at man har muligheden for at sove ved siden af hinanden.

Bortset fra dem med små børn. Og dem, med ekstremt snorkende mænd bedre halvdele. Og dem, der er uvenner. Og Joan Ørting.

Okay, så var halvdelen af alle par tilbage… Og så gik luften måske af min pointe.

Som var noget i retning af, at når man har sådan et handibarn som vores store pige, som i hele hendes levetid er vågnet 2-4 gange om natten og krævet opmærksomhed, så er det faktisk begrænset, hvor meget man som par får sovet sammen.

At udover det rent fysisk umenneskelige ved at undvære/have afbrudt søvn i gennem længere tid, er der også et afsavn på parfronten.

Så når man endelig får muligheden for at bare sove i samme seng (alle dem med lumre det-sagde-hun-også-igår og nu-kommer-barn-fem – jokes klar, tag Jer sammen), så sætter man faktisk vældig stor pris på at opleve den nærhed, der ligger i at dele søvn.

At slutte dagen sammen og starte dagen sammen. At være den sidste og den første sammen. Meget dybt og alting.

Blive bekræftet i det team, man er en del af med sin kæreste.

Så føler man altså, at man engang imellem går glip af noget dyrebart, når man efter tre timers søvn må forlade orkestergraven og rykke rundt i manegen, for at tæmme tossebarnet.

Kender et par andre handi-familier, som også morer sig med de der søvnløse børn og børn, der i princippet er for store til tremmesenge.

Man bliver nødt til at have lidt galgenhumor omkring det. Ellers dør man. Eller begynder at fantasere om sove-ferier eller sove-orlov eller sove-indlæggelser.

Ja, og så en hulens masse stærk kaffe. Og et par middagslure. Og par-tid på andre tidspunkter, for at kompensere.

Og dét skal man jo også huske, når man har små børn, snorker eller har været uvenner. Joan Ørting finder selv ud af det, tror jeg.

Reklamer

One thought on “Høhø…zzzZZZzzz

  1. åhh jeg kender det jo så godt. Men selvom det efterhånden går rigtig godt, så fik vi lige et FLASHBACK tirsdag nat, hvor ældsteknægten ikke ville ha sin medicin i sin natmad (som han ellers plejer) og derefter “holdt fest” i sin store tremmeseng til ca 1.00 ! Så blev der heldigvis så meget ro at JEG ikke hørte ham mere den nat. Han var SELVFØLGELIG klar kl. 06.00 da vi gik i bad :-))
    Så ja jeg husker svagt (heldigvis fortrænger vi jo!) hvordan det var med det natte renderi…..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s